Skiltningsbekendtgørelsen

(Bekendtgørelse nr. 1203 af 28/9 2010 om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser)


I medfør af § 13, stk. 8, nr. 1 og 2, og § 30, stk. 5, i lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 839 af 31. august 2009, som ændret ved lov nr. 719 af 25. juni 2010, og efter forhandling med vedkommende minister og de berørte forbruger- og erhvervsorganisationer, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsens §§ 2-4 gælder for erhvervsdrivende, når de udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes låne- eller kredittilbud til forbrugere.
Stk. 2. Bekendtgørelsens § 5 gælder for erhvervsdrivende, der sædvanligvis køber og sælger fremmed valuta.
Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder ikke for erhvervsdrivende, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed.

Oplysningsform

§ 2. De i §§ 3-4 anførte oplysninger skal gives på det sted, hvor lånet udbydes med mulighed for bestilling, ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde. Oplysningerne skal være frit tilgængelige for forbrugerne.

§ 3. En erhvervsdrivende skal oplyse følgende om de låne- og kredittilbud, der er mest almindeligt forekommende hos den pågældende erhvervsdrivende:

  1. Debitorrenten, jf. § 4, nr. 10, i lov om kreditaftaler.
  2. Højeste og laveste debitorrente, når det pågældende låne- eller kredittilbud udbydes med forskellige rentesatser.
  3. Særlige vilkår knyttet til det enkelte lån eller kredittilbud.
  4. Om renten er fast eller variabel.
  5. De årlige omkostninger i procent (ÅOP).
  6. Andre omkostninger i forbindelse med oprettelse af lånet/kreditten, herunder gebyrer, der ikke er omfattet af de årlige omkostninger i procent (ÅOP), jf. stk. 2.
  7. For kontokort (dvs. kredit med variabelt lånebeløb) angives de årlige omkostninger i procent (ÅOP) ved udnyttelsesgrader på 100 %, 50 % og 25 %.

Stk. 2. Ved beregning af de årlige omkostninger i procent (ÅOP), jf. stk. 1, nr. 5, finder §§ 4, nr. 9, og 16 i lov om kreditaftaler anvendelse.
Stk. 3. En erhvervsdrivende skal oplyse om de forudsætninger, der er anvendt ved beregningen af de årlige omkostninger i procent (ÅOP). Forudsætningerne skal være i overensstemmelse med udlånspraksis hos den pågældende erhvervsdrivende.
Stk. 4. Hvis en erhvervsdrivende oplyser om andre end de mest almindeligt forekommende låne- og kredittilbud, jf. stk. 1, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse.

§ 4. I det omfang en erhvervsdrivende udbyder udlånsformerne kontokort (dvs. kredit med variabelt lånebeløb) billån, boliglån eller forbrugslån, skal den erhvervsdrivende for en af hver af de omtalte udlånsformer udover oplysningerne i § 3, stk. 1, anvende standardforudsætningerne i bilag 1, jf. dog stk. 3. Dette gælder, uanset om udlånsformerne udbydes under en anden benævnelse end anført i bilaget.
Stk. 2. Oplysningerne om de i stk. 1 nævnte udlånsformer skal opfylde følgende:

  1. Udlånsformerne skal markeres med litra a-e, svarende til litreringen i bilag 1 for den pågældende udlånsform. Dette gælder, uanset om udlånsformerne udbydes under en anden benævnelse end anført i bilaget.
  2. Udlånsformerne skal indeholde oplysning om de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Stk. 3. Hvis en erhvervsdrivende kun udbyder de i stk. 1 nævnte udlånsformer under andre standardforudsætninger end de i bilag 1 nævnte, skal den erhvervsdrivendes almindeligt anvendte standardforudsætninger lægges til grund for beregning af de årlige omkostninger i procent (ÅOP).
Stk. 4. Den erhvervsdrivende skal oplyse om de forudsætninger, der er anvendt ved beregningen af de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Oplysninger om valutakurser

§ 5. For fremmed valuta i sedler, som Danmarks Nationalbank offentliggør kurser for, og som den erhvervsdrivende handler med, skal følgende oplyses:

  1. Den erhvervsdrivendes købskurs.
  2. Den erhvervsdrivendes salgskurs.
  3. Ekspeditionsgebyret.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde. Oplysningerne skal være frit tilgængelige for forbrugerne.

Straf, ikrafttræden mv.

§ 6. Den, som undlader at give oplysninger eller giver urigtige eller vildledende oplysninger i forhold, der er omfattet af bekendtgørelsen, straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 193 af 1. marts 2007 om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser.

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 28. september 2010

Brian Mikkelsen

/ Morten Hjulsager

--------------------------------------------------------------------------------

Bilag 1
Standardforudsætninger
Låntype Hovedstol i kr. Løbetid i år Afdragsform ÅOP
a) Kontokort 50.000 5 Kredit med variabelt lånebeløb ÅOP
b) Billån 200.000 7 Annuitetslån ÅOP
c) Boliglån 250.000 20 Annuitetslån ÅOP
d) Forbrugslån 40.000 5 Annuitetslån ÅOP
e) Kontokort 5.000 1 Kredit med variabelt lånebeløb ÅOP




Sikkerhedsstillelse

a) Kontokort Ingen
b) Billån Der forudsættes et tinglyst ejendomsforbehold for det samlede kreditbeløb og en udbetalingsprocent på 20 pct.
c) Boliglån Der forudsættes udstedt et nyt ejerpantebrev dækkende det fulde beløb.
d) Forbrugslån Ingen
e) Kontokort Ingen