Tobaksreklameloven

Lovbekendtgørelse nr. 1021 af 21. oktober 2008 af lov om forbud mod tobaksreklame m.v.1 (med de ændringer der følger af lov nr. 327 af 23. marts 2013)

Herved bekendtgøres lov nr. 492 af 7. juni 2001 om forbud mod tobaksreklame m.v. med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 536 af 17. juni 2008.

Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Loven finder anvendelse på tobaksvarer, hvorved forstås:

  1. Varer, der er bestemt til at ryges, indsnuses, suttes eller tygges, hvis de, helt eller delvis, er fremstillet af tobak.
  2. Varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning.

§ 2. Ved reklame forstås i denne lov enhver handling i erhvervsøjemed, der har til formål at fremme afsætningen af tobaksvarer. Stk. 2. Ved reklame forstås tillige:

  1. Brug af et navn, mærke, symbol eller andre kendetegn, der hovedsagelig er kendt fra tobaksvarer, i reklame for andre varer og tjenesteydelser.
  2. Markedsføring af tobaksvarer ved hjælp af et varemærke, der er kendt som eller i brug som mærke for andre varer og tjenesteydelser.
  3. Brug af layout, udformning eller bestemte farvesammensætninger, der forbindes med bestemte tobaksvarer.
  4. Brug af genkendelige tobaksvarer i reklame for andre varer og tjenesteydelser.

Stk. 3. Ved sponsorering forstås i denne lov ethvert økonomisk bidrag til en aktivitet, et arrangement m.v. med sigte på at fremme afsætningen af en tobaksvare.
Stk. 4. Ved tobaksudsalgssted forstås ethvert sted, hvor tobaksvarer udbydes til salg.

Kapitel 2
Forbud mod reklame m.v.

§ 3. Alle former for reklame for tobaksvarer er forbudt.
Stk. 2. Forbudet gælder dog ikke:

  1. Meddelelser, der udelukkende henvender sig til fagfolk inden for branchen.
  2. Prisskilte for tobaksvarer på tobaksudsalgssteder.
  3. Skilte i tilknytning til tobaksudsalgssteder med teksten »Tobak«.
  4. Reklame rettet mod køberen på salgssteder, hvor man er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer, med undtagelse af salg på internettet.
  5. Brug af et navn, der før den 13. december 2000 har været anvendt både for tobaksvarer og andre varer eller tjenesteydelser, til reklame for disse andre produkter, såfremt navnet fremtræder i en form, hvorved det tydeligt adskiller sig fra navnets udseende på tobaksvaren.
  6. Brug af et navn, der er kendt fra tobaksvarer, i reklame for andre varer og tjenesteydelser, hvis den anden vare eller tjenesteydelse kun markedsføres i et begrænset geografisk område.

Stk. 3. Forbuddet gælder endvidere ikke en neutral anbringelse af tobaksvarer i forbindelse med betalingskasser, barer og lignende. Tobaksvarer må kun placeres

  1. på hylder og i skabe bag ved eller under kassen, disken, baren eller lignende steder,
  2. i bokse, der hænger over kassen, over baren eller lignende steder eller
  3. i specielle automater, hvortil benyttes kort, der kun forefindes og betales ved kasserne.

Stk. 4. Hylderne, skabene og boksene må ikke få en størrelse eller udformning, som giver en reklameeffekt.

§ 4. Sponsorering til fordel for tobaksvarer er forbudt.

§ 5. Enhver form for uddeling, der har til formål at fremme afsætningen af tobaksvarer, er forbudt.

Kapitel 3
Tilsynsbestemmelser

§ 6. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med lovens overholdelse. Tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.

Kapitel 4
Straffebestemmelser

§ 7. Overtrædelse af §§ 3, 4 og 5 straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 8. Loven træder i kraft den 1. januar 2002.
Stk. 2. (overgangsbestemmelse i lov nr. 492 af 7. juni 2001 er udeladt).

§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

---------------------------------------

Lov nr. 536 af 17. juni 2008 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Loven træder i kraft den 1. september 2008.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 21. oktober 2008

Jakob Axel Nielsen

 

-----------------------------------------------------------------

Officielle noter:

1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF.

Uofficielle noter:

1) § 3, stk. 2, nr. 4 er ændret ved lov nr. 327 af 23. marts 2013.