Lovforslag L 41 2006

L 41 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Gruppesøgsmål m.v.).

Fremsat den 10. oktober 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love(Gruppesøgsmål m.v.)

 

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. xxx af 5. oktober 2006, foretages følgende ændringer:

1.

I § 225, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 3 og 4«.

2.

§ 226, stk. 2, ophæves.

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

3.

I § 226, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår i 1. og 2. pkt. »efter stk. 1 og 2«.

4.

I § 226, stk. 4, der bliver stk. 3, udgår i 1. pkt . »efter stk. 1 og 2«.

5.

§ 227, stk. 2, ophæves, og stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Reglerne i § 226, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.«

6.

§ 249, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2 . Sagsøgte kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om dom for modkravet eller en del af dette, såfremt

  1. der er værneting for modkravet her i landet eller kravet udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som sagsøgerens krav støttes på, og
  2. modkravet kan behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens krav.«
7.

§ 249, stk. 3, 3. pkt., ophæves.

8.

I § 254, 1. pkt., ændres »er anlagt« til: »verserer«.

9.

I § 254 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2 . Retten kan efter anmodning fra en part henvise en sag i 1. instans til behandling ved en anden ret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den anden ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved den anden ret, jf. dog § 247, stk. 1. På samme måde kan en landsret henvise en ankesag til behandling ved den anden landsret.«

10.

Efter kapitel 23 indsættes:

»Kapitel 23 a

Gruppesøgsmål

§ 254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer, kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b, 44 og 88 omhandlede sager.

§ 254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når

  1. der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,
  2. der er værneting for alle kravene her i landet,
  3. retten er værneting for ét af kravene,
  4. retten er saglig kompetent med hensyn til ét af kravene,
  5. gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på,
  6. gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde og
  7. der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c.

Stk. 2. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle alle kravene under en selvstændig sag, kan retten henvise sagen til afgørelse ved en domstol, der har saglig kompetence til at behandle mindst ét krav.

§ 254 c. Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens vegne. Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som grupperepræsentant kan, jf. dog stk. 2, udpeges

  1. et medlem af gruppen,
  2. en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller
  3. en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det.

Stk. 2. I gruppesøgsmål efter § 254 e, stk. 8, kan som grupperepræsentant kun udpeges en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det.
Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen.
Stk. 4. Adgangen til at være grupperepræsentant ophører ikke alene af den grund, at der efter sagens anlæg sker forandringer i de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1.

§ 254 d. Gruppesøgsmål anlægges ved indlevering af stævning til retten, jf. § 348. Stævningen kan indleveres af enhver, der efter § 254 c, stk. 1, kan udpeges som grupperepræsentant. Ud over, hvad der fremgår af § 348, skal stævningen indeholde

  1. en beskrivelse af gruppen,
  2. oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen, og
  3. et forslag til grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet.

Stk. 2. Opfylder stævningen ikke kravene i stk. 1, og er den herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, finder § 349 tilsvarende anvendelse.

§ 254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§ 254 b og 254 c er opfyldt.
Stk. 2. Retten kan i forbindelse med udpegningen af grupperepræsentanten og/eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af retten. Stilles sikkerheden ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsentant, afvises sagen.
Stk. 3. Retten kan senere udpege en ny grupperepræsentant, hvis det er påkrævet. I gruppesøgsmål med tilmelding, jf. stk. 6, skal retten tage stilling til, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant, hvis mindst halvdelen af de gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, anmoder herom og anmodningen er ledsaget af et forslag til ny grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet.
Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.
Stk. 5. Gruppesøgsmålet omfatter de gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 7, medmindre retten bestemmer, at gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 8.
Stk. 6. Retten fastsætter en frist for ved skriftlig meddelelse at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 7. Retten kan bestemme, at tilmelding til gruppesøgsmålet skal være betinget af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for sagsomkostninger, medmindre gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces efter §§ 327-329 og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelserne efter § 325. Justitsministeren meddeler efter ansøgning fra grupperepræsentanten, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces efter §§ 328 og 329. § 327, stk. 4, 2. og 3. pkt., § 328, stk. 5, 2. pkt., og § 329, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 8. Såfremt gruppesøgsmålet vedrører krav, hvor det er klart, at kravene på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, og det må antages, at et gruppesøgsmål med tilmelding ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på, kan retten efter anmodning fra grupperepræsentanten bestemme, at gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet. Retten fastsætter en frist for ved skriftlig meddelelse at framelde sig gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil framelding skal ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at framelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 9. De personer, hvis krav falder inden for rammen af gruppesøgsmålet, skal underrettes om de i stk. 1-8 nævnte forhold og om retsvirkningerne af at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet. Underretningen gives på den måde, som retten bestemmer. Retten kan bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse. Retten kan pålægge grupperepræsentanten at foretage underretningen. Udgifterne ved underretningen betales foreløbig af grupperepræsentanten.

§ 254 f. Som parter i gruppesøgsmålet anses grupperepræsentanten og gruppens modpart.
Stk. 2. Rettens afgørelser i gruppesøgsmålet har bindende virkning for de gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Med hensyn til afgørelser om modkrav gælder dette dog kun krav, som udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav støttes på. I gruppesøgsmål efter § 254 e, stk. 8, har rettens afgørelser kun bindende virkning for gruppemedlemmer, der ved sagens anlæg kunne have været sagsøgt her i landet vedrørende det pågældende krav.
Stk. 3. Et gruppemedlem kan pålægges at betale sagsomkostninger til modparten og/eller grupperepræsentanten. Ved afgørelser efter 1. pkt. går modpartens krav forud for grupperepræsentantens. Gruppemedlemmet kan højst pålægges at betale sagsomkostninger med et beløb som fastsat i medfør af § 254 e, stk. 7, med tillæg af beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode.
Stk. 4. I det omfang sagsomkostninger, der pålægges et gruppemedlem, som opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, betales sagsomkostningerne af statskassen, hvis gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i §§ 327-329, dog højst med et beløb som fastsat i medfør af § 254 e, stk. 7.
Stk. 5. Reglerne i §§ 298, 300, 301, stk. 1, 302, 305 og 344, stk. 2, 2. pkt., jf. 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet.

§ 254 g. Opstår der spørgsmål om at hæve eller afvise gruppesøgsmålet, skal gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, underrettes, medmindre underretning er åbenbart overflødig. Retten kan bestemme, at der skal ske underretning i andre tilfælde, herunder når der opstår spørgsmål om at godkende et forlig. Reglerne i § 254 e, stk. 9, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Såfremt gruppesøgsmålet hæves eller afvises, kan et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, ved skriftlig meddelelse til retten inden 4 uger indtræde som part for så vidt angår den pågældendes krav og videreføre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål. Det samme gælder, hvis retten i medfør § 254 e, stk. 4, 2. pkt., bestemmer, at et krav ikke skal være omfattet af gruppesøgsmålet.

§ 254 h. Forlig, som grupperepræsentanten indgår om krav, der er omfattet af gruppesøgsmålet, opnår gyldighed, når forliget er godkendt af retten. Retten godkender forliget, medmindre der ved forliget sker usaglig forskelsbehandling af gruppemedlemmer, eller forliget i øvrigt er åbenbart urimeligt. Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, skal underrettes om rettens godkendelse af et forlig. Reglerne i § 254 e, stk. 9, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 254 i. Retten underretter gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, om sagens afgørelse. Reglerne i § 254 e, stk. 9, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Retten meddeler efter anmodning gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, en ekstraktudskrift af dommen.

§ 254 j. Ankes en dom i et gruppesøgsmål af grupperepræsentanten, finder § 254 e, stk. 5-9, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Anker grupperepræsentanten ikke, kan anke iværksættes af enhver, der efter § 254 c, stk. 1 og 2, kan udpeges som grupperepræsentant, og §§ 254 b, stk. 1, nr. 1, 5 og 7, og 254 e, stk. 1 og stk. 4-9, finder tilsvarende anvendelse. Anker grupperepræsentanten en del af en dom, finder 1. pkt. anvendelse på de øvrige dele af dommen.
Stk. 3. Ankes en dom i et gruppesøgsmål af gruppens modpart, behandles anken efter reglerne om gruppesøgsmål.
Stk. 4. Reglerne i §§ 254 c, 254 e, stk. 2 og 3, og 254 f-254 i finder tilsvarende anvendelse under anken. Reglerne i § 368, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder ikke anvendelse.

§ 254 k. Et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, og hvis krav ikke er omfattet af en anke efter § 254 j, kan anke en dom i et gruppesøgsmål for så vidt angår den pågældendes krav. Anke eller ansøgning om anketilladelse anses som rettidig, såfremt ankestævningen eller ansøgningen om anketilladelse indleveres senest 4 uger efter udløbet af den almindelige frist herfor.«

11.

I § 378, stk. 4, ændres »domsforhandles« til: »hovedforhandles«.

12.

I § 400, stk. 3, indsættes efter »kapitel«: »23 a,«.

13.

I § 696, 1. pkt., ændres »Domsforhandling« til: »Hovedforhandling«.

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, foretages følgende ændringer:

1.

I § 2 ændres i stk. 1 og 3 steder i stk. 4 »domsforhandlingen« til: »hovedforhandlingen«.

2.

I § 2, stk. 5, 1. pkt., ændres »domsforhandling« til: »hovedforhandling«.

3.

I § 49, stk. 2, indsættes som nr. 10 :
»10) Første ekstraktudskrift af en dom i et gruppesøgsmål til gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet.«

§ 3

I lov nr. 401 af 26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen, som ændret ved § 29 i lov nr. 388 af 30. maj 2000, § 1 i lov nr. 1156 af 19. december 2003 og § 2 i lov nr. 552 af 24. juni 2006, foretages følgende ændring:

1.

I § 4, stk. 2, 5. pkt., ændres »Landsarbejdsrådet« til: »Beskæftigelsesrådet«.

§ 4

I lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring, som ændret ved § 102 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændring:

1.

I § 28 indsættes som stk. 2 : » Stk. 2 . Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«

§ 5

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 4. april 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 527 af 7. juni 2006, foretages følgende ændring:

1.

I § 348, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«

§ 6

I lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 31. januar 2006, foretages følgende ændring:

1.

I § 120, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«

§ 7

I lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 1. juni 2006, som ændret ved § 2 i lov nr. 527 af 7. juni 2006, foretages følgende ændring:

1.

I § 3, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«

§ 8

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.
Stk. 2. Retsplejelovens kapitel 23 a som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, finder anvendelse i sager, der anlægges efter lovens ikrafttræden.

§ 9

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
Stk. 3. §§ 5-7 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

 

Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning og baggrund .........................................................................

6

 

 

 

2.

Gældende ret ..........................................................................................

7

 

 

 

3.

Lovforslagets udformning ......................................................................

8

3.1.

Generelt om gruppesøgsmål .......................................................................

8

3.2.

Tilmelding og framelding ............................................................................

14

3.3.

Grundlæggende betingelser for gruppesøgsmål ............................................

16

3.4.

Grupperepræsentanten ...............................................................................

18

3.5.

Sagens anlæg ............................................................................................

21

3.6.

Sagsomkostninger, sikkerhedsstillelse og fri proces ......................................

25

3.7.

Gruppemedlemmernes stilling under sagen ..................................................

26

3.8.

Individuelle spørgsmål. Undergrupper .........................................................

29

3.9.

Forlig ........................................................................................................

29

3.10.

Appel .......................................................................................................

30

3.11.

Fuldbyrdelse ..............................................................................................

31

3.12.

Sammenlægning af krav i øvrigt ..................................................................

31

 

 

 

4.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv. ........

32

 

 

 

5.

Høring .....................................................................................................

33

 

1. Indledning og baggrund

Formålet med lovforslaget er at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret. Gruppesøgsmål er en særlig procesform, der er udformet med henblik på under én sag at behandle flere – og navnlig et større antal – ensartede krav. Betegnelsen »gruppesøgsmål« sigter til, at søgsmålet angår krav, som tilkommer en flerhed af personer, og hvor en repræsentant for denne gruppe (ikke de enkelte gruppemedlemmer) anses som part i søgsmålet.

Lovforslaget indebærer, at der indføres en ny procesform, der kan give en yderligere mulighed for på en effektiv måde at håndtere tvister om et større antal ensartede krav. Regler om gruppesøgsmål vil i praksis give mulighed for en bedre (processuel) behandling af ensartede krav – og navnlig et større antal ensartede krav – end den behandling, de gældende regler om sammenlægning af krav (kumulation) mv. giver praktisk mulighed for. Regler om gruppesøgsmål vil endvidere kunne lette adgangen til domstolene og dermed støtte gennemførelsen af berettigede krav, herunder krav, som i dag opgives af ressourcemæssige årsager.

Forslaget indeholder følgende hovedpunkter:

- De grundlæggende betingelser for at anlægge et gruppesøgsmål er efter forslaget, at der er tale om ensartede krav , som tilkommer flere personer, at gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på , at gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde , og at der kan udpeges en grupperepræsentant.
- Det foreslås, at retten skal godkende, at sagen er egnet til at blive behandlet efter reglerne om gruppesøgsmål.
- Det foreslås, at det bliver muligt at afgrænse kredsen af deltagere i gruppesøgsmål på to måder. Som hovedregel vil et gruppesøgsmål omfatte de gruppemedlemmer, der tilmelder sig gruppesøgsmålet ( tilmeldingsmodellen ). Såfremt et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på, kan retten dog, hvis det er klart, at kravene på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, bestemme, at gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke framelder sig gruppesøgsmålet ( frameldingsmodellen ).
- Det foreslås, at følgende af retten skal kunne udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen :

– Medlemmer af gruppen, dvs. personer, på hvis vegne der fremsættes krav

– Foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, hvis søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål.

– Offentlige myndigheder, der ved lov er bemyndiget hertil. Med lovforslaget foreslås det samtidig, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpeges som grupperepræsentant.

– I gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen foreslås det, at kun offentlige myndigheder skal kunne udpeges som grupperepræsentant.
– Det foreslås, at retten skal kunne bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for sagsomkostninger. Endvidere foreslås det, at gruppemedlemmer i gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen kun skal kunne pålægges at betale sagsomkostninger indtil et beløb, som efter rettens bestemmelse skal betales som betingelse for tilmelding til gruppesøgsmålet, med tillæg af beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode. Gruppemedlemmer i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen kan efter forslaget alene pålægges at betale sagsomkostninger inden for rammerne af deres eget faktiske kontante udbytte af retssagen.
– Det foreslås, at der ved appel skal sondres mellem appel, hvor appelsagen også behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, og appel, hvor appelsagen behandles efter reglerne om individuelle søgsmål, således at en appel, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, skal gå forud for en individuel appel. I ankesager, der skal behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, anvendes tilsvarende regler som ved gruppesøgsmål i første instans, og hvis det er grupperepræsentanten, der har anket, skal gruppemedlemmerne således f.eks. underrettes om anken og gives mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig ankesagen.

Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1468/2005 om reform af den civile retspleje IV (Gruppesøgsmål mv.) (herefter »betænkningen«) og er i det væsentlige udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.

Retsplejerådet har som led i sit arbejde med betænkningen inddraget rådets bredt sammensatte følgegruppe bestående af erhvervsorganisationer og (for)brugerrepræsentanter mv., herunder ved at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse om gruppesøgsmål blandt følgegruppens medlemmer. Retsplejerådet har endvidere afholdt en særskilt møderække med repræsentanter for Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden, Dansk Industri og HTS Interesseorganisationen, hvor disse bl.a. har haft lejlighed til at kommentere Retsplerådets overvejelser og udkast til lovforslag.

2. Gældende ret
2.1.

Retsplejeloven indeholder ikke i dag regler om gruppesøgsmål forstået som søgsmål, hvor en eller flere af sagens parter med eller uden særskilt bemyndigelse repræsenterer en gruppe, hvis medlemmer ikke er parter i sagen, men hvor dommen har bindende virkning (retskraft) i forhold til gruppens medlemmer.

2.2.

Retsplejeloven indeholder derimod i kapitel 23 regler om behandling af flere krav, som parterne gør gældende mod hinanden, under én sag. Samling af flere krav under én sag kaldes kumulation.

De grundlæggende betingelser for kumulation er, at der er værneting for alle kravene her i landet, at retten er stedlig kompetent med hensyn til mindst ét af kravene, at retten er saglig kompetent med hensyn til mindst ét af kravene, og at alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler.

Kumulation af flere krav mellem de samme to parter kaldes objektiv kumulation , da kumulationen (alene) vedrører sagens genstand. Objektiv kumulation kan bestå i, at sagsøgeren retter flere krav mod sagsøgte og/eller i, at sagsøgte retter et eller flere modkrav mod sagsøgeren, jf. retsplejelovens § 249.

Kumulation af flere krav mellem mere end to parter kaldes subjektiv kumulation , da kumulationen (også) vedrører sagens parter. En kumulation, der er sket fra sagens begyndelse, kaldes oprindelig. Oprindelig subjektiv kumulation kan kun iværksættes af sagsøgeren eller sagsøgerne og består i, at krav mod flere sagsøgte og/eller krav fra flere sagsøgere er indeholdt i samme stævning eller i stævninger, der samtidig indleveres til retten, med anmodning om samlet behandling af kravene efter reglerne om kumulation, jf. retsplejelovens § 250, stk. 1.

Inddrages der nye selvstændige krav i sagen, efter at sagen er begyndt med ét eller flere krav som genstand, kaldes kumulationen efterfølgende. Efterfølgende subjektiv kumulation kan ske ved, at en ny part indstævnes i sagen af en af de hidtidige parter ( adcitation ), jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, eller ved, at tredjemand selv indtræder som part i sagen ( hovedintervention ), jf. retsplejelovens § 251.

Disse regler regulerer grundlæggende, i hvilke situationer flere krav kan behandles samlet under én retssag. Derimod indeholder retsplejeloven ikke særlige regler om behandlingen af flere krav under én retssag, og dette sker derfor principielt efter retsplejelovens almindelige regler, der også anvendes i retssager, som kun angår ét krav.

2.3.

Retsplejeloven indeholder desuden en regel om, at r etten kan bestemme, at flere sager, der er anlagt ved retten mellem samme eller forskellige parter, skal forhandles i forbindelse med hinanden, jf. retsplejelovens § 254.

Denne regel afløste i 1980 den tidligere gældende § 286, stk. 1, der som hovedregel kun gav retten adgang til sammenlægning, hvis dette ikke stred mod de almindelige betingelser for kumulation i §§ 249 og 250. Det fremgår af betænkning nr. 678/1978 om behandling af borgerlige sager side 117, at Retsplejerådet fandt de dagældende begrænsninger i rettens adgang til at forene sager uheldige. Retsplejerådet fandt, at flere sager, der er anlagt ved samme ret, burde kunne forhandles i forbindelse med hinanden, hvor retten finder fælles behandling hensigtsmæssig.

Sagerne skal behandles som to eller flere sager, og retsplejelovens § 254 gør derfor ikke indgreb i de normale kompetenceregler og giver ikke hjemmel til at henvise en sag til en anden byret mod sagsøgerens protest, jf. Østre Landsrets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003 side 248, hvor Århus Kommune anlagde sag mod et forsikringsselskab ved dettes hjemting. Forsikringsselskabet påstod sagen henvist til retten i Århus, hvor der i forvejen verserede ca. 100 ligeartede sager. Byretten imødekom anmodningen, men henvisningen blev ophævet af landsretten under henvisning til, at der hverken i § 254 eller i retsplejeloven i øvrigt er hjemmel til mod modpartens protest at henvise sagen til behandling sammen med sager, der verserer ved en anden ret.

Der henvises til betænkningen side 29-57 og 81.

3. Lovforslagets udformning
3.1. Generelt om gruppesøgsmål
3.1.1.

Gruppesøgsmål er udtryk for, at flere personers individuelle krav behandles samlet under én retssag, men uden at alle de personer, hvis krav afgøres under retssagen, deltager som parter i retssagen i sædvanlig forstand. Betegnelsen gruppesøgsmål sigter til, at den flerhed af personer, hvis individuelle krav afgøres under retssagen, defineres som og repræsenteres som en gruppe. Det er grupperepræsentanten (og ikke de enkelte gruppemedlemmer), der anses som part i et sådant søgsmål.

Det centrale kendemærke ved gruppesøgsmål er, at afgørelser vedrørende sagens realitet har bindende virkning (retskraft) i forhold til personer, som ikke i traditionel forstand er parter i retssagen. Gruppesøgsmål adskiller sig således fra de gældende regler om sammenlægning af krav (kumulation) ved, at ikke alle de personer, hvis krav afgøres under retssagen, deltager som parter i retssagen i sædvanlig forstand.

Gruppesøgsmål er imidlertid ikke noget entydigt begreb.

Regler om gruppesøgsmål kan således udformes på den måde, at kun personer, der udtrykkeligt har tilkendegivet, at de ønsker at deltage, bliver bundet af afgørelsen (tilmeldingsmodellen eller opt in-gruppesøgsmål), og der kan stilles krav om, at de pågældende før en sådan tilkendegivelse skal have modtaget udførlige og letforståelige oplysninger om sagen og om retsvirkningerne af en tilmelding.

Regler om gruppesøgsmål kan imidlertid også udformes således, at alle personer, hvis krav er omfattet af stævningen, og som ikke udtrykkeligt har tilkendegivet, at de ikke ønsker at deltage, bliver bundet af afgørelsen (frameldingsmodellen eller opt out-gruppesøgsmål), eller således, at alle medlemmer af gruppen bliver bundet af afgørelsen, uanset om de har tilkendegivet noget ønske om deltagelse eller ikke-deltagelse i søgsmålet (obligatorisk gruppesøgsmål).

3.1.2.

Retsplejerådet anfører, at formålet med eventuelle regler om gruppesøgsmål bør være at styrke gennemslagskraften i praksis af den eksisterende materielle lovgivning. Retsplejerådets vurdering af, om der bør indføres regler om gruppesøgsmål, bygger bl.a. på eksisterende materielle regler og principper om individuel udmåling af erstatning for det lidte tab og af for meget betalt vederlag. Retsplejerådet har endvidere forudsat, at gældende regler og principper om bevisbyrde og beviskrav videreføres uændret.

Retsplejerådet bemærker, at det kan være vanskeligt at diskutere behov, fordele og ulemper i relation til gruppesøgsmål helt abstrakt, eftersom den nærmere udformning af eventuelle regler om gruppesøgsmål kan have stor betydning for fordelene og ulemperne ved sådanne regler. Navnlig er der som nævnt stor forskel på gruppesøgsmål, der bygger på tilmelding (opt in), og gruppesøgsmål, der bygger på automatisk medlemskab med eller uden mulighed for framelding (opt out eller obligatorisk).

Retsplejerådets vurdering af, om der bør indføres regler om gruppesøgsmål i dansk ret, har på den baggrund først og fremmest taget udgangspunkt i følgende spørgsmål, der dog i et vist omfang griber ind i hinanden:

– Er der i Danmark mange tilfælde, hvor der foreligger ensartede krav, og er der heriblandt eventuelt tilfælde med et større antal ensartede krav (pkt. 3.1.3)?
– Vil gruppesøgsmål give mulighed for en mere effektiv eller på anden måde bedre behandling af sådanne krav (pkt. 3.1.4)?
– Er der i Danmark mange tilfælde, hvor berettigede krav af denne karakter i dag opgives, men som kan forventes gennemført, hvis der indføres regler om gruppesøgsmål (pkt. 3.1.5)?
– Vil regler om gruppesøgsmål have skadelige virkninger (pkt. 3.1.6)?

3.1.3.

Efter Retsplejerådets opfattelse er svaret på det første spørgsmål – om der i Danmark er mange tilfælde, hvor der foreligger ensartede krav, og heriblandt eventuelt tilfælde med et større antal ensartede krav – et klart ja.

Retsplejerådet henviser til en række konkrete tilfælde, som har foreligget i trykt retspraksis, eller som har været omtalt i medierne. Retsplejerådet har i forlængelse heraf opstillet et katalog over forskellige eksempler på et større antal ensartede krav. Formålet med listen er navnlig at vise bredden i rådets overvejelser om gruppesøgsmål, der går væsentligt ud over de forbrugersager, som ofte nævnes først, når talen falder på gruppesøgsmål. Det drejer sig f.eks. også om krav fra en gruppe af forhandlere mod en producent i anledning af forhandleraftaler mellem parterne og krav fra en gruppe af virksomheder, der har lidt tab som følge af ulovlig markedsføring eller som følge af ulovlige konkurrencebegrænsninger eller misbrug af dominerende stilling. Som eksempler på forbrugersager, som har foreligget i udenlandsk praksis, kan nævnes krav fra deltagerne i en pakkerejse i anledning af et maveonde og krav fra elkunder i anledning af elselskabets misligholdelse af en aftale om levering af elektricitet til en fast pris.

3.1.4.

Efter Retsplejerådets opfattelse vil besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt gruppesøgsmål vil give mulighed for en bedre (processuel) behandling af ensartede krav – og navnlig et større antal ensartede krav – i betydelig grad afhænge af den nærmere udformning af eventuelle regler om gruppesøgsmål. Det er derfor vanskeligt at besvare spørgsmålet på det helt generelle plan. Hertil kommer, at en sammenligning med de muligheder, der findes i de gældende regler, kun har mening i det omfang, der er tale om sådanne sager, som i praksis kan tænkes ført både som gruppesøgsmål og som individuelle søgsmål. Endelig er der i sagens natur tale om at skønne over, hvordan en helt ny procesform, der ikke findes i dansk ret, i givet fald vil virke.

Det centrale kendemærke ved gruppesøgsmål er, at afgørelser vedrørende sagens realitet har bindende virkning (retskraft) i forhold til personer, som ikke i traditionel forstand er parter i retssagen. For Retsplejerådet er spørgsmålet derfor, om dette kendemærke ved gruppesøgsmål må antages at give mulighed for en bedre behandling af ensartede krav – og navnlig et større antal ensartede krav – end de gældende regler.

Retsplejerådet anfører, at det generelt er procesbesparende at behandle ensartede krav – og navnlig mange ensartede krav – samlet under én sag. De processuelle fordele ved at behandle ensartede krav under ét består dels i, at bevisførelse om fælles spørgsmål kun skal gennemføres én gang, og dels i, at påstande og anbringender samt proceduren vedrørende kravene kan koordineres og eventuelt foregå under ét for alle kravene. En sådan koordinering og ikke mindst en samlet procedure for alle kravene under ét er lettest at gennemføre, hvis de personer, på hvis vegne de ensartede krav fremsættes, har én fælles repræsentant. Dette vil normalt altid være tilfældet i gruppesøgsmål og kan også være tilfældet i kumulerede retssager. I kumulerede retssager kan de pågældende således være repræsenteret af samme advokat eller eventuelt af samme mandatar under retssagen.

Efter Retsplejerådets opfattelse vil regler om gruppesøgsmål ud fra en teoretisk betragtning for så vidt ikke give væsentlig bedre mulighed for behandling af et større antal ensartede krav end de gældende regler om kumulation. På det processuelle plan er den væsentligste forskel, at ved gruppesøgsmål vil fælles repræsentation som udgangspunkt være obligatorisk, hvorimod det i kumulerede retssager er op til de pågældende, om de ønsker fælles repræsentation. På dette punkt er gruppesøgsmålet ud fra et effektivitetssynspunkt således mere hensigtsmæssigt end den kumulerede retssag. Personer, der ønsker fælles repræsentation, har imidlertid som nævnt allerede efter gældende ret mulighed herfor, og personer, der ikke ønsker fælles repræsentation, vil også efter en eventuel indførelse af regler om gruppesøgsmål have mulighed for individuel repræsentation, idet Retsplejerådet ikke finder grundlag for at foreslå, at regler om gruppesøgsmål i givet fald skulle være obligatoriske, således at personer med ensartede krav ville blive tvunget til at være underlagt en fælles repræsentation.

Retsplejerådet nævner også, at en anden mulighed for at behandle et større antal ensartede krav er først at gennemføre en prøvesag om ét eller nogle få af kravene, hvorefter de øvrige krav kan afsluttes forligsmæssigt eller om nødvendigt behandles under en kumuleret retssag. Her gælder efter rådets opfattelse tilsvarende, at indførelse af (ikke-obligatoriske) regler om gruppesøgsmål ud fra en teoretisk betragtning ikke vil føre til effektiviseringer af betydning i forhold til en hensigtsmæssig udnyttelse af de allerede gældende regler.

Problemet er imidlertid, at udnyttelse af de muligheder, der ligger i de gældende regler, forudsætter, at alle parter har vilje til at udnytte disse muligheder. Denne vilje er imidlertid ikke til stede i en række sager, og der er derfor efter Retsplejerådets opfattelse grundlag for at antage, at regler om gruppesøgsmål i praksis vil give mulighed for en mere hensigtsmæssig processuel behandling af ensartede krav – og navnlig et større antal ensartede krav.

3.1.5.

Retsplejerådet anfører, at det i sagens natur er vanskeligt at give et præcist svar på spørgsmålet om, hvorvidt der i Danmark er mange tilfælde af ensartede krav, som i dag opgives, men som kan forventes gennemført, hvis der indføres regler om gruppesøgsmål. Det må imidlertid efter rådets opfattelse antages, at indførelse af regler om gruppesøgsmål vil føre til, at der for så vidt angår krav, som for den enkelte sagsøger er af mindre økonomisk værdi (men som samlet kan udgøre et betydeligt beløb), i en række tilfælde vil blive anlagt retssager om ensartede krav, som i dag opgives.

Retsplejerådet peger på, at spørgsmålet om procesøkonomi normalt vil have afgørende betydning for den, der overvejer at anlægge en retssag. Personer, der er berørt af en retstvist, vil derfor helt generelt kunne have interesse i, at ensartede krav kan behandles og afgøres på én gang. Fælles behandling af ensartede krav vil således normalt være billigere end behandling af kravene i en række forskellige retssager. Dette indebærer i praksis, at visse krav alene vil blive forfulgt, hvis kravene kan behandles sammen med andre ensartede krav. Det vil særligt gælde i visse tilfælde, hvor kravet er så lille, at udgifterne og arbejdet mv. med en individuel retssag vil være uforholdsmæssigt store i forhold til den mulige gevinst, hvis retssagen vindes. Ved sådanne individuelt »uprocesbare« krav kan det således under hensyntagen til procesrisikoen (dvs. risikoen for at tabe sagen) og ud fra en rent økonomisk betragtning i forhold til det konkrete krav, som sagen drejer sig om, ikke betale sig at anlægge et individuelt søgsmål om kravet.

Retsplejerådet anfører, at allerede de eksisterende regler giver mulighed for, at personer, der har ensartede krav, går sammen om anlæg af én retssag efter retsplejelovens regler om sammenlægning af krav (kumulation). De pågældende kan også lade sig repræsentere af en fælles advokat, og de vil endvidere kunne give advokaten en så bred bemyndigelse, at de ikke selv har behov for at beskæftige sig yderligere med sagen.

Hvor den enkelte potentielle sagsøgers krav er af mindre økonomisk værdi, vil et kollektivt præget søgsmål ofte være den eneste mulighed for at forfølge et krav for domstolene. Adgangen til at sammenlægge krav (kumulation) efter retsplejelovens regler vil efter Retsplejerådets opfattelse imidlertid ikke altid være nok til, at individuelt »uprocesbare« krav bliver rejst for domstolene. De gældende regler om kumulation vil nok give en teoretisk mulighed for samlet behandling af mange individuelt »uprocesbare« krav, men vil efter Retsplejerådets opfattelse i praksis ikke sjældent være utilstrækkelige.

Retsplejerådet anfører, at en generel erhvervsmæssig udvikling med mere masseproduktion og standardiserede løsninger i flere tilfælde end tidligere kan føre til mange ensartede, men isoleret set ubetydelige krav fra flere forbrugere mod samme næringsdrivende. Det vil eksempelvis kunne tilfælde inden for være bank- og forsikringstjenester, telefoni- og elektroniske kommunikationstjenester, strømlevering, transporttjenester mv. Lignende situationer vil kunne opstå i forhold til det offentlige eller for mindre næringsdrivende, der eksempelvis kan blive ramt af ulovlige prisaftaler og søge merprisen erstattet fra dem, som har drevet kartelvirksomhed.

Sådanne krav af mindre økonomisk værdi for den enkelte vil efter Retsplejerådets opfattelse næppe kunne forventes forfulgt under de nuværende processuelle regler, selv om de retligt kan være velfunderede. Principielt må det efter Retsplejerådets opfattelse betragtes som uheldigt, hvis et retmæssigt krav ikke kan forfølges for domstolene. Det kan også føre til, at formålet med de materielle regler – f.eks. forbrugerbeskyttelse – ikke nås.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at civilprocessen må tilpasses udviklingen i samfundet og dermed søgsmålsbehovet for typiske massekrav i bl.a. forbrugersager. Adgangen til domstolene er en retssikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen må derfor som udgangspunkt også sikres for individuelt »uprocesbare« krav, hvis det er muligt at tilrettelægge en effektiv og retssikkerhedsmæssigt forsvarlig behandling af kravene. Er det muligt, vil regler om gruppesøgsmål efter Retsplejerådets opfattelse medvirke til at sikre en reel adgang til domstolene for flere, og søgsmålsformen vil dermed også kunne bidrage til en mere effektiv håndhævelse af den materielle lovgivning.

Retsplejerådet anfører, at regler om gruppesøgsmål for andre krav for så vidt først og fremmest vil være udtryk for et tilbud om en nærmere lovreguleret måde at gennemføre søgsmål om et større antal ensartede krav på. Afhængig af den nærmere udformning af en sådan lovregulering vil der kunne opnås administrative lettelser, fordi det under de gældende regler er nødvendigt at gå forskellige »omveje« (f.eks. foreningsdannelse) for at opnå de retsvirkninger (f.eks. begrænsning af den enkeltes omkostningsansvar), som mere direkte – afhængig af ordningens nærmere udformning – vil kunne følge af lovregler om gruppesøgsmål.

Det er Retsplejerådets vurdering, at den tydeliggørelse af søgsmålsmulighederne og den sikkerhed, der ligger i regler om gruppesøgsmål, vil medføre, at der anlægges et større antal søgsmål, og at der bliver større deltagelse i de enkelte søgsmål om ensartede krav end i tilsvarende søgsmål anlagt efter retsplejelovens regler om kumulation.

For det første vil selve tilbuddet om at tilmelde sig eller – afhængigt af den nærmere indretning af reglerne om gruppesøgsmål – ikke framelde sig et gruppesøgsmål bidrage til at øge tilskyndelsen til at deltage i en retssag i forhold til den situation, hvor initiativet ligger ved den enkelte sagsøger. Regler om underretning om et søgsmål, samlet repræsentation af gruppen og eventuelt begrænset ansvar for sagsomkostningerne – og dermed (afhængigt af reglernes nærmere indretning) ingen eller alene et begrænset krav om aktiv deltagelse i processen – vil endvidere medvirke til at indrette en attraktiv civilprocesordning for dem, som ellers ikke vil have indbragt et søgsmål for domstolene på egen hånd, også selv om deres krav var individuelt »procesbare«.

Disse forhold tilsiger efter rådets opfattelse, at regler om gruppesøgsmål vil udgøre en støtte til at få gennemtvunget berettigede krav, som i dag opgives, dels fordi der anlægges gruppesøgsmål om kravene, dels fordi det i kraft af muligheden for anlæg af gruppesøgsmål vil være lettere at opnå en udenretslig forligsmæssig løsning med hensyn til berettigede krav.

3.1.6.

Retsplejerådet anfører, at regler om gruppesøgsmål vil kunne indebære, at et krav kan tænkes afgjort, uden at den, kravet tilkommer, overhovedet har haft mulighed for at udtale sig og give sin mening til kende. Dette kan være principielt betænkeligt og kan i nogle tilfælde også betyde, at sagen får et andet udfald, end hvis den pågældende var kommet til orde.

Både de principielle og praktiske betænkeligheder reduceres meget betydeligt, hvis man nøjes med regler om opt in-gruppesøgsmål. Hermed sikres, at ingen får afgjort krav uden at være bekendt med det, og det bliver et mere teknisk præget spørgsmål om den konkrete udformning af regler om repræsentation, information og inddragelse at sikre, at gruppemedlemmers interesser og synspunkter indgår i sagen i fornødent omfang.

Der kan dog også argumenteres for, at betænkelighederne alt i alt ikke er så store ved at give mulighed for opt out- eller obligatoriske gruppesøgsmål i tilfælde, hvor kravet for den enkelte er så lille, at det ikke er realistisk at gennemføre et individuelt søgsmål om kravet. Det kan også ses som mere betænkeligt, at f.eks. ressourcesvage forbrugere ikke opnår deres ret på linje med andre i samme situation, end at nogen bliver del af et søgsmål, som de ellers ikke selv ville have taget initiativ til at deltage i. Deltagelse i gruppesøgsmål under disse omstændigheder vil – afhængig af reglernes nærmere udformning – i praksis ikke indebære nogen økonomisk risiko og vil næppe kunne påvirke den enkeltes personlige eller forretningsmæssige relationer negativt.

For personer eller virksomheder, der bliver mødt med krav, opstår betænkelighederne ved gruppesøgsmål i forhold til risikoen for at blive mødt med uberettigede krav. Efter Retsplejerådets opfattelse kan der således ikke rettes principielle indvendinger mod den effektivisering, der ligger i en kollektiv gennemførelse af krav, der hver især efter gældende materielle retsregler er berettigede.

Problemstillingen udspringer imidlertid af det grundlæggende forhold, at det er vanskeligt på forhånd at vurdere, om et krav er berettiget eller ej – det er netop det, retssagen skal afklare. Der er med andre ord en procesrisiko, og den procesrisiko indgår i parternes overvejelser, når de tager stilling til, om de vil indgå et forlig. Spørgsmålet er, om gruppesøgsmål i sammenligning med individuelle søgsmål på urimelig måde forrykker balancen mellem parterne med hensyn til den økonomiske risiko ved retssagen, således at sagsøgte udsættes for et urimeligt pres under forligsforhandlinger.

Det er efter Retsplejerådets opfattelse vanskeligt at sige, om indførelse af regler om gruppesøgsmål vil bevirke en urimelig forrykning af balancen mellem parterne, men risikoen herfor kan ikke uden videre afvises. Ganske vist vil situationen være anderledes end i USA, hvor erstatningsniveauet generelt ligger væsentligt højere end i Danmark, og hvor sagsøgeren i et gruppesøgsmål som hovedregel ikke skal betale sagsomkostninger til modparten eller salær til egen advokat, hvis sagen tabes. Men afhængig af, hvordan regler om gruppesøgsmål nærmere udformes, vil man også i Danmark kunne komme i en situation, hvor de personer, der rejser krav i et gruppesøgsmål, hver især løber en meget lille risiko, mens den person, der bliver mødt med et krav, løber en meget stor risiko, eventuelt så stor, at vedkommende vil gå konkurs, hvis risikoen realiseres.

Dette betyder, at krav vil kunne blive rejst på et spinkelt grundlag, fordi det reelt ikke koster gruppemedlemmerne noget at tabe sagen, samtidig med, at konsekvenserne for sagsøgte af at tabe sagen er så alvorlige, at sagsøgte kan føle sig tvunget til at indgå forlig, selv om risikoen for, at sagsøgte taber sagen, er lille. Selv en lille risiko for at gå konkurs som følge af et tabt gruppesøgsmål kan sætte virksomhedens udvikling i stå i den periode, gruppesøgsmålet verserer ved domstolene.

Retsplejerådet har lagt vægt på, at det i givet fald sikres, at gruppesøgsmål ikke kan misbruges til at »presse« erhvervsvirksomheder til at indgå forlig om uberettigede krav. Rådet foreslår således bl.a., at retten særskilt skal godkende, at et søgsmål behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, at retten skal godkende grupperepræsentanten, og at grupperepræsentanten kan pålægges at stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som vedkommende kan blive pålagt at betale til sagsøgte, hvis sagen helt eller delvist tabes (jf. herom pkt. 3.4, 3.5 og 3.6 nedenfor).

Det har over for Retsplejerådet været anført, at selve det at blive sagsøgt i et gruppesøgsmål kan være et problem for en virksomhed, selv om virksomheden i sidste ende vinder sagen og får dækket sine sagsomkostninger. Sagsanlægget kan være skadeligt for virksomhedens omdømme, og det kan efter omstændighederne medføre en væsentlig nedgang i afsætningen af virksomhedens produkter.

Retsplejerådet anser det imidlertid for tvivlsomt, om det at blive sagsøgt i et gruppesøgsmål i denne henseende skulle være »værre« end at blive sagsøgt i et individuelt søgsmål, der medfører (for virksomheden) negativ medieomtale, eller »værre« end (anden) negativ medieomtale i det hele taget. Der er med andre ord tale om en mere generel problemstilling, hvor indførelsen af regler om gruppesøgsmål næppe vil gøre den store forskel.

Det har over for Retsplejerådet endvidere været anført, at der kan være det problem ved gruppesøgsmål, at søgsmålet tilrettelægges således, at grupperepræsentanten er »den perfekte sagsøger«, dvs. en sagsøger, der påkalder sig stor sympati, og som klart bør få medhold i kravet, men hvor grupperepræsentanten reelt ikke er repræsentativ for gruppen som helhed, hvis individuelle forhold er anderledes.

Retsplejerådet bemærker, at gruppesøgsmål forudsætter, at der er fælles krav eller spørgsmål, som kan behandles under gruppesøgsmålet. Hvis fælles krav eller spørgsmål er så sammenvævet med individuelle krav eller spørgsmål, at de fælles krav eller spørgsmål ikke kan udskilles til særskilt behandling, vil kravene ikke kunne gennemføres under et gruppesøgsmål.

Efter Retsplejerådets opfattelse er det åbenbart, at der findes situationer, hvor en sådan særskilt pådømmelse af fælles krav eller spørgsmål er mulig, og det er lige så åbenbart, at der også findes situationer, hvor dette ikke kan lade sig gøre. Problemstillingen er således efter rådets opfattelse ikke i sig selv et argument imod gruppesøgsmål, men det er klart, at man her står over for en grænse for, hvad gruppesøgsmål kan.

3.1.7.

Sammenfattende finder Retsplejerådet, at det er vanskeligt at vurdere behovet for at indføre adang til at anlægge gruppesøgsmål, men rådet lægger til grund, at de processuelle »værktøjer« til gennemtvingelse af berettigede krav i henhold til den materielle lovgivning bør forbedres, hvis det er muligt at gøre dette uden uforholdsmæssige omkostninger for parterne og samfundet og uden andre væsentlige skadelige virkninger.

Retsplejerådet finder, at man vil kunne komme temmelig langt ved at styrke retsplejelovens regler om kumulation, navnlig således at retten tillægges beføjelser til at koordinere sager om ensartede krav eller med ensartede spørgsmål, som kan udskilles til særskilt behandling.

Retsplejerådet finder dog samtidig, at man i en række tilfælde vil kunne komme længere ved at indføre regler om gruppesøgsmål, og at indførelsen af sådanne regler mere klart vil markere samfundets ønske om at sikre de mest effektive og hensigtsmæssige processuelle regler til håndtering af et større antal ensartede krav, navnlig hvor det enkelte krav er af beskeden størrelse.

Adgangen til domstolene er en retssikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen bør derfor efter Retsplejerådets opfattelse som udgangspunkt også være en reel mulighed for krav, som på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, hvis det er muligt at tilrettelægge en effektiv og forsvarlig behandling af kravene. Det er Retsplejerådets opfattelse, at regler om gruppesøgsmål vil sikre reel adgang til domstolene for flere, og at søgsmålsformen dermed vil bidrage til, at berettigede krav opfyldes.

Retsplejerådet anbefaler på denne baggrund, at der indføres regler om gruppesøgsmål i dansk ret.

Retsplejerådet anfører, at regler om gruppesøgsmål kan udformes på mange måder, herunder med hensyn til omfang og detaljeringsgrad – eksempelvis indeholder den svenske lov om gruppesøgsmål 50 paragraffer, mens de norske regler om gruppesøgsmål (der endnu ikke er trådt i kraft) udgøres af et særligt kapitel i tvisteloven med 15 paragraffer. Retsplejerådet finder, at gruppesøgsmål som udgangspunkt bør behandles efter samme processuelle regler som individuelle søgsmål, og at der således kun bør fastsættes særlige processuelle regler om behandlingen af gruppesøgsmål på de punkter, hvor der efter gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor. Efter Retsplejerådets opfattelse kan gruppesøgsmål således uden større vanskeligheder indpasses i den eksisterende retsplejeordning, uden at der fastsættes et stort antal særregler herom.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at regler om gruppesøgsmål indsættes i retsplejeloven. Efter Retsplejerådets opfattelse må reglerne om gruppesøgsmål naturligt ses som en videreudvikling af de gældende regler om sammenlægning af krav (kumulation) i retsplejelovens kapitel 23, og rådet foreslår derfor, at reglerne om gruppesøgsmål indsættes som et nyt kapitel 23 a i første afsnit i retsplejelovens tredje bog om den civile retspleje. Rådet bemærker, at gruppesøgsmål bør behandles efter de almindelige sagsbehandlingsregler i retsplejelovens kapitel 33 og 34 og ikke efter den nye småsagsproces (der finder anvendelse fra den 1. januar 2008), uanset om kravene hver for sig eller samlet måtte ligge under småsagsgrænsen på 50.000 kr.

Der henvises til betænkningen side 199-205, 212-237, 242-243 og 271.

3.1.8.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen bl.a. været anført, at der ikke er dokumenteret noget behov for at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret, at gruppesøgsmål vil udgøre et »fremmedelement« i dansk ret, og at indførelse af regler om gruppesøgsmål kan have skadelige virkninger for erhvervslivet på grund af risikoen for, at uberettigede og løst funderede krav gennemtvinges alene i kraft af truslen om et gruppesøgsmål. Det har endvidere været anført, at hvis der skønnes at være behov for at styrke håndhævelsen af den gældende materielle lovgivning, vil det være mere hensigtsmæssigt og bedre i overensstemmelse med dansk retstradition i givet fald at styrke myndighedernes tilsyns- og kontrolvirksomhed.

Justitsministeriet er imidlertid enig med Retsplejerådet i, at indførelse af regler om gruppesøgsmål mere hensigtsmæssigt end f.eks. en styrkelse af reglerne om sammenlægning af krav (kumulation) vil give en yderligere mulighed for på en effektiv måde at håndtere tvister om et større antal ensartede krav og dermed bl.a. styrke gennemtvingelsen af et større antal ensartede og berettigede, men individuelt »uprocesbare« krav. Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at de foreslåede regler om gruppesøgsmål er udformet i forlængelse af de gældende regler om kumulation og tilpasset de almindelige processuelle regler i retsplejeloven.

Som anført af Retsplejerådet bør det så vidt muligt sikres, at der er reel mulighed for at gennemføre berettigede krav ved domstolene, også når kravene enkeltvis er så små, at de er individuelt »uprocesbare«, og de foreslåede regler om gruppesøgsmål vil som nævnt bidrage hertil. Hovedformålet med de foreslåede regler om gruppesøgsmål er således at bidrage til, at berettigede krav – f.eks. om erstatning – opfyldes, hvilket klart falder inden for den civile retsplejes funktion. Det vil – som ved andre initiativer, der bidrager til, at berettigede krav kan gennemføres – kunne være en følge heraf, at håndhævelsen af den gældende materielle lovgivning styrkes, men der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen »modsætning« mellem de foreslåede regler om gruppesøgsmål og myndighedernes offentligretlige tilsyns- og kontrolvirksomhed. Forslaget om at indføre regler om gruppesøgsmål ændrer således ikke ved behovet for, at der ved siden af muligheden for, at borgere og virksomheder kan anlægge en civil retssag, på en række områder findes regler om offentlige myndigheders tilsyn og kontrol, herunder om sanktioner i tilfælde af overtrædelse af den materielle lovgivning.

Med hensyn til risikoen for »misbrug« af muligheden for at anlægge gruppesøgsmål lægger Justitsministeriet vægt på, at der foreslås en række betingelser for anlæg af et gruppesøgsmål, herunder at retten skal godkende, at sagen er egnet som gruppesøgsmål, og kontrolmekanismer i øvrigt bl.a. vedrørende rettens godkendelse af grupperepræsentanten og rettens procesledelse. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at risikoen for, at uberettigede krav bliver gennemtvunget, derved i væsentlig grad imødegås.

Retsplejerådets forslag er udformet ud fra en samlet afvejning af en række relevante hensyn, der må indgå i vurderingen af, om der i dansk ret bør indføres regler om gruppesøgsmål, og Justitsministeriet finder, at der med Retsplejerådets forslag er udformet en model, der både indebærer en styrket behandling af ensartede krav og samtidig i meget vidt omfang imødegår den misbrugsrisiko, der kunne være.

Justitsministeriet er således enig i Retsplejerådets generelle synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 og 12 (forslag til retsplejelovens kapitel 23 a og § 400, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

3.2. Tilmelding og framelding
3.2.1.

Retsplejerådet anfører, at der er stor forskel på gruppesøgsmål, der bygger på tilmelding (opt in), og gruppesøgsmål, der bygger på automatisk medlemskab med eller uden mulighed for framelding (opt out eller obligatorisk).

Retsplejerådet har derfor særskilt vurderet, om danske regler om gruppesøgsmål bør baseres på en opt in-model eller på en opt out-model eller på en kombination heraf. Rådet finder ikke grundlag for at foreslå, at danske regler om gruppesøgsmål helt eller delvis baseres på en obligatorisk ordning (dvs. en ordning med automatisk deltagelse i søgsmålet uden mulighed for framelding), da det efter rådets opfattelse ikke bør komme på tale, at en person, der er opmærksom på et gruppesøgsmål, ikke har mulighed for framelding.

Efter Retsplejerådets opfattelse er de største fordele ved en opt in-ordning, at retten under retssagen og ved afgørelsen af sagens realitet har et præcist kendskab til, hvem dommen vil have bindende virkning (retskraft) for, og at der ikke gøres indgreb i den enkeltes ret til at råde over egne retsforhold. Retsplejerådet bemærker, at når en dom i almindelighed kun har bindende virkning (retskraft) i forhold til parterne, har det ikke mindst sammenhæng med, at parterne i kraft af forhandlingsprincippet og dispositionsprincippet har en meget høj grad af indflydelse såvel på processens indhold som på processens gang og dermed på sagens udfald.

En tilmeldingsmodel er desuden bedst stemmende med hensynet til sagsøgtes behov for forudberegnelighed, idet sagsøgte fra et bestemt tidspunkt i sagen (tilmeldingsfristens udløb) vil have oversigt over, hvem der er med i gruppen, og dermed vil kunne forudse konsekvenserne af en dom. Samtidig giver kravet om tilmelding et klart overblik over, hvem der bliver omfattet af dommens bindende virkning (retskraft), hvilket bl.a. letter fuldbyrdelsen af dommen.

Efter Retsplejerådets opfattelse er den største fordel ved opt out-gruppesøgsmål, at et sådant gruppesøgsmål gennemsnitligt vil kunne omfatte flere personer end opt in-gruppesøgsmål og således vil kunne være en mere effektiv og samlet set mere økonomisk ordning, mens ulempen til gengæld er, at retten under retssagen eller ved afgørelsen af sagens realitet normalt ikke vil have et præcist kendskab til, hvem dommen vil have bindende virkning (retskraft) for.

Retsplejerådet anbefaler på denne baggrund, at der indføres regler om gruppesøgsmål i dansk ret, som er baseret på en hovedregel, hvorefter gruppens medlemmer skal tilmelde sig søgsmålet (opt in). En sådan søgsmålsform vil ligge i forlængelse af kendte procesformer i dansk ret (kumulerede sager og mandatarsøgsmål), men vil samtidig kunne give et løft med hensyn til effektiv gennemførelse af ensartede krav.

Gruppesøgsmål med tilmelding vil således efter Retsplejerådets opfattelse tilgodese behovet for ændringer i de processuelle regler for så vidt angår sager om flere ensartede krav, der er individuelt »procesbare« (dvs. krav, der er store nok til, at de ikke allerede på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål). Selve tilbuddet om at tilmelde sig et gruppesøgsmål vil bidrage til sænke tærsklen for deltagelse i en retssag i forhold til den situation, hvor initiativet ligger hos den enkelte sagsøger. Regler om underretning om et søgsmål, samlet repræsentation af gruppen og eventuelt om begrænset ansvar for sagsomkostningerne – og dermed afhængigt af reglernes nærmere indretning ingen eller alene et begrænset krav om aktiv deltagelse i processen – vil endvidere medvirke til at indrette en attraktiv civilprocesordning også for dem, som ellers ikke ville have indbragt et søgsmål for domstolene på egen hånd, selv om deres krav var individuelt »procesbare«, jf. pkt. 3.1 ovenfor.

Forbrugerrådet og Forbrugerombudsmanden har over for Retsplejerådet givet udtryk, at der ved siden af gruppesøgsmål med tilmelding også bør være en mulighed for at gennemføre opt out-gruppesøgsmål, navnlig når der er tale om mange små krav.

En sådan opdeling af reglerne om gruppesøgsmål findes i Norge, hvor der ud over opt in-gruppesøgsmål – som tillades i de tilfælde, hvor gruppesøgsmål må anses som den bedste behandlingsform – også tillades opt out-gruppesøgsmål. De supplerende betingelser for at anlægge et opt out-gruppesøgsmål er i norsk ret, at kravene enkeltvis angår små værdier eller interesser, at et betydeligt flertal af kravene ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, og at kravene ikke kan antages at rejse spørgsmål, som kræver individuel behandling.

Retsplejerådet anbefaler på denne baggrund, at der – ligesom i norsk ret – i sager om individuelt »uprocesbare« krav (dvs. krav, som på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål) tillades gruppesøgsmål baseret på, at gruppemedlemmerne skal framelde sig søgsmålet (opt out). Et gruppesøgsmål bør efter rådets opfattelse alene kunne gennemføres på denne måde, hvis et gruppesøgsmål med tilmelding (opt in) ikke vil være en hensigtsmæssig måde at gennemføre søgsmålet på. Retsplejerådet forudsætter endvidere, at det også i disse tilfælde skal være muligt at underrette gruppemedlemmerne om sagen på en hensigtsmæssig måde, således at gruppemedlemmerne får mulighed for at overveje, om de skal framelde sig gruppesøgsmålet.

Efter Retsplejerådets opfattelse er en sådan løsning den mest effektive, idet et gruppesøgsmål vil omfatte flere af de berettigede. Særlige regler om gruppesøgsmål med framelding (opt out) for individuelt »uprocesbare« krav kan således kompensere for, at det arbejde, der vil være forbundet med at tilmelde sig et gruppesøgsmål, vil få en del berettigede til at afstå fra tilmelding – særligt hvis kravet er af mindre værdi.

Retsplejerådet finder, at kravene til grupperepræsentanten må være særligt høje, når et gruppesøgsmål omfatter de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig, og rådet foreslår derfor, at kun offentlige myndigheder skal kunne udpeges som grupperepræsentant i disse sager, jf. nærmere herom i pkt. 3.4.4 nedenfor.

Når et gruppesøgsmål med framelding undergives de nævnte begrænsninger, bliver betænkelighederne mindre. Anvendelsesområdet for gruppesøgsmål med framelding vil i givet fald være særligt relevant, når kravene udspringer af løbende kunde- eller tjenesteforhold (eksempelvis bank og forsikring, telefoni og elektroniske kommunikationstjenester, strømlevering, fjernsyns- og avisabonnement, alarmtjeneste, transport mv.). I denne type sager vil sagsøgte ud fra sit kunderegister som regel have overblik over, hvor mange en afgørelse kan få virkning for, således at sagsøgte kan forudberegne de økonomiske konsekvenser af en eventuel dom.

Gruppesøgsmål med framelding vil kunne omfatte gruppemedlemmer, der ikke er blevet bekendt med en meddelelse om gruppesøgsmålet, selv om meddelelsen er givet på en sådan måde – f.eks. ved annoncering i (lokale) (uge)aviser eller i forbrugerprogrammer – at langt størsteparten af gruppemedlemmerne er blevet bekendt med gruppesøgsmålet. Retsplejerådet er opmærksom på, at et gruppesøgsmål med framelding principielt vil udgøre et indgreb i dispositionsfriheden for den del af disse gruppemedlemmer, der ville have anvendt muligheden for framelding, hvis de var blevet opmærksomme på gruppesøgsmålet. Det er rådets opfattelse, at indgrebet vil være af meget begrænset rækkevidde, idet det må antages, at de fleste gruppemedlemmer under alle omstændigheder ville have undladt at framelde sig gruppesøgsmålet, der ikke indebærer nogen økonomisk risiko. Det er samtidig rådets opfattelse, at deltagelse i et gruppesøgsmål om individuelt »uprocesbare« krav næppe er egnet til at påvirke det enkelte gruppemedlems forhold til forretningsforbindelser mv., eftersom det enkelte krav har en begrænset økonomisk værdi og gruppemedlemmet normalt ikke deltager personligt under sagens behandling.

Sammenfattende giver kombinationen af gruppesøgsmål både efter en tilmeldingsmodel og – i begrænset omfang – efter en frameldingsmodel efter Retsplejerådets opfattelse en god og fleksibel løsning, der dækker de forskellige behov, som gør sig gældende for så vidt angår krav, der er individuelt »procesbare« henholdsvis »uprocesbare«.

Der henvises til betænkningen side 238-242.

3.2.2.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Det er dog præciseret, at den bindende virkning af en dom i et gruppesøgsmål med framelding kun omfatter personer, som kunne have været sagsøgt i Danmark vedrørende det pågældende krav. Det er endvidere præciseret, at frameldingsmodellen kun kan anvendes, når det er klart , at kravene på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål. Hermed understreges det, at frameldingsmodellen har undtagelsens karakter.

Endvidere foreslås det, at betingelserne for efter udløbet af frameldingsfristen at framelde sig et gruppesøgsmål skal være de samme som for efter tilmeldingsfristens udløb at tilmelde sig et gruppesøgsmål. I begge tilfælde må det efter Justitsministeriets opfattelse anses for væsentligt for både retten og parterne, at det efter udløbet af tilmeldings- henholdsvis frameldingsfristen som altovervejende hovedregel ligger fast, hvem der er omfattet af gruppesøgsmålet.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været anført, at gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, dvs. hvor sagen omfatter de personer, hvis krav er omfattet af stævningen, og som ikke har reageret på underretningen om gruppesøgsmålet, strider mod grundlæggende danske retsprincipper, og at sagsøgte vil kunne have meget vanskeligt ved at forsvare sig mod krav fra en gruppe af personer, hvis antal og identitet er ukendt.

Justitsministeriet er imidlertid som nævnt enig med Retsplejerådet i, at den foreslåede begrænsede mulighed for at gennemføre gruppesøgsmål efter en frameldingsmodel ikke vil udgøre et stort indgreb i de berørtes handlefrihed mv., og der er for det enkelte gruppemedlem ingen økonomisk risiko forbundet med at deltage i et sådant gruppesøgsmål, jf. herved pkt. 3.6 nedenfor. Endvidere vil gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen som nævnt i praksis være særligt relevant, når kravene udspringer af løbende kunde- eller tjenesteforhold, hvor sagsøgte som regel ud fra sit kunderegister mv. vil have overblik over, hvor mange en afgørelse kan få virkning for.

Sammenfattende vil gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen således have et snævert anvendelsesområde. For det første skal der være tale om krav, hvor det er klart , at kravene på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål – ikke fordi de pågældende ikke mener at have et berettiget krav, men alene fordi besværet og den økonomiske risiko ved at føre en individuel retssag ikke står i et rimeligt forhold til det, som den enkelte kan få ud af søgsmålet. For det andet skal der være tale om, at et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på, idet frameldingsmodellen er subsidiær i forhold til tilmeldingsmodellen. For det tredje skal kravene være omfattet af Forbrugerombudsmandens kompetenceområde (dvs. navnlig forbrugerbeskyttelse), idet kun Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, jf. nærmere pkt. 3.4 nedenfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 254 e, stk. 5-8), og bemærkningerne hertil.

3.3. Grundlæggende betingelser for gruppesøgsmål
3.3.1.

Den helt grundlæggende betingelse for overhovedet at tillade gruppesøgsmål er efter Retsplejerådets forslag, at der foreligger ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer. Spørgsmålet om fremsættelse af ensartede krav mod flere personer omtales særskilt nedenfor.

Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for i selve lovteksten at angive nærmere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har samme retlige grundlag. Efter Retsplejerådets forslag skal retten fastlægge rammen for gruppesøgsmålet og dermed, hvilke krav der er omfattet heraf.

Retsplejerådet har heller ikke fundet grundlag for at fastsætte et bestemt mindstekrav til antallet af berørte personer. Efter rådets opfattelse bør det således bero på en samlet vurdering, om gruppesøgsmål konkret vil være den bedste måde at behandle kravene på, jf. nedenfor i pkt. 3.3.2 om gruppesøgsmåls subsidiære karakter, og i den forbindelse vil antallet af berørte personer være et af de elementer, der vil indgå i vurderingen. Jo flere personer der er tale om, jo større kan fordelene være ved at behandle kravene under et gruppesøgsmål frem for under individuelle søgsmål.

Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«, kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres helhed. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand vedrørende de udskilte spørgsmål være udtryk for »kravene« i sagen, og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et kontraktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om erstatning.

I sådanne tilfælde, hvor ensartede spørgsmål er udskilt til særskilt behandling under et gruppesøgsmål, kan der i tilfælde, hvor gruppen får medhold, være behov for efterfølgende at afklare, hvilket beløb det enkelte gruppemedlem skal have udbetalt i erstatning mv. Hvis grundlaget for udmålingen af erstatning mv. ikke er ensartet, vil dette ikke kunne ske efter de foreslåede regler om gruppesøgsmål, og det vil derfor i sådanne tilfælde kunne være nødvendigt for de gruppemedlemmer, der ikke opnår en forligsmæssig løsning, efterfølgende at anlægge individuelle søgsmål om udmålingen af erstatning mv.

Med hensyn til, om der bør kunne anlægges gruppesøgsmål mod en gruppe, anfører Retsplejerådet, at behovet for gruppesøgsmål er størst i de tilfælde, hvor ensartede krav fremsættes på vegne af flere personer. Endvidere rejser gruppesøgsmål mod en gruppe en række særlige spørgsmål, som i givet fald ville nødvendiggøre yderligere lovregulering i forhold til Retsplejerådets forslag, der kun omfatter gruppesøgsmål, hvor gruppen optræder på sagsøgerside.

På denne baggrund og i lyset af, at gruppesøgsmål i det hele taget er en ny procesform i dansk ret, finder Retsplejerådet det mest hensigtsmæssigt ikke at give mulighed for at anlægge et gruppesøgsmål mod en gruppe, men Retsplejerådet finder det rimeligt og hensigtsmæssigt at give sagsøgte i et gruppesøgsmål mulighed for at fremsætte modkrav til selvstændig dom mod gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav), hvis modkravene udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold som kravet mod sagsøgte (konnekse modkrav).

Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at et gruppesøgsmål efter retsplejelovens regler om sammenlægning af krav (kumulation) anlægges mod flere navngivne personer, som herefter hver især frit vælger, om de vil lade sig repræsentere individuelt under sagen, eller om de i større eller mindre grad vil forsvare sig i fællesskab, eksempelvis ved at være repræsenteret af den samme advokat.

3.3.2.

Gruppesøgsmål vil ofte være mere komplicerede og mere ressourcekrævende end individuelle søgsmål. Fordelen ved gruppesøgsmål består i, at ét gruppesøgsmål i bedste fald kan erstatte et stort antal individuelle søgsmål.

På denne baggrund foreslår Retsplejerådet, at det skal være en betingelse for at anlægge et gruppesøgsmål, at gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på. Tilsvarende regler findes i andre lande, der har regler om gruppesøgsmål.

Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den bedste måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet sammenlignes med realistiske alternativer i den konkrete situation. Alt efter omstændighederne kan det f.eks. være et eller flere individuelle søgsmål, herunder søgsmål, hvor kravene behandles samlet efter retsplejelovens regler om sammenlægning af krav (kumulation). Det kan også være gennemførelse af en prøvesag. Der kan også tages hensyn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde end som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, f.eks. som biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål.

3.3.3.

Retsplejerådet finder, at der som betingelse for at anlægge et gruppesøgsmål endvidere bør stilles krav med hensyn til mulighederne for at identificere gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav) og for at underrette dem om sagen, således at de har mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet.

Retsplejerådet har overvejet, om det bør være et krav, at gruppemedlemmerne skal kunne identificeres og underrettes om sagen uden uforholdsmæssige omkostninger. Dette ville indebære, at der skulle foretages en skønsmæssig vurdering dels af kravenes samlede værdi, dels af de forventede omkostninger ved at identificere og underrette gruppemedlemmerne om sagen. Viste denne vurdering et åbenbart misforhold mellem omkostningerne ved at identificere og underrette gruppemedlemmerne om sagen og kravenes samlede værdi, skulle kravene ikke kunne gennemføres under et gruppesøgsmål. Dette ville gælde, selv om det f.eks. på grund af det enkelte kravs beskedne størrelse måtte anses for lidet sandsynligt, at kravene ville blive søgt håndhævet på anden måde.

Navnlig i lyset heraf har Retsplejerådet ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at begrænse gruppesøgsmål til tilfælde, hvor gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen uden uforholdsmæssige omkostninger. Det følger imidlertid af kravet om, at gruppesøgsmål skal skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, jf. pkt. 3.3.2 ovenfor, at hvis et gruppesøgsmål forventes at medføre uforholdsmæssige omkostninger i forhold til kravenes samlede værdi, kan gruppesøgsmålet som altovervejende hovedregel kun antages at være den bedste måde at behandle kravene på, hvis det i den konkrete situation er den eneste måde, der realistisk set står åben. I den forbindelse må der som alternativer ikke alene tages hensyn til muligheden for, at kravene gennemføres under et individuelt søgsmål, eventuelt efter retsplejelovens almindelige regler om kumulation, eller at der gennemføres en prøvesag. Der må også tages hensyn til eventuelle muligheder for offentligretlige, herunder strafferetlige, sanktioner. Som eksempel kan nævnes Forbrugerombudsmandens mulighed for at anlægge retssag om forbud og påbud efter markedsføringslovens § 27, stk. 1, 2. pkt., jf. § 20, stk. 1.

På denne baggrund foreslår Retsplejerådet et krav om, at gruppemedlemmerne skal kunne identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde. Dette indebærer, at den valgte underretning som et minimum skal antages at nå langt størsteparten af gruppens medlemmer. Det vil bero på omstændighederne i den enkelte sag, om gruppemedlemmerne må antages at kunne identificeres og underrettes på en sådan måde, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at de berørte får et sådant kendskab til sagen, at de har det fornødne grundlag for at tage stilling til, om de ønsker at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet.

Retsplejerådet er opmærksom på, at gruppesøgsmål i USA efter omstændighederne kan gennemføres, selv om de berørte ikke kan identificeres, idet det grundlæggende krav er, at man med gruppedefinitionen i hånden uden vanskelighed skal kunne tage stilling til, om en given person er medlem af gruppen, hvorimod det ikke er et krav, at man med gruppedefinitionen i hånden skal være i stand til at finde de personer, der er medlem af gruppen. Efter Retsplejerådets opfattelse vil det imidlertid ikke være rimeligt at give mulighed for at gennemføre gruppesøgsmål, hvis de berørte ikke kan identificeres på en hensigtsmæssig måde. En sådan løsning vil være mere relevant i lande, hvor offentlig regulering og tilsyn tillægges mindre vægt end her.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør det således være en absolut betingelse for at gennemføre et gruppesøgsmål, at gruppemedlemmerne skal kunne identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, så gruppemedlemmerne vil have reel mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet. Er der tale om krav, hvor de berørte ikke kan identificeres på en hensigtsmæssig måde, bør man derfor efter rådets opfattelse ikke kunne anlægge gruppesøgsmål. Håndhævelse i en sådan »diffus« situation bør udelukkende tilkomme offentlige myndigheder, der vil kunne reagere med henstillinger, påbud og forbud og i sidste ende med gennemførelse af en straffesag.

3.3.4.

Det er efter Retsplejerådets forslag en betingelse for at anlægge et gruppesøgsmål, at der kan udpeges en grupperepræsentant, der opfylder de krav, som er nærmere beskrevet i pkt. 3.4 nedenfor.

3.3.5.

Som nævnt i pkt. 3.1.7 ovenfor må reglerne om gruppesøgsmål efter Retsplejerådets opfattelse naturligt ses som en videreudvikling af de gældende regler om sammenlægning af krav (kumulation) i retsplejelovens kapitel 23. Retsplejerådet har på den baggrund også fundet det naturligt ved fastlæggelsen af kravene til rettens stedlige og saglige kompetence i gruppesøgsmål at tage udgangspunkt i de gældende regler om kumulation i retsplejelovens kapitel 23.

Retsplejerådet foreslår således for det første, at der skal være værneting for alle kravene her i landet.

Retsplejerådet foreslår dernæst, at retten skal være værneting for ét af kravene, og at retten skal være saglig kompetent med hensyn til ét af kravene. Det er således som udgangspunkt tilstrækkeligt, at retten er stedlig og saglig kompetent med hensyn til ét krav (ikke nødvendigvis det samme). Heraf følger, at et gruppesøgsmål efter omstændighederne efter sagsøgerens valg vil kunne indbringes for flere forskellige domstole.

Retsplejerådet foreslår dog samtidig, at hvis retten ikke har saglig kompetence til at behandle alle kravene under en selvstændig sag, skal retten kunne henvise sagen til behandling ved en anden domstol, der har saglig kompetence til at behandle mindst ét af kravene. Denne henvisningsregel er inspireret af de henvisningsregler, der gælder med hensyn til saglig kompetence i forbindelse med sammenlægning af krav efter retsplejelovens regler om kumulation. Henvisningsreglen adskiller sig dog herfra ved kun at give mulighed for i givet fald at henvise hele sagen, dvs. alle kravene, til en anden domstol. Dette skyldes, at gruppesøgsmålet efter sin karakter fordrer, at alle krav behandles samlet ved én domstol.

Der henvises til betænkningen side 243-247.

3.3.6.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været anført, at der også er et behov for at kunne fremsætte ensartede krav mod flere personer, eksempelvis ensartede krav mod flere af hinanden uafhængige arbejdsgivere.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville det være meget vidtgående at udstrække regler om gruppesøgsmål til at omfatte sådanne tilfælde. Der måtte således nødvendigvis blive tale om gruppesøgsmål efter en obligatorisk model, idet sagsøgte ellers blot ville kunne undlade at tilmelde sig henholdsvis framelde sig sagen. Justitsministeriet er således enig med Retsplejerådet i, at der ikke bør indføres en sådan ordning.

Som nævnt i pkt. 3.3.1 ovenfor er der dog naturligvis ikke noget til hinder for, at et gruppesøgsmål efter retsplejelovens regler om sammenlægning af krav (kumulation) anlægges mod flere navngivne personer, og der er heller ikke noget til hinder for at sammenlægge to eller flere gruppesøgsmål, der er anlagt mod forskellige personer.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens §§ 254 a og 254 b), og bemærkningerne hertil.

3.4. Grupperepræsentanten
3.4.1.

Det hører til gruppesøgsmålets grundlæggende vilkår, at de personer, på hvis vegne der fremsættes krav, ikke selv deltager som parter i retssagen i sædvanlig forstand, men derimod repræsenteres af grupperepræsentanten.

Grupperepræsentanten indtager således en nøglerolle i gruppesøgsmålet. Dette gælder, selv om grupperepræsentanten på sin side kan være repræsenteret af en rettergangsfuldmægtig, f.eks. en advokat, som efter omstændighederne i praksis kan have større indflydelse på, hvordan sagen føres, end grupperepræsentanten selv.

Det bør derfor efter Retsplejerådets opfattelse ved lov nærmere bestemmes, hvem der i det hele taget kan udpeges som grupperepræsentant, og retten bør have ansvaret for at godkende, hvem der konkret kan udpeges som grupperepræsentant i en bestemt sag.

De krav, der stilles til en grupperepræsentant, kan variere og må bl.a. afhænge af gruppesøgsmålets karakter og kompleksitet. Retsplejerådet er i den forbindelse opmærksom på, at kravene til en grupperepræsentant i særlig grad er væsentligt og derfor bør skærpes, når gruppesøgsmålet anlægges efter frameldingsmodellen (opt out), jf. pkt. 3.4.4 nedenfor.

3.4.2.

Retsplejerådet finder, at medlemmer af gruppen, dvs. personer, på hvis vegne der fremsættes krav, bør kunne udpeges som grupperepræsentant i gruppesøgsmål med tilmelding.

Retsplejerådet er opmærksom på, at udenlandske erfaringer fra navnlig USA, Canada og Australien viser, at en sådan grupperepræsentant i mange tilfælde reelt ikke har noget indseende i eller kontrol med førelsen af gruppesøgsmålet, idet grupperepræsentantens advokat reelt disponerer meget selvstændigt.

Retsplejerådet finder imidlertid, at regler om gruppesøgsmål uden mulighed for at udpege et medlem af gruppen som grupperepræsentant med rette ville kunne opfattes som ufuldstændige.

De andre mulige grupperepræsentanter, som man kan tænke sig (og som Retsplejerådet foreslår der skal være mulighed for at udpege, jf. pkt. 3.4.3 og 3.4.4 nedenfor) – foreninger mv. og offentlige myndigheder – vil langt fra kunne dække hele spektret af mulige gruppesøgsmål. Efter rådets opfattelse ville det således være uheldigt på forhånd – som følge af kravene til grupperepræsentanten – at begrænse muligheden for at anlægge gruppesøgsmål til krav, hvis varetagelse falder inden for en egnet forenings formål eller offentlig myndigheds opgaver.

Ved at give mulighed for at udpege et medlem af gruppen som grupperepræsentant sikres, at der for alle grupper vil kunne udpeges en grupperepræsentant, når blot mindst ét medlem af gruppen opfylder de generelle krav til grupperepræsentanter, jf. pkt. 3.4.5 og 3.4.6 nedenfor, samt er villig til at påtage sig hvervet som grupperepræsentant.

3.4.3.

Retsplejerådet finder, at foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger bør kunne udpeges som grupperepræsentant i gruppesøgsmål med tilmelding, hvis søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål.

Retsplejerådet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse muligheden for at udpege foreninger mv. som grupperepræsentanter til visse typer af krav eller for at stille andre krav til foreningens alder, medlemstal, repræsentativitet, økonomi mv. end dem, der indirekte følger af de generelle krav til grupperepræsentanter, jf. pkt. 3.4.5 og 3.4.6 nedenfor.

Det er efter rådets forslag en betingelse for, at en forening skal kunne udpeges som grupperepræsentant, at foreningen har partsevne efter almindelige regler. En forening, der er dannet med det hovedformål at omgå retsplejelovens regler om sagsomkostninger, har ikke partsevne, jf. Højesterets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 side 1575, og kan derfor ikke udpeges som grupperepræsentant.

Der gælder ingen almindelige kapitalkrav til foreninger, og man kan sagtens forestille sig, at en forening vil være ude af stand til at betale sagsomkostninger til modparten, hvis sagen tabes, uden at der er tale om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger. Retsplejerådet foreslår imidlertid, at grupperepræsentanten skal kunne pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. pkt. 3.4.6 nedenfor, og i lyset heraf ser Retsplejerådet ikke grund til at afskære foreninger med ingen eller lille formue fra at udpeges som grupperepræsentant.

Frem for at stille krav til selve foreningens kapitalisering mv. – som ville være indgribende over for foreningen også i andre relationer – finder Retsplejerådet det således mere hensigtsmæssigt og fuldt tilstrækkeligt at give mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse specielt i forhold til sagsomkostningerne i gruppesøgsmålet. Selv om foreningen ikke selv råder over formue af betydning, kan det således tænkes, at den ved støtte fra forskellig side vil kunne stille en krævet sikkerhed. Eksempelvis kan medlemmer af gruppen tænkes at være mere tilbøjelige til at bidrage til en sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger for et gruppesøgsmål, som specifikt angår deres krav, frem for mere generelt at skyde penge ind i foreningen, hvor indskuddet ville kunne komme til at hæfte for foreningens samlede forpligtelser.

3.4.4.

Retsplejerådet finder endvidere, at offentlige myndigheder bør kunne udpeges som grupperepræsentant i både gruppesøgsmål med tilmelding og gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen (opt out).

Retsplejerådet finder det samtidig mest hensigtsmæssigt, at lovgivningsmagten tager stilling til, hvilke offentlige myndigheder der skal kunne udpeges som grupperepræsentant. Rådet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det beror på en samlet afvejning af en række politiske, økonomiske og administrative forhold, om en given offentlig myndighed bør have mulighed for at optræde som grupperepræsentant.

Retsplejerådet forudsætter således, at der i forbindelse med gennemførelse af lovgivning på grundlag af rådets forslag om gruppesøgsmål tages stilling til, hvilke offentlige myndigheder der skal kunne udpeges som grupperepræsentant, og at der i givet fald indsættes regler herom i lovgrundlaget for de pågældende myndigheder. Herefter vil der naturligvis løbende i lyset af de indhøstede erfaringer kunne ske ændringer – udvidelser og/eller indskrænkninger – i kredsen af myndigheder, som kan udpeges som grupperepræsentant.

Retsplejerådet har på den baggrund i sit lovudkast alene medtaget forslag om, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpeges som grupperepræsentant. Forslaget herom skal ses i lyset af de opgaver, Forbrugerombudsmanden i forvejen varetager.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at betænkelighederne ved at tillade opt out-gruppesøgsmål mindskes betragteligt, hvis grupperepræsentanten er en offentlig myndighed, og det må desuden antages, at et opt out-gruppesøgsmål under alle omstændigheder i mange tilfælde alene ville blive anlagt, hvis en offentlig myndighed påtager sig hvervet som grupperepræsentant.

Retsplejerådet peger endvidere på, at udfaldet af overvejelserne nedenfor i pkt. 3.5.3 om den sagsøgtes eventuelle medvirken til underretning af gruppemedlemmerne i væsentlig grad påvirkes af, om grupperepræsentanten er underlagt tavshedspligt eller ej. Optræder en offentlig myndighed som grupperepræsentant, vil myndighedens medarbejdere således have tavshedspligt med hensyn til en oplysning, som det er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige hensyn til private interesser.

I forbindelse med Retsplejerådets drøftelser med repræsentanter for Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden, Dansk Industri og HTS Interesseorganisationen, er det dels blevet tilkendegivet fra forbrugerrepræsentanterne, at det vil kunne være ødelæggende for muligheden for at etablere gruppesøgsmål, hvis grupperepræsentanten ikke under en eller anden form får adgang til sagsøgtes kundekartotek, dels fra erhvervsrepræsentanterne, at en model, hvor kun offentlige myndigheder kan gøre sig bekendt med denne type oplysninger, vil være mindst indgribende.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at betydningen af grupperepræsentantens mulighed for at få oplysninger om gruppemedlemmernes identitet øges, jo mindre krav søgsmålet omhandler. Problemstillingen vil derfor formentlig oftest optræde i opt out-gruppesøgsmål, idet gruppemedlemmernes motivation for at reagere på en offentlig bekendtgørelse om gruppesøgsmålet må antages at øges med kravets værdi.

Som anført i pkt. 3.5.3 nedenfor finder Retsplejerådet ikke grundlag for at foreslå særlige regler om sagsøgtes pligt til at medvirke til underretning af gruppemedlemmerne om sagen.

På den baggrund foreslår Retsplejerådet, at kun offentlige myndigheder skal kunne udpeges som grupperepræsentant i opt out-gruppesøgsmål.

3.4.5.

Det er grupperepræsentanten, der er part i sagen på vegne af gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav), og det er i den forbindelse uden betydning, om grupperepræsentanten selv har krav, der er omfattet af sagen. Grupperepræsentanten kan nedlægge påstande, fremsætte anbringender og anmode om bevisførelse og kan i det hele taget foretage alle processuelle skridt i forbindelse med sagen. Grupperepræsentanten har således stor indflydelse på, hvordan sagen føres, og dermed indirekte på resultatet.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en generel regel om, at grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen. Heri ligger navnlig, at grupperepræsentanten har en sådan økonomisk eller ideel interesse i sagen, at grupperepræsentanten kan forventes at have den fornødne motivation til at fremme gruppemedlemmernes interesser under sagen. Endvidere må det kræves, at grupperepræsentanten råder over tilstrækkelige økonomiske midler, herunder eventuelt i kraft af retshjælpsforsikringsdækning eller fri proces, til at gennemføre retssagen på betryggende måde. Det er også en forudsætning, at der ikke består et modsætningsforhold mellem grupperepræsentanten og gruppemedlemmerne eller en ikke ubetydelig del af disse.

Derimod er det ikke noget krav, at grupperepræsentanten er i stand til på egen hånd at føre retssagen, hvis grupperepræsentanten kan og vil antage en professionel rettergangsfuldmægtig (en advokat) til at føre sagen.

Retsplejerådet har overvejet, om det bør være et lovkrav, at grupperepræsentanten lader sagen udføre af en advokat, men stiller ikke forslag herom. Hvis det ikke er muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at grupperepræsentanten er bistået af en advokat, kan retten imidlertid efter den almindelige regel i retsplejelovens § 259, stk. 2, pålægge grupperepræsentanten at lade sagen udføre af en advokat. Da gruppesøgsmål stiller store krav til grupperepræsentanten, må det efter Retsplejerådets opfattelse i øvrigt forventes, at grupperepræsentanter, der ikke selv er advokater eller i øvrigt har professionel erfaring med retssager, vil lade sagen udføre af en advokat, og at der, hvis dette ikke skulle være tilfældet, jævnligt vil være grundlag for at meddele et advokatpålæg.

3.4.6.

Det bør være en forudsætning for at kunne udpeges til grupperepræsentant, at den pågældende råder over tilstrækkelige økonomiske midler til at kunne gennemføre retssagen på betryggende vis, jf. ovenfor i pkt 3.4.5. Heri ligger, at den pågældende skal være i stand til løbende at betale de udgifter, der for den pågældende er forbundet med at føre retssagen frem til en afgørelse. Derimod indgår muligheden for ved sagens afslutning at blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten ikke i denne vurdering.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten.

Gruppesøgsmål vil ofte være mere ressourcekrævende end individuelle søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan efter omstændighederne være meget store. Sammenholdt med, at de personer, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang bør hæfte for sagsomkostningerne, jf. herom pkt. 3.6 nedenfor, er det efter Retsplejerådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.

Alternativt ville det være nødvendigt mere indgående at vurdere en foreslået grupperepræsentants samlede økonomiske forhold, før retten tog stilling til, om den pågældende kan udpeges som grupperepræsentant. En sådan vurdering ville imidlertid dels være vanskelig at foretage, dels være unødvendigt indgribende over for den pågældende, idet hensynet til modparten vil være tilstrækkeligt varetaget ved i givet fald at stille krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger.

Retten bør kunne træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse både efter anmodning fra modparten og af egen drift. Hvis sagsomkostningerne kan blive meget store, bør der normalt kræves sikkerhedsstillelse, medmindre grupperepræsentanten åbenbart vil være i stand til at betale pålagte sagsomkostninger.

Der henvises til betænkningen side 247-253.

3.4.7.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været anført, at også organisationer mv. bør kunne udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, idet førelsen af sådanne gruppesøgsmål ellers bl.a. vil være afhængig af, hvilke ressourcer Forbrugerombudsmanden råder over.

Justitsministeriet er imidlertid som nævnt enig med Retsplejerådet i, at betænkelighederne ved at tillade gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen mindskes, når kun offentlige myndigheder kan udpeges om grupperepræsentant i sådanne gruppesøgsmål, bl.a. fordi offentlige myndigheder er underlagt et almindeligt saglighedskrav, som vil gælde, når den pågældende myndighed skal tage stilling til, om der er grundlag for at anlægge et gruppesøgsmål.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 254 c og § 254 e, stk. 2 og 3), og §§ 4-7 og bemærkningerne hertil.

3.5. Sagens anlæg
3.5.1.

Som anført i pkt. 3.1.7 finder Retsplejerådet, at gruppesøgsmål som udgangspunkt bør behandles efter samme processuelle regler som individuelle søgsmål, og at der således kun bør fastsættes særlige processuelle regler om behandlingen af gruppesøgsmål på de punkter, hvor der efter gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor.

Retsplejerådet finder på den baggrund ikke grundlag for at foreslå særlige regler om fremgangsmåden i forbindelse med anlæg af gruppesøgsmål ud over nogle få yderligere krav til stævningen samt en regel om, hvem der kan indlevere en stævning i et gruppesøgsmål.

Retsplejerådet foreslår, at stævningen skal kunne indleveres af et medlem af gruppen, af en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller af en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til at kunne udpeges som grupperepræsentant.

Stævningen bør således efter Retsplejerådets opfattelse kunne indleveres af dem, som efter rådets forslag generelt set vil kunne udpeges som grupperepræsentant (gruppemedlemmer, foreninger mv. og offentlige myndigheder), og det bør ikke være en betingelse for at kunne indlevere stævningen, at den pågældende også konkret vil kunne udpeges som grupperepræsentant. Da det kan kræve nærmere undersøgelser at tage stilling hertil, og da der i den forbindelse kan komme andre forslag til grupperepræsentant, vil det være uhensigtsmæssigt, hvis stævningen altid skulle afvises i tilfælde af, at den, der har indleveret stævningen, konkret ikke kan udpeges som grupperepræsentant.

Hvis betingelserne for at anlægge gruppesøgsmålet er opfyldt og der dermed kan udpeges en anden som grupperepræsentant (en af betingelserne er, at der kan udpeges en grupperepræsentant), bør gruppesøgsmålet således i givet fald behandles på grundlag af den indleverede stævning.

Hvis betingelserne for at anlægge gruppesøgsmålet derimod ikke er opfyldt (herunder eventuelt fordi ingen kan udpeges som grupperepræsentant), skal sagen afvises, men med den begrundelse, at betingelserne for at anlægge gruppesøgsmålet ikke er opfyldt (og ikke alene fordi den, der har indleveret stævningen, ikke kan udpeges som grupperepræsentant).

Retsplejerådet foreslår endvidere, at stævningen ud over de oplysninger, som fremgår af den almindelige regel om stævninger i retsplejelovens § 348, skal indeholde en beskrivelse af gruppen, oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen, samt et forslag til grupperepræsentant.

3.5.2.

Retsplejerådet har overvejet spørgsmålet om rettens afgørelse af, om betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål er opfyldt.

Retsplejerådet bemærker, at udenlandske erfaringer, navnlig fra USA, viser, at sagsbehandlingen vedrørende spørgsmålet om at godkende et gruppesøgsmål kan blive overordentlig omfattende, ikke mindst fordi rettens afgørelse om at godkende eller ikke at godkende gruppesøgsmålet tillægges meget stor betydning. I praksis anses sagen her ofte som afgjort, når rettens afgørelse om dette spørgsmål foreligger: Godkendes gruppesøgsmålet, indgås næsten altid forlig om sagens realitet, og godkendes gruppesøgsmålet ikke, opgiver sagsøgeren normalt sagen.

Efter Retsplejerådets opfattelse er en sådan langvarig og omkostningskrævende godkendelsesprocedure uheldig, især fordi parterne – og ikke mindst sagsøgte – dels påføres udgifter til procesførelsen og dels reelt udsættes for den belastning, et gruppesøgsmål kan være, på et tidspunkt, hvor det endnu ikke er fastslået, om betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål overhovedet er opfyldt.

Retsplejerådet har derfor lagt vægt på at udforme reglerne om gruppesøgsmål på en sådan måde, at afgørelsen af, om gruppesøgsmålet kan godkendes, i langt de fleste tilfælde bør kunne træffes hurtigt, og uden at parterne – og navnlig ikke sagsøgte – eller retten skal anvende meget store ressourcer på dette spørgsmål.

Det bemærkes herved, at det ligger i gruppesøgsmålets natur, at der påhviler sagsøgeren i et gruppesøgsmål større byrder end i et individuelt søgsmål. Det er således sagsøgerens opgave at foreslå (1) en hensigtsmæssig afgrænsning af gruppen, (2) en hensigtsmæssig måde at identificere og orientere gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav) om sagen på og (3) en grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet.

I forbindelse med, at retten tager stilling til, om gruppesøgsmålet kan godkendes, tager retten efter rådets forslag også stilling til de nævnte tre spørgsmål, dvs. fastlægger, (1) hvilke krav der skal være omfattet af gruppesøgsmålet, (2) hvordan gruppemedlemmerne skal underrettes om gruppesøgsmålet, og (3) hvem der skal være grupperepræsentant. Retten er ved sin afgørelse ikke bundet af sagsøgerens forslag.

Det er en forudsætning for at godkende gruppesøgsmålet, at der kan gives et tilfredsstillende svar på de tre spørgsmål. I mangel af en hensigtsmæssig afgrænsning af, hvilke krav der skal være omfattet af gruppesøgsmålet, er betingelsen om, at gruppesøgsmålet skal være den bedste måde at behandle kravene på, ikke opfyldt, og blandt betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål indgår udtrykkeligt, at gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, og at der kan udpeges en grupperepræsentant.

Det er sagsøgerens ansvar at tilvejebringe grundlaget for rettens afgørelse på de nævnte punkter, og grundlaget bør principielt være tilvejebragt inden sagens anlæg og fremgå af stævningen.

Medmindre stævningen er meget mangelfuld, bør retten dog normalt ikke straks afvise sagen, men i stedet give sagsøgeren lejlighed til nærmere at redegøre for de punkter, som retten ser behov for at få uddybet, det være sig gruppens afgrænsning, identificering og underretning af gruppemedlemmerne og/eller grupperepræsentanten. Det er imidlertid sagsøgerens – og ikke rettens – ansvar i givet fald at tilvejebringe yderligere oplysninger.

Fremkommer der ikke fyldestgørende oplysninger inden rimelig tid, må sagen afvises med den begrundelse, at det ikke er godtgjort, at betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål er opfyldt.

3.5.3. Retsplejerådet finder, at gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav i et gruppesøgsmål) skal underrettes om rettens godkendelse af gruppesøgsmålet, således at de har reel mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet.

Retsplejerådet finder, at underretningsformen bør afpasses efter sagens konkrete omstændigheder, og at der i den forbindelse bør være mulighed for, at underretningen helt eller delvis sker ved offentlig bekendtgørelse.

Retsplejerådet finder endvidere, at det bør være retten, der fastlægger underretningens form og indhold. Eksempelvis bør retten afgøre, om underretning skal ske ved individuel meddelelse til gruppemedlemmerne eller ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Individuel henvendelse til kendte gruppemedlemmer vil kunne kombineres med annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Hvis underretning helt eller delvis skal ske ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse, bør retten træffe bestemmelse om bekendtgørelsens form. Det bør også overlades til rettens skøn, hvor detaljerede anvisninger retten vil give. Hvis retten finder det hensigtsmæssigt, bør underretningens tekst kunne fastlægges i detaljer af retten.

Det er en forudsætning, at underretningen sker på en sådan måde, at langt størsteparten af gruppemedlemmerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet og deres mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig dette.

Den bedste underretningsform vil være individuel meddelelse til de enkelte gruppemedlemmer, og dette bør derfor foretrækkes, når denne underretningsform er mulig.

Hvis gruppemedlemmernes identitet ikke er kendt og ikke umiddelbart kan fremskaffes, vil underretning eksempelvis gennem et annonceindlæg i en husstandsomdelt lokalavis kunne være en egnet underretningsform, hvis gruppemedlemmerne har bopæl i et bestemt lokalområde.

Det kan heller ikke på forhånd udelukkes, at mere generel – dvs. mindre målrettet – annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse i visse situationer vil kunne opfylde forudsætningen om, at langt størsteparten af gruppemedlemmerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet og deres mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig dette.

Hvis der er mulighed for at få et gruppesøgsmål om et forbrugerspørgsmål omtalt i et forbrugerprogram på landsdækkende tv, kan dette eventuelt være en egnet underretningsform, hvis erfaringen viser, at sådan omtale medfører, at størsteparten af gruppemedlemmerne bliver bekendt med gruppesøgsmålet og muligheden for at tilmelde henholdsvis framelde sig dette. I givet fald vil en sådan tv-omtale formentlig ofte med fordel kunne kombineres med f.eks. en hjemmeside på internettet, der dels i en overskuelig form indeholder de oplysninger om gruppesøgsmålet, som skal gives, dels giver mulighed for at tilmelde henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet via digital kommunikation. Det vil efter Retsplejerådets opfattelse i øvrigt være naturligt, at der på Domstolsstyrelsens netsted på internettet etableres en oversigt over alle godkendte verserende gruppesøgsmål.

Mens det således bør påhvile retten at fastsætte, hvordan gruppemedlemmerne skal underrettes om gruppesøgsmålet, bør selve underretningen derimod ikke nødvendigvis forestås af retten. Retten bør have mulighed for at pålægge grupperepræsentanten at foretage underretningen, og de positive udgifter, der er forbundet med underretningen (porto, annoncering mv.), bør i første omgang betales af grupperepræsentanten, der imidlertid i givet fald vil have mulighed for at få udgifterne erstattet efter reglerne om sagsomkostninger.

Retsplejerådet har i den forbindelse overvejet, om retten også bør have mulighed for at pålægge gruppens modpart at underrette gruppemedlemmerne om gruppesøgsmålet. En virksomhed, som er sagsøgt i et gruppesøgsmål, vil således ofte have adgang til uden større omkostninger og besvær at identificere gruppemedlemmerne ud fra et kundekartotek eller lignende.

Pålægges det en modpart at forestå underretningen, f.eks. ved at udsende en underretning om gruppesøgsmålet sammen med en faktura i et løbende mellemværende, vil der imidlertid efter rådets opfattelse kunne opstå risiko for, at underretningen får en unødig krænkende karakter for vedkommende modpart, og underretningen vil efter omstændighederne kunne bringes i en sammenhæng, der afsvækker dens værdi.

På den baggrund har Retsplejerådet overvejet, om det i stedet bør kunne pålægges gruppens modpart at udlevere en liste over navne og adresser på gruppemedlemmerne til grupperepræsentanten i de tilfælde, hvor gruppemedlemmerne kan identificeres ud fra et kundekartotek eller lignende.

I forbindelse med Retsplejerådets drøftelser med repræsentanter for Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden, Dansk Industri og HTS Interesseorganisationen, er det blevet tilkendegivet fra forbrugerrepræsentanterne, at det vil være ødelæggende for muligheden for at etablere gruppesøgsmål, hvis grupperepræsentanten ikke under en eller anden form får adgang til sagsøgtes kundekartotek. Fra erhvervsrepræsentanterne er det blevet tilkendegivet, at en model, hvor kun offentlige myndigheder kan gøre sig bekendt med denne type oplysninger, vil være mindst indgribende.

Retsplejerådet er enig i, at det kan være af afgørende betydning særligt for etableringen af opt out-gruppesøgsmål, at sagsøgte under en eller anden form medvirker ved underretning af gruppemedlemmerne. Rådet er på den anden side også enig i, at det vil kunne opfattes som et indgreb i virksomhedernes erhvervshemmelighed, hvis de kunne pålægges at udlevere (dele af) deres kundekartotek til en grupperepræsentant i et gruppesøgsmål.

Retsplejerådet bemærker, at betænkelighederne ved, at sagsøgte skal medvirke ved underretningen af gruppemedlemmerne kan mindskes, hvis grupperepræsentanten er en offentlig myndighed, der er underlagt tavshedspligt. Optræder en offentlig myndighed som grupperepræsentant, vil myndighedens medarbejdere således have tavshedspligt om en oplysning, som det er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige hensyn til private interesser, eksempelvis til private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres interne, herunder økonomiske, forhold, eller private selskabers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold, jf. den almindelige bestemmelse om tavshedspligt for den, der virker inden for den offentlige forvaltning, i forvaltningslovens § 27.

Bl.a. på denne baggrund foreslår Retsplejerådet, at kun offentlige myndigheder skal kunne udpeges som grupperepræsentant i opt out-gruppesøgsmål, jf. herved også pkt. 3.4.4 ovenfor.

Retsplejerådet har foreløbig alene foreslået, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpeges som grupperepræsentant. Efter markedsføringslovens § 22, stk. 1, fører Forbrugerombudsmanden tilsyn med, at denne lov overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Med henblik på at tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag i de enkelte sager, som Forbrugerombudsmanden behandler, giver lovens § 22, stk. 2, Forbrugerombudsmanden adgang til at kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige for dennes virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Denne bestemmelse vil således også give Forbrugerombudsmanden mulighed for at indhente oplysninger til brug i forbindelse med behandlingen af et gruppesøgsmål, og for (den) sagsøgte (virksomhed) vil denne fremgangsmåde indebære den sikkerhed, at Forbrugerombudsmanden vil skulle behandle oplysningerne på en måde, der er i overensstemmelse med de nævnte almindelige bestemmelser om tavshedspligt.

På den baggrund er der efter Retsplejerådets opfattelse ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at foreslå særlige regler om, at en sagsøgt skal kunne pålægges at medvirke ved underretning af gruppemedlemmerne i et gruppesøgsmål.

Der henvises til betænkningen side 253-259.

3.5.4.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været anført, at rettens afgørelse af, hvorvidt et gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, ville blive lettet betydeligt, hvis sagsøgte kunne give oplysninger om kravene, de eventuelt berettigede samt sin indstilling til f.eks. en prøvesag.

Justitsministeriet er enig i, at det i nogle tilfælde vil kunne være hensigtsmæssigt, at retten indhenter en udtalelse fra sagsøgte, før retten tager stilling til, om gruppesøgsmålet kan godkendes, og lovforslaget åbner også mulighed herfor, jf. bemærkningerne til forslaget til retsplejelovens § 254 e, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 10).

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen endvidere været anført, at retten bør kunne pålægge sagsøgte at tilvejebringe oplysninger om gruppemedlemmerne og at stå for underretningen af gruppemedlemmerne.

Justitsministeriet er imidlertid som nævnt enig med Retsplejerådet i, at det vil kunne opfattes som et indgreb i virksomhedernes erhvervshemmelighed, hvis de kunne pålægges at udlevere (dele af) deres kundekartotek til en grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, og i, at det behov, der navnlig i gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen vil kunne være for at fremskaffe oplysninger om de berørte, vil kunne opfyldes på en hensigtsmæssig måde i kraft af Forbrugerombudsmandens eksisterende hjemmel i markedsføringsloven til at indhente oplysninger.

Med hensyn til den praktiske tilrettelæggelse af underretningen er Justitsministeriet som nævnt enig med Retsplejerådet i, at der ikke bør indføres en regel om, at retten skal kunne pålægge sagsøgte at underrette sine kunder om gruppesøgsmålet, f.eks. i næste abonnementsopkrævning. Der er imidlertid efter lovforslaget ikke noget til hinder for, at sagsøgte frivilligt påtager sig at stå for underretningen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 254 d og § 254 e, stk. 1, 4 og 9), og bemærkningerne hertil.

3.6. Sagsomkostninger, sikkerhedsstillelse og fri proces
3.6.1.

Retsplejerådet finder, at retsplejelovens almindelige regler om sagsomkostninger som udgangspunkt også bør anvendes i gruppesøgsmål. De hensyn, der ligger bag de grundlæggende regler om sagsomkostninger, jf. herved kapitel 7 i Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III, gør sig efter rådets opfattelse i lige så høj grad gældende i gruppesøgsmål som i individuelle søgsmål.

Også i gruppesøgsmål bør udgangspunktet således være, at den tabende part skal erstatte modparten dennes omkostninger ved sagen. I forvejen er gruppesøgsmål en større belastning for sagsøgte end individuelle søgsmål, og det ville efter Retsplejerådets opfattelse ikke være rimeligt, hvis en person, der sagsøges i et gruppesøgsmål og frifindes, ikke i samme grad som i andre søgsmål havde adgang til at få erstattet sine omkostninger ved sagen. Der er på den anden side heller ikke grundlag for at forbedre sagsøgtes muligheder for at få dækket sine omkostninger ud over, hvad der følger af retsplejelovens almindelige regler, eksempelsvis med hensyn til udgifter til advokatbistand, der ikke nødvendigvis erstattes fuldt ud, men alene med et »passende beløb«.

Der er dog efter Retsplejerådets opfattelse behov for visse særregler om sagsomkostninger i gruppesøgsmål. For det første bør der være mulighed for at pålægge grupperepræsentanten at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. herom pkt. 3.4.6 ovenfor. Endvidere bør der fastsættes særlige regler om ansvaret for sagsomkostninger for gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav).

Gruppemedlemmerne anses ikke som parter i retssagen, jf. nærmere pkt. 3.7 nedenfor. Udgangspunktet er derfor, at gruppemedlemmerne ikke skal betale sagsomkostninger.

Efter Retsplejerådets opfattelse vil det imidlertid være hensigtsmæssigt, at gruppemedlemmerne efter omstændighederne pålægges en begrænset og overskuelig omkostningshæftelse. En sådan ordning må antages at bidrage til, at gruppemedlemmerne føler ansvar for gruppesøgsmålet, og at der ikke anlægges gruppesøgsmål på et urimeligt løst grundlag. Samtidig må det antages at fremme de praktiske muligheder for, at gruppesøgsmål bliver ført, når flere kan deles om omkostningerne ved gruppesøgsmålet, end hvis én person (grupperepræsentanten) altid skulle afholde de fulde omkostninger.

Retsplejerådet lægger vægt på, at gruppemedlemmernes omkostningshæftelse skal være beløbsmæssigt begrænset, og at det enkelte gruppemedlem på forhånd skal kunne overskue størrelsen af den omkostningsrisiko, der for den pågældende vil være forbundet med at tilmelde sig gruppesøgsmålet.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at retten i forbindelse med godkendelsen af et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen skal kunne bestemme, at tilmelding til gruppesøgsmålet skal være betinget af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for sagsomkostninger, og at gruppemedlemmet som udgangspunkt kun skal kunne pålægges sagsomkostninger indtil det beløb, som sikkerheden er fastsat til. Der bør kun stilles krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, hvis gruppemedlemmets krav har en vis størrelse. Hvis kravet er beskedent, bør der ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse. Endvidere bør gruppemedlemmer, der opfylder de økonomiske betingelserne for fri proces, være fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, hvis gruppesøgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser for fri proces. Det samme bør gælde for gruppemedlemmer, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen, idet disse gruppemedlemmer dog bør stille delvis sikkerhed for sagsomkostninger, hvis forsikringen har en selvrisiko, eller i den situation, hvor sikkerhedsstillelsen overstiger forsikringens samlede dækning.

For at opnå en praktisk anvendelig ordning til vurderingen af, om et gruppemedlem skal fritages for sikkerhedsstillelse, foreslår Retsplejerådet, at det i givet fald er grupperepræsentanten, der skal ansøge om at få taget stilling til, om gruppesøgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser for fri proces. Hermed undgås, at de enkelte gruppemedlemmer, hvis antal efter omstændighederne kan være betydeligt, hver især skal indgive ansøgning til fri proces-myndighederne herom. I praksis skal grupperepræsentanten derfor på gruppens vegne ansøge om en vurdering af, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329 (som affattet fra den 1. januar 2007), inden der åbnes for, at gruppemedlemmerne kan tilmelde sig gruppesøgsmålet. Imødekommes grupperepræsentantens ansøgning, skal det fremgå af underretningen til gruppemedlemmerne om gruppesøgsmålet. Herefter vil retten kunne fritage de gruppemedlemmer, der opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325 (som affattet fra den 1. januar 2007), for at stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Forslaget indebærer, at det enkelte gruppemedlem allerede ved tilmeldingen har fuldt overblik over, hvad den pågældende »risikerer« i relation til sagsomkostninger ved at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Retten vil formentlig forholdsvis ofte finde det mest hensigtsmæssigt, at sikkerheden indbetales kontant, idet der i mange tilfælde vil være tale om et forholdsvis mindre beløb for det enkelte gruppemedlem (eksempelvis 1.000-5.000 kr.), hvor det vil være uforholdsmæssigt at kræve bankgarantier eller lignende. En sådan kontant indbetaling har også den fordel, herunder psykologisk, at gruppemedlemmet ved sagens start så at sige har »reserveret« det beløb, vedkommende i værste fald kan komme til at betale. Populært sagt får sikkerhedsstillelsen for sagsomkostninger dermed karakter af en »adgangsbillet« eller et »tilmeldingsgebyr« til gruppesøgsmålet.

Forslaget indebærer som nævnt endvidere, at et gruppemedlem, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, kan pålægges at betale sagsomkostninger med op til det beløb, for hvilket der ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet blev stillet krav om sikkerhedsstillelse. Dette gælder også, hvis sikkerheden ikke blev stillet, fordi gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger ved sagen, men i givet fald vil det være retshjælpsforsikringsselskabet, der skal betale pålagte sagsomkostninger. Hvis sikkerheden ikke blev stillet, fordi gruppesøgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser for fri proces og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for fri proces uden at have retshjælpsforsikringsdækning, foreslår Retsplejerådet, at de sagsomkostninger, som gruppemedlemmet ellers ville være blevet pålagt, betales af statskassen.

Herudover foreslår Retsplejerådet, at et gruppemedlem, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, skal kunne pålægges at betale sagsomkostninger med op til det beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode. Dette forslag er inspireret af de gældende regler i aktieselskabslovens § 144, stk. 3, og konkurslovens § 137. Med beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode, menes beløb, som ifølge dommen skal betales kontant til gruppemedlemmet, og som faktisk betales. Beløb, som ifølge dommen skal afskrives på en gæld, beløb, som ikke faktisk betales, og ydelser med økonomisk værdi, som ikke består i penge, giver ikke grundlag for at pålægge et gruppemedlem sagsomkostninger.

Et gruppesøgsmål efter opt out-modellen omfatter alle gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet. Et gruppemedlem, der ikke foretager en aktiv handling for at framelde sig søgsmålet, vil således være omfattet af gruppesøgsmålet. Derfor bør gruppemedlemmerne i et gruppesøgsmål efter opt out-modellen efter Retsplejerådets opfattelse alene kunne blive pålagt at bidrage til betaling af sagsomkostninger inden for rammerne af deres eget faktiske kontante udbytte af retssagen.

3.6.2.

Der er efter Retsplejerådets opfattelse ikke behov for særlige regler om betingelserne for fri proces i gruppesøgsmål, og grupperepræsentanten vil således kunne søge om fri proces efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 31.

Herudover foreslår Retsplejerådet som nævnt, at det ved afgørelsen af, om et gruppemedlem kan fritages for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, i givet fald er grupperepræsentanten (og ikke det enkelte gruppemedlem), der skal ansøge om at få taget stilling til, om gruppesøgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser for fri proces. Retsplejerådet finder ikke behov for, at et gruppemedlem, der ikke er bragt i forslag som grupperepræsentant, selvstændigt skulle kunne ansøge om fri proces, og hvis et sådant gruppemedlem ønsker at ansøge om fri proces, må gruppemedlemmet i stedet anlægge et individuelt søgsmål.

Der henvises til betænkningen side 259-262 og 270-271.

3.6.3.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Da der ikke foreslås særlige regler om fri proces til grupperepræsentanten, finder de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 31 anvendelse. Gruppesøgsmål vil i sagens natur altid have betydning for flere, hvilket kan indgå i vurderingen af, om omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag, jf. retsplejelovens § 325, stk. 2 (som affattet fra den 1. januar 2007), men der vil ved denne vurdering af, om omkostningerne kan deles mellem flere, kun skulle tages hensyn til det bidrag til betalingen af sagsomkostninger, som tilmeldte gruppemedlemmer yder i de tilfælde, hvor retten har betinget tilmeldingen af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 254 e, stk. 7, og § 254 f, stk. 3 og 4), og bemærkningerne hertil.

3.7. Gruppemedlemmernes stilling under sagen
3.7.1.

Det ligger i gruppesøgsmålets natur, at gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav) ikke er parter i retssagen i sædvanlig forstand. Med forbehold for de regler om underretning i visse tilfælde, som Retsplejerådet foreslår, jf. pkt. 3.7.3 nedenfor, skal gruppemedlemmerne således ikke indkaldes til retsmøder eller have tilsendt processkrifter mv. og behøver ikke at få adgang til at udtale sig, før retten træffer afgørelse. Gruppemedlemmerne kan endvidere ikke nedlægge påstande, fremsætte anbringender eller føre beviser. I disse henseender repræsenteres gruppemedlemmerne ubetinget af grupperepræsentanten.

Der er tale om en lovbestemt repræsentation, som alene er betinget af, at gruppemedlemmet har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet.

Gruppemedlemmerne har derfor heller ingen formel kompetence til at give grupperepræsentanten anvisninger om, hvordan sagen skal føres, og kan ikke fratage grupperepræsentanten kompetencen til at repræsentere gruppemedlemmerne under gruppesøgsmålet.

Noget andet er, at gruppemedlemmer naturligvis kan foreslå grupperepræsentanten at føre sagen på en nærmere angiven måde, og at grupperepræsentanten vil være interesseret i at tage hensyn til velbegrundede forslag. Endvidere kan gruppemedlemmer, der mener, at grupperepræsentanten ikke er i stand til at varetage deres interesser under sagen, anmode retten om at udpege en ny grupperepræsentant. Et gruppemedlem kan også anmode retten om tilladelse til at udtræde af gruppen.

Det er grupperepræsentanten, der er part i sagen på gruppemedlemmernes vegne, og grupperepræsentanten kan som nævnt nedlægge påstande, fremsætte anbringender og anmode om bevisførelse og kan i det hele taget foretage alle processuelle skridt i forbindelse med sagen.

Grupperepræsentanten kan imidlertid ikke på egen hånd udvide rammerne for gruppesøgsmålet som fastlagt af retten. Hvis grupperepræsentanten ønsker at udvide sine påstande, således at der inddrages nye krav i sagen, kræves rettens tilslutning. Dette gælder, hvad enten der er tale om at inddrage nye gruppemedlemmer i søgsmålet eller om at inddrage nye krav for gruppemedlemmer, der allerede har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig sagen. Hvis retten imødekommer anmodningen om at udvide rammerne for gruppesøgsmålet, skal der gennemføres en ny tilmeldings- eller frameldingsrunde for de nye krav, som herefter også er omfattet af gruppesøgsmålet.

Misbruger grupperepræsentanten sin adgang til at repræsentere gruppemedlemmerne til at påføre disse tab, eller gør grupperepræsentanten sig i øvrigt skyldig i uforsvarligt forhold i forbindelse med repræsentationen af gruppemedlemmerne under sagen, kan grupperepræsentanten pådrage sig et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsregler.

3.7.2.

Gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav) er som nævnt ikke parter i retssagen i sædvanlig forstand. Gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet, må dog efter Retsplejerådets opfattelse i en række henseender sidestilles med parter. Dette gælder først og fremmest i relation til retsafgørelsers bindende virkninger (retskraft). Gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, bindes således efter rådets forslag af afgørelser vedrørende sagens realitet på samme måde som parterne i et individuelt søgsmål.

Retskraften virker både til fordel og til skade for gruppemedlemmerne afhængigt af sagens udfald, og dommen i gruppesøgsmålet vil således kunne påberåbes både af og mod gruppemedlemmerne og vil – igen afhængigt af sagens udfald – kunne benyttes som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag både af og mod gruppemedlemmerne.

Med hensyn til afgørelse om sagsøgtes modkrav mod et eller flere gruppemedlemmer bør dette dog kun gælde for krav, som udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav støttes på (konnekse modkrav). Gruppens modpart bør således ikke i et gruppesøgsmål kunne inddrage modkrav mod et gruppemedlem, som ikke udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav støttes på (ukonnekse modkrav).

Det er en konsekvens af retskraften, at gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig et gruppesøgsmål, er sidestillet med parter i relation til såkaldt litispendens, dvs. i relation til princippet om, at når der verserer retssag mellem to parter om et spørgsmål, kan der ikke anlægges ny retssag mellem de samme to parter om det samme spørgsmål.

Endvidere bør gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, være underlagt reglerne om parter, når de afgiver forklaring og i relation til edition. Disse gruppemedlemmer er som nævnt bundet af rettens afgørelser i sagen på samme måde som parter, og da der ikke kan anvendes vidnetvang over for parter, bør der heller ikke kunne anvendes vidnetvang over for gruppemedlemmer, der har tilmeldt henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet.

Udebliver et gruppemedlem, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, efter at være indkaldt til at afgive forklaring, eller undlader gruppemedlemmet at besvare spørgsmål, eller er svarene uklare eller ufuldstændige, eller undlader gruppemedlemmet at efterkomme et pålæg om edition, bør retten i stedet kunne tillægge dette virkning til fordel for gruppens modpart (fakultativ processuel skadevirkning). Inden der drages denne konsekvens, bør det dog sikres, at andre beviser er søgt tilvejebragt, og der bør således i den beskrevne situation f.eks. være mulighed for at indkalde en anden til at afgive forklaring eller at give en anden et pålæg om edition.

Det bemærkes, at grupperepræsentanten som part har et absolut krav på efter anmodning personlig at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 303. Gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, bør derimod ikke have en sådan ret til efter anmodning personlig at afgive forklaring, og grupperepræsentanten bør heller ikke have et absolut krav på, at gruppemedlemmer efter grupperepræsentantens anmodning personligt afgiver forklaring. I stedet bør retten have mulighed for helt eller delvis at afslå en sådan anmodning, i det omfang bevisførelsen skønnes at være uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341. Hvis der er mange gruppemedlemmer, og der ikke foreligger relevante individuelle forhold, vil der sjældent være grundlag for, at mere end nogle få repræsentative gruppemedlemmer afgiver forklaring.

Om gruppemedlemmernes stilling i relation til sagsomkostninger henvises til pkt. 3.6 ovenfor, og med hensyn til gruppemedlemmernes stilling i relation til appel henvises til pkt. 3.10 nedenfor.

3.7.3.

Som nævnt er udgangspunktet, at gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der fremsættes krav) ikke inddrages under sagens gang. Et eller flere gruppemedlemmer kan eventuelt blive indkaldt til at afgive mundtlig forklaring for retten eller blive anmodet om at fremlægge dokumenter mv. (edition), men gruppemedlemmerne deltager som udgangspunkt i øvrigt ikke under retssagen (dvs. de indkaldes ikke til retsmøder, får ikke tilsendt processkrifter mv. og behøver ikke at få adgang til at udtale sig, før retten træffer afgørelse).

Efter Retsplejerådets opfattelse bør dette udgangspunkt dog modificeres, hvis der opstår spørgsmål om at hæve eller afvise sagen. I denne situation bør gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, underrettes, medmindre underretning er åbenbart overflødig. Gruppesøgsmålet bør således som udgangspunkt ikke kunne hæves eller afvises, uden at gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, forinden har modtaget underretning om, at der er opstået spørgsmål om at hæve eller afvise sagen. Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor grupperepræsentanten vil hæve sagen, eller hvor grupperepræsentanten udebliver, og der derfor opstår spørgsmål om at afvise sagen.

Underretningen vil bl.a. give gruppemedlemmerne mulighed for at overveje, om de vil anmode om udpegning af en ny grupperepræsentant, og for at forberede sig på, hvis de ønsker det, og hvis gruppesøgsmålet faktisk hæves eller afvises, i givet fald at fortsætte forfølgningen af deres krav efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. om denne mulighed nedenfor i pkt. 3.7.4.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør retten endvidere tillægges en skønsmæssig beføjelse til at bestemme, at gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, skal underrettes om andre væsentlige forhold end sagens ophævelse eller afvisning. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om at godkende et forlig, jf. herom pkt. 3.9 nedenfor. Andre eksempler kan være tilfælde, hvor grupperepræsentanten frafalder påstande eller anbringender af afgørende betydning for et eller flere gruppemedlemmers krav, eller hvis der synes at være opstået en interessemodsætning mellem grupperepræsentanten og et eller flere gruppemedlemmer.

Endvidere bør gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, underrettes om sagens afgørelse og have mulighed for afgiftsfrit at anmode om en ekstraktudskrift af dommen.

3.7.4.

Retsplejerådet finder, at et gruppemedlem, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, bør have mulighed for, hvis gruppesøgsmål hæves eller afvises, at indtræde som part for så vidt angår sit eget krav og videreføre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål.

En sådan mulighed vil efter rådets opfattelse være procesbesparende. Hvis et gruppesøgsmål hæves eller afvises, uden at kravene i sagen er retskraftigt afgjort, kan hvert gruppemedlem under alle omstændigheder anlægge individuel retssag om sit eget krav. Hvis et sådant individuelt søgsmål anlægges hurtigt, vil der normalt ikke være forældelsesmæssige problemer, eftersom gruppesøgsmålet vil have afbrudt forældelse, og den forældelsesafbrydende virkning bevares, hvis der hurtigt efter gruppesøgsmålets bortfald tages (nye) retslige skridt til at forfølge kravet. Et sådant individuelt søgsmål vil imidlertid være et helt nyt søgsmål, hvor sagen processuelt starter helt forfra.

Retsplejerådet foreslår derfor, at et gruppemedlem ved skriftlig meddelelse til retten inden 4 uger efter, at gruppesøgsmålet er hævet eller afvist, skal kunne indtræde som part og – for så vidt angår sine egne krav – videreføre det hidtidige gruppesøgsmål som et individuelt søgsmål. Der vil være tale om en særlig lovbestemt processuel succession, hvor det indtrædende gruppemedlem overtager sagen i den stand, hvori den befandt sig, før den blev hævet eller afvist. Hvis forberedelsen er afsluttet, bør det forhold, at gruppemedlemmet er indtrådt som part, således f.eks. ikke give videre adgang til at fremkomme med nye påstande, anbringender eller beviser end ellers, jf. retsplejelovens §§ 358 og 363 (som affattet fra den 1. januar 2007).

Et gruppemedlem bør endvidere have adgang til at indtræde som part og videreføre sagen for sit vedkommende efter reglerne om individuelle søgsmål, hvis retten bestemmer, at et krav ikke længere skal være omfattet af gruppesøgsmålet (dvs. ændrer på gruppens afgrænsning i forhold til det, der blev fastlagt i forbindelse med godkendelsen af gruppesøgsmålet). Efter omstændighederne vil rettens bestemmelse herom i øvrigt kunne være foranlediget af en anmodning fra det pågældende gruppemedlem, som er fremsat netop med henblik på, at gruppemedlemmet ønsker at videreføre sagen om sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål.

Der henvises til betænkningen side 262-266.

3.7.5.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 254 f, stk. 1, 2 og 5, § 254 g og § 254 i), og § 2, nr. 3 (forslag til retsafgiftslovens § 49, stk. 2, nr. 10), og bemærkningerne hertil.

3.8. Individuelle spørgsmål. Undergrupper
3.8.1.

Retsplejerådet finder, at reglerne om gruppesøgsmål bør udformes således, at der ikke bliver tale om en egentlig behandling af individuelle spørgsmål under gruppesøgsmålet. Dette er ikke til hinder for, at der under et gruppesøgsmål kan nedlægges forskellige påstande for forskellige gruppemedlemmer, f.eks. med hensyn til størrelsen af en tilbagebetaling eller erstatning eller med hensyn til, om der påstås ophævelse eller afhjælpning, når blot der foreligger et ensartet grundlag for en stillingtagen til de forskellige påstande.

Eksempelvis vil der ikke være noget til hinder for, at en tilbagebetaling eller erstatning udmåles forskelligt for forskellige gruppemedlemmer afhængigt af, i hvilken periode de pågældende har været berørt af en påstået retskrænkelse, eller afhængig af størrelsen og arten af deres forbrug af f.eks. et teleabonnement eller en aftale om levering af gas, varme eller elektricitet.

Derimod kan betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, efter omstændighederne være til hinder for, at der under et gruppesøgsmål nedlægges påstand om individuel udmåling af erstatning på grundlag af de enkelte gruppemedlemmers individuelle, subjektive forhold. I givet fald må gruppesøgsmålet afgrænses således, at sådanne individuelle spørgsmål ikke skal afgøres under gruppesøgsmålet. Dette kan opnås ved f.eks. at begrænse gruppesøgsmålet til en anerkendelsespåstand om ansvarsgrundlaget.

3.8.2.

Retsplejerådet har overvejet, om der bør være mulighed for at opdele et gruppesøgsmål i undergrupper, således at der udpeges særskilte (under)grupperepræsentanter for hver af undergrupperne. Rådet finder imidlertid ikke grundlag herfor.

Hvis der både foreligger retlige og/eller faktiske spørgsmål, der er fælles for hele gruppen, og retlige og/eller faktiske spørgsmål, der angår bestemte delmængder af gruppen, bør man efter Retsplejerådets opfattelse anvende retsplejelovens regler om sammenlægning og adskillelse af krav.

Afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt ud fra sagens konkrete omstændigheder, kan retten således vælge fra starten at afgrænse gruppesøgsmålet på en sådan måde, at det kun omfatter ensartede krav. I eksemplet med flere undergrupper er dette ensbetydende med, at der i givet fald må anlægges flere gruppesøgsmål, som i relation til reglerne om gruppesøgsmål behandles hver for sig (dvs. med hver sin grupperepræsentant, uden at der dog er noget forbud mod, at samme person samtidig kan være grupperepræsentant i flere gruppesøgsmål), men flere gruppesøgsmål vil kunne behandles samlet efter de almindelige regler om samlet behandling efter retsplejelovens §§ 250 og 254.

Alternativt kan retten, hvis det forekommer mest hensigtsmæssigt, godkende et gruppesøgsmål med en afgrænsning, der indebærer, at visse faktiske og/eller retlige spørgsmål kun vedrører en vis del af gruppemedlemmerne. Retten kan herefter ved anvendelse af retsplejelovens § 253 om adskillelse af krav opnå en hensigtsmæssig opdeling af sagens forhandling og afgørelse. Der vil imidlertid være tale om ét gruppesøgsmål med én grupperepræsentant.

Der henvises til betænkningen side 266-267.

3.8.3.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 254 a), og bemærkningerne hertil.

3.9. Forlig

Retsplejerådet finder, at der bør være mulighed for at afslutte et gruppesøgsmål forligsmæssigt, uden at alle gruppemedlemmer særskilt skal tiltræde forliget. Retsplejerådet finder dog på den anden side, at grupperepræsentanten ikke helt på egen hånd bør kunne indgå forlig med bindende virkning for gruppemedlemmerne. Retsplejerådet foreslår derfor, at et forlig får gyldighed, hvis det godkendes af retten. Rettens mulighed for at vurdere rimeligheden af et forlig, som grupperepræsentanten og gruppens modpart er enige om, kan dog være begrænset. Det foreslås derfor, at retten godkender forliget, medmindre det er udtryk for usaglig forskelsbehandling mellem gruppemedlemmer eller i øvrigt er åbenbart urimeligt. Usaglig forskelsbehandling kan bestå dels i forskellig behandling af gruppemedlemmer, der på de relevante punkter befinder sig i samme situation, dels i ens behandling af gruppemedlemmer, der på relevante punkter ikke befinder sig i samme situation.

Det bemærkes, at gruppemedlemmerne ikke ved at tilmelde sig henholdsvis undlade at framelde sig gruppesøgsmålet afgiver deres adgang til at disponere over sagens genstand. Det enkelte gruppemedlem kan således til enhver tid, mens gruppesøgsmålet behandles ved retten, disponere over deres mulige krav, herunder ved udenretsligt forlig.

Der henvises til betænkningen side 267-268.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 254 h), og bemærkningerne hertil.

3.10. Appel
3.10.1.

Retsplejerådet finder, at der bør sondres mellem appel, hvor appelsagen også behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, og appel, hvor appel­sagen behandles efter reglerne om individuelle søgsmål.

Retsplejerådet finder, at en kollektiv appel, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, bør gå forud for en individuel appel.

Hvis grupperepræsentanten anker en dom i et gruppesøgsmål, bør de enkelte gruppemedlemmer således ikke have adgang til at anke. Hvis grupperepræsentanten kun anker de dele af dommen, som vedrører visse gruppemedlemmer, bør de gruppemedlemmer, som ikke er omfattet af grupperepræsentantens anke, dog have adgang til hver især at anke individuelt, jf. dog nedenfor om andre tilfælde af kollektiv appel.

Hvis grupperepræsentanten ikke anker, bør der efter Retsplejerådets opfattelse være mulighed for, at en anden indgiver ankestævning med forslag til ny grupperepræsentant. Sker dette, vil retten skulle tage stilling til, om ankesagen kan godkendes som et gruppesøgsmål, efter tilsvarende regler som ved godkendelse af et gruppesøgsmål i første instans. Godkendes ankesagen til behandling efter reglerne om gruppesøgsmål, vil de gruppemedlemmer, der er omfattet af en sådan ankesag, ikke kunne anke individuelt.

Endvidere finder Retsplejerådet, at hvis modparten anker, skal ankesagen altid behandles efter reglerne om gruppesøgsmål. Dette indebærer bl.a., at grupperepræsentanten fra første instans vil være indstævnt, og dette bør gælde, uanset om anken vedrører alle gruppemedlemmer, nogle gruppemedlemmer eller kun ét gruppemedlem. Kun på denne måde sikres, at et gruppemedlem, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig et gruppesøgsmål, ikke risikerer selv at skulle give møde som part i en ankesag for at »forsvare« en dom, hvor den pågældende har fået medhold.

I ankesager, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, anvendes efter rådets forslag tilsvarende regler som ved gruppesøgsmål i første instans. Det er således f.eks. grupperepræsentanten, der er part i ankesagen og repræsenterer gruppen, og dette bør som nævnt efter rådets opfattelse gælde, hvad enten gruppen er stor eller lille eller eventuelt består af kun ét medlem. Endvidere bør gruppemedlemmerne også, når det er »gruppen«, der har anket (dvs. når grupperepræsentanten fra første instans eller en foreslået ny grupperepræsentant har anket), underrettes om anken og gives mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig ankesagen. Tilmelding til anken vil kunne betinges af sikkerhedsstillelse på samme måde som i første instans. Dette gælder også, selv om der ikke blev stillet krav om sikkerhedsstillelse i første instans.

Hvis det er gruppens modpart, der har anket, omfatter ankesagen derimod naturligvis de gruppemedlemmer, med hensyn til hvis krav modparten har anket. I denne situation vil der ikke skulle gennemføres nogen tilmeldings- eller frameldingsrunde.

Ankes en dom i et gruppesøgsmål ikke kollektivt fra hverken den ene eller den anden side, bør hvert gruppemedlem efter Retsplejerådets opfattelse have adgang til at anke dommen for så vidt angår sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål. Da ønsket om at anke individuelt netop kan være begrundet i, at der ikke ankes kollektivt, hvilket måske først står klart ved ankefristens udløb, foreslår Retsplejerådet, at der i denne situation skal være adgang til at indgive anke indtil 4 uger efter udløbet af den almindelige ankefrist.

Der henvises til betænkningen side 268-269.

3.10.2.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er med den nedennævnte ændring med hensyn til andeninstanstilladelse fra Procesbevillingsnævnet udformet i overensstemmelse hermed.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været anført, at ordningen med tilmelding eller framelding efter anke rejser problemer i relation til 10.000 kr.’s grænsen i retsplejelovens § 368, stk. 1, for anke til landsretten, idet ankens værdi først kan beregnes, når det er klarlagt, hvor mange gruppemedlemmer der tilmelder sig henholdsvis framelder sig anken.

Justitsministeriet er enig i, at 10.000 kr.’s ankebegrænsningen er vanskeligt forenelig med den foreslåede ankeordning i gruppesøgsmål, og det foreslås derfor, at en anke til landsretten, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, uanset sagens værdi ikke kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Justitsministeriet lægger i den forbindelse også vægt på, at en sådan anke vil angå en sag, som retten i første instans på grundlag af de foreslåede – strenge – betingelser har godkendt som gruppesøgsmål. Det må endvidere antages, at en anke, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, i praksis som oftest vil angå mere end 10.000 kr.

Det bemærkes, at 10.000 kr.’s grænsen for anke til landsretten vil finde anvendelse på et gruppemedlems eventuelle individuelle anke. Angår en sådan anke (for det pågældende gruppemedlem) højst 10.000 kr., kræves således Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen også været anført, at det bør tydeliggøres, hvem der kan iværksætte appel i form af kære.

Der foreslås ikke særlige lovregler om kære i gruppesøgsmål, og kærebeføjelsen tilkommer derfor enhver, over for hvem kendelsen eller beslutningen indeholder en afgørelse, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1. Der er i bemærkningerne til de foreslåede regler om gruppesøgsmål i retsplejelovens kapitel 23 a (lovforslagets § 1, nr. 10) nærmere redegjort for, hvem der kan kære de forskellige afgørelser, som er særlige for gruppesøgsmål (afgørelse om, hvorvidt gruppesøgsmålet kan godkendes, udpegning af grupperepræsentant, fastlæggelse af rammerne for gruppesøgsmålet, fastsættelse af frist for tilmelding eller framelding, sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, godkendelse af forlig osv.). Øvrige afgørelser, der træffes under sagens behandling (f.eks. om indlevering af processkrifter eller afholdelse af retsmøder, om bevisførelse mv.), kan som udgangspunkt ikke kæres af et gruppemedlem. Et gruppemedlem vil dog kunne kære afgørelser f.eks. om afgivelse af forklaring eller om edition, der retter sig mod det pågældende gruppemedlem.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens §§ 254 j og 254 k), og bemærkningerne hertil.

3.11. Fuldbyrdelse

Retsplejerådet finder på det foreliggende grundlag ikke anledning til at foreslå særlige regler om fuldbyrdelse af afgørelser i gruppesøgsmål. Retsplejerådet vil senere i forbindelse med rådets overvejelser om revision af reglerne om tvangsfuldbyrdelse vurdere, om der bl.a. i lyset af de indhøstede erfaringer med reglerne om gruppesøgsmål må antages at være et behov for særlige regler om fuldbyrdelse.

Rådet bemærker, at det i gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen vil kunne være praktisk, at gruppemedlemmerne i forbindelse med tilmelding til gruppesøgsmålet gives mulighed for (eventuelt blot ved afkrydsning i en rubrik på et tilmeldingsskema) at give grupperepræsentanten fuldmagt til i givet fald at anmode om tvangsfuldbyrdelse på gruppemedlemmets vegne.

Der henvises til betænkningen side 269.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter, og lovforslaget indeholder ikke regler om fuldbyrdelse af afgørelser i gruppesøgsmål. Fuldbyrdelse vil derfor skulle ske efter retsplejelovens almindelige regler herom.

3.12. Sammenlægning af krav i øvrigt
3.12.1.

Retsplejerådet finder, at de gældende regler om sammenlægning af krav som udgangspunkt har en hensigtsmæssig udformning. Rådet finder således, at de gældende regler som udgangspunkt er udtryk for en hensigtsmæssig afvejning af de fordele og ulemper, der kan være forbundet med sammenlægning af krav. Rådet har derfor ikke fundet grundlag for at foreslå en mere grundlæggende nyformulering af de gældende regler, men har begrænset sig til at overveje visse justeringer, der efter rådets opfattelse kan være behov for.

3.12.2.

Retsplejerådet finder det velbegrundet, at der ved objektiv kumulation fra sagsøgerens side (dvs. fremsættelse af flere krav mod samme sagsøgte), oprindelig subjektiv kumulation (dvs. angivelse af flere sagsøgere og/eller sagsøgte i stævningen) samt adcitation (dvs. inddragelse af tredjemand som sagsøgt) ikke er begrænsninger i rettens skønsmæssige adgang til at afslå kumulation under henvisning til reglerne om saglig kompetence. Hvis parterne er enige, kan de nemlig i disse tilfælde kumulere krav uden hensyn til, om der er nogen sammenhæng mellem kravene. Da dette også gælder med hensyn til modkrav, finder Retsplejerådet, at der heller ikke her bør være begrænsninger i rettens skønsmæssige adgang til at afslå kumulation under henvisning til reglerne om saglig kompetence eller i rettens skønsmæssige adgang til at henvise både modkravet og hovedkravet til den domstol, der under en selvstændig sag ville have kompetence til at behandle modkravet.

Retsplejerådet foreslår derfor at ophæve reglen i retsplejelovens § 249, stk. 3, 3. pkt., om, at landsretten ikke kan henvise et modkrav eller en sag til byretten. Landsretten vil herefter have samme skønsmæssige adgang til at afslå kumulation med et modkrav og til at henvise hele sagen, når modkravet isoleret set hører under byrettens saglige kompetence, som når modkravet isoleret set hører under en anden domstols, f.eks. Sø- og Handelsrettens, kompetence.

3.12.3.

Reglerne i retsplejelovens § 249 omfatter efter ordlyden også modkrav til kompensation (dvs. til modregning i sagsøgerens krav), men det antages dog, at reglen om henvisning af et modkrav til den domstol, der ville have saglig kompetence til at behandle modkravet under en selvstændig sag, kun gælder for modkrav til selvstændig dom.

Efter Retsplejerådets opfattelse kan modkrav til kompensation i det hele sidestilles med andre indsigelser mod sagsøgerens krav, og der er derfor efter rådets opfattelse ikke behov for særlige lovregler om modkrav til kompensation.

Retsplejerådet foreslår derfor, at retsplejelovens § 249, stk. 2, begrænses til at vedrøre modkrav til selvstændig dom. Hermed opnås en forenkling af bestemmelsen, samtidig med at bestemmelsen bliver mere retvisende i relation til spørgsmål om henvisning af modkrav til rette domstol. Betingelserne for, at et modkrav til selvstændig dom kan behandles under sagen, videreføres uændret.

3.12.4.

Retsplejelovens regler om sammenlægning af krav forudsætter, at kravene fra først af indbringes for samme domstol. Der er ikke hjemmel til at henvise en sag til en domstol i en anden retskreds med den begrundelse, at sagen mest hensigtsmæssigt kan behandles i sammenhæng med en sag, der verserer dér. Derimod kan en byret efter anmodning fra en part henvise en sag til landsretten eller Sø- og Handelsretten af denne grund, jf. retsplejelovens § 226, stk. 2, og § 227, stk. 2 (som affattet fra den 1. januar 2007). Endvidere kan henvisning ske til en anden sideordnet ret, hvis begge parter anmoder om det, jf. retsplejelovens § 245 om værnetingsaftaler.

De eksisterende muligheder udnyttes i vidt omfang til en koordineret behandling af sager om ensartede krav, hvilket er hensigtsmæssigt både af hensyn til retsenheden og af ressourcemæssige grunde. Der er imidlertid også tilfælde, hvor et større antal ensartede krav verserer ved forskellige byretter, og hvor parterne i de forskellige sager ikke selv sørger for en effektiv koordinering af sagerne.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund at indføre en generel regel om henvisning af en sag, der verserer i første instans, til en anden ret og om henvisning af en ankesag ved landsretten til den anden landsret under de betingelser, der er anført i retsplejelovens § 226, stk. 2, og § 227, stk. 2.

Det kræves således for det første, at én af parterne i den sag, der skal henvises, anmoder om det. Selv om overordnede samfundsmæssige ressourcehensyn for så vidt kunne tale for at give retten mulighed for at henvise en sag af egen drift, finder Retsplejerådet, at dette ville være for vidtgående henset til, at parterne traditionelt har stor dispositionsfrihed i dansk civilproces, herunder med hensyn til værneting, jf. retsplejelovens § 245. Endvidere giver retsplejelovens § 345 retten mulighed for – også af egen drift – at udsætte sagen, hvis det findes påkrævet at afvente afgørelsen af lignende sager, der verserer i en anden retskreds.

Det kræves dernæst, at sagen findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved en anden domstol. Før der træffes afgørelse herom, skal der indhentes en udtalelse fra den anden domstol. Ved afgørelsen heraf vil retten navnlig skulle vurdere, om der foreligger en sådan sammenhæng, at sagerne bør behandles samlet. Det vil endvidere kunne have betydning for vurderingen, hvilket stade de respektive sager befinder sig på.

Samtidig foreslår Retsplejerådet at præcisere, at en beslutning om samlet behandling af sager efter den gældende regel i retsplejelovens § 254 kan ske, når sagerne verserer ved samme ret, uanset om en eller flere af sagerne oprindeligt måtte være anlagt ved en anden ret.

Der henvises til betænkningen side 181-187.

3.12.5.

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6-9 (forslag til retsplejelovens §§ 249 og 254), og bemærkningerne hertil.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

De foreslåede regler om gruppesøgsmål vil gøre det lettere for borgere og virksomheder at få behandlet sager om ensartede krav ved domstolene. Lovforslaget vil derved kunne betyde, at flere tvister indbringes for domstolene. Muligheden for, at visse tvister, der i dag indbringes enkeltvis for domstolene, fremover vil kunne håndteres samlet som gruppesøgsmål, vil på den anden side kunne reducere antallet af sager ved domstolene.

Samlet set er det vurderingen, at lovforslaget ikke vil have økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning, jf. herved også pkt. 3.1.8 ovenfor.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

 

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

 

5. Høring

Betænkning nr. 1468/2005 om reform af den civile retspleje IV (Gruppesøgsmål mv.) har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Forbrugerombudsmanden, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Akademikernes Centralorganisation, Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk InkassoBrancheforening, Dansk Retspolitisk Forening, Danske Speditører, De Danske Patentagenters Forening, Det Danske Voldgiftsinstitut, 3F Fagligt Fælles Forbund, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, HTS Interesseorganisationen, Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Realkreditrådet, Syddansk Universitet, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Århus Retshjælp og Århus Universitet.

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1
(retsplejeloven)
Til nr. 1-5 (§§ 226-227)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at indføre en generel regel om henvisning af en sag til en anden ret, hvis sagen findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved den anden ret, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til retsplejelovens § 254, stk. 2). De fra den 1. januar 2007 gældende regler om byrettens mulighed for at henvise en sag til landsretten eller Sø- og Handelsretten af denne grund er herefter overflødige og foreslås derfor ophævet.

Til nr. 6 (§ 249, stk. 2)

Reglerne i retsplejelovens § 249, stk. 2, om modkrav foreslås nyaffattet, således at de kun angår modkrav til selvstændig dom. Formålet hermed er at opnå en forenkling, samtidig med at reglerne i stk. 3 om henvisning af et modkrav til rette domstol bliver mere retvisende, idet denne henvisningsregel trods den nuværende ordlyd af bestemmelsen antages kun at gælde for modkrav til selvstændig dom. Betingelserne for, at et modkrav til selvstændig dom kan behandles under sagen, videreføres uændret.

Modkrav til kompensation behandles fortsat ligesom andre indsigelser, og ophævelsen af lovreglerne herom er således heller ikke udtryk for nogen ændring i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 249, stk. 3)

Reglen om, at landsretten ikke kan henvise et modkrav eller en sag til byretten, foreslås ophævet. Landsretten vil herefter have samme skønsmæssige adgang til at afslå kumulation (sammenlægning) med et modkrav og til at henvise hele sagen, når modkravet isoleret set hører under byrettens saglige kompetence, som når modkravet isoleret set hører under en anden domstols, f.eks. Sø- og Handelsrettens, kompetence.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 og 9 (§ 254)

Det foreslås at indføre en generel regel om henvisning af en sag i første instans til en anden ret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den anden ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved den anden ret, jf. forslaget til § 254, stk. 2, 1. pkt. Endvidere foreslås det at indføre en generel regel om, at en landsret på samme måde kan henvise en ankesag til behandling ved den anden landsret, jf. forslaget til § 254, stk. 2, 2. pkt. ( nr. 9 ).

Henvisning kan kun ske efter anmodning fra en part. Det forudsættes, at den anden part får lejlighed til at udtale sig, før retten træffer afgørelse om, hvorvidt henvisning skal ske. Endvidere skal der indhentes en udtalelse fra den ret, hvortil sagen ønskes henvist.

Der foreslås ikke lovregler om, på hvilket tidspunkt henvisning kan ske. Fordelene ved samlet behandling af sagerne vil imidlertid være størst, hvis henvisning sker på et tidligt tidspunkt under sagen, og retten bør derfor ved udøvelsen af sit skøn over, om henvisning skal ske, alt andet lige være mere tilbøjelig til at imødekomme en anmodning om henvisning, når anmodningen er fremsat på et tidligt tidspunkt under sagen.

Henvisning af en sag i første instans kan ske på tværs af retsplejelovens almindelige regler om stedlig og saglig kompetence. En sag, der verserer i første instans i byretten eller landsretten, kan således henvises til behandling sammen med andre sager, der verserer i første instans. Dette indebærer eksempelvis, at en sag, der verserer ved byretten, kan henvises til behandling sammen med en sag, der verserer i første instans ved landsretten.

Henvisning kan imidlertid ikke ske på tværs af EF-domskonventionens eller Luganokonventionens regler, jf. henvisningen til retsplejelovens § 247, stk. 1. Henvisning af en sag, der hører under EF-domskonventionen eller Luganokonventionen, kan derfor kun ske, hvis der efter konventionerne er stedlig kompetence for sagen ved den ret, hvortil den ønskes henvist. Det bemærkes, at der senere i denne folketingssamling forventes fremsat lovforslag om gennemførelse af parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Hvis dette lovforslag vedtages, vil der tilsvarende ikke kunne ske henvisning på tværs af Bruxelles I-forordningens regler.

Rettens afgørelse af, om henvisning skal ske, kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler. Kære af landsrettens eller Sø- og Handelsrettens afgørelse herom kræver således tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 392.

Med forslaget i nr. 8 foreslås det præciseret, at samlet behandling af sager efter den gældende § 254 (fremtidig § 254, stk. 1) kan ske, når sagerne verserer ved samme ret, uanset om en eller flere af sagerne måtte være anlagt ved en anden ret. Når en sag er henvist i medfør af den foreslåede nye regel i § 254, stk. 2, vil der således derefter kunne – og efter formålet med henvisningen skulle – træffes afgørelse om samlet behandling af de pågældende sager i medfør af stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (kapitel 23 a )

De særlige regler om gruppesøgsmål foreslås samlet i et selvstændigt kapitel i retsplejeloven. I det omfang der ikke er fastsat særlige regler i dette kapitel, behandles gruppesøgsmålet efter retsplejelovens almindelige regler.

Det foreslås, at det bliver muligt at afgrænse kredsen af deltagere i gruppesøgsmål på to måder. Som hovedregel vil et gruppesøgsmål omfatte de gruppemedlemmer – dvs. de personer, som har krav, der falder inden for gruppesøgsmålets ramme – der tilmelder sig gruppesøgsmålet (tilmeldingsmodellen). Under visse særlige betingelser kan retten dog bestemme, at gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke framelder sig gruppesøgsmålet (frameldingsmodellen).

Gruppesøgsmål adskiller sig først og fremmest fra andre søgsmål, herefter kaldet individuelle søgsmål, ved, at de personer, hvis krav behandles og afgøres under sagen, ikke er parter i sagen, men repræsenteres af en grupperepræsentant, der er part i sagen på gruppens vegne. De øvrige særregler, som foreslås for gruppesøgsmål, er i realiteten konsekvenser af denne grundlæggende forskel mellem gruppesøgsmål og individuelle søgsmål.

Forskellen mellem gruppesøgsmål og individuelle søgsmål er ikke større, end at kravene kan behandles efter »samme processuelle regler« i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i retsplejelovens §§ 249-251 om sammenlægning af krav (kumulation).

Et gruppesøgsmål kan således behandles ikke alene sammen med et eller flere andre gruppesøgsmål, men også sammen med et eller flere individuelle søgsmål efter retsplejelovens regler om sammenlægning af krav. Hvis retten finder det hensigtsmæssigt af hensyn til en effektiv behandling af gruppesøgsmålet, kan retten imidlertid – uanset at der er sket sammenlægning – bestemme, at gruppesøgsmålet skal behandles særskilt, jf. retsplejelovens § 253.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 og 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 a

Den foreslåede bestemmelse fastlægger anvendelsesområdet for de foreslåede regler om gruppesøgsmål.

Reglerne om gruppesøgsmål er en yderligere mulighed for sagsøgeren, som kan anvendes, når betingelserne er opfyldt. Det begrænser ikke muligheden for at anlægge en eller flere retssager efter reglerne om individuelle søgsmål, at betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål er opfyldt.

Reglerne om gruppesøgsmål kan som udgangspunkt anvendes i alle sager, der hører under de almindelige domstole, jf. retsplejelovens § 1, eller under boligret, jf. henvisningen til retsplejelovens regler i lejelovens § 112.

Den grundlæggende betingelse er, at der er tale om ensartede krav, som tilkommer flere personer, jf. stk. 1. Kravene kan være både krav om at få tilkendt noget (fuldbyrdelsessøgsmål) og krav om at få fastslået en retsstilling (anerkendelsessøgsmål), herunder krav om, at de pågældende personer ikke er forpligtet i forhold til sagsøgte vedrørende et nærmere angivet forhold (negativt anerkendelsessøgsmål). Kravene behøver ikke at være identiske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en pakkerejse i anledning af påståede mangler f.eks. ved indkvarteringen, udflugter, faciliteter mv. eller krav fra investorer i anledning af påståede mangler ved det prospekt, der lå til grund for deres investering.

Kravene skal tilkomme flere personer. I princippet er denne betingelse opfyldt, når kravene tilkommer mindst to personer. Efter forslaget til § 254 b, stk. 1, nr. 5, stilles imidlertid den yderligere betingelse, at gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, og denne betingelse vil sjældent være opfyldt, hvis kravene kun tilkommer to personer.

Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«, kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres helhed. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand vedrørende de udskilte spørgsmål være udtryk for »kravene« i sagen, og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et kontraktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om erstatning.

Reglerne om gruppesøgsmål finder ikke anvendelse i sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål, prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller af adoption uden samtykke, mortifikation eller private straffesager, jf. stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 b

Den foreslåede bestemmelse opregner de betingelser, der skal være opfyldt, for at et gruppesøgsmål kan anlægges.

Efter stk. 1, nr. 1 , skal der for det første foreligge ensartede krav som nævnt i § 254 a, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

Endvidere skal der være værneting for alle kravene her i landet, jf. nr. 2. Kun krav, som ville kunne være indbragt for en dansk domstol under et individuelt søgsmål, kan inddrages under et gruppesøgsmål.

Dernæst skal retten være stedlig og saglig kompetent med hensyn til mindst ét af kravene (ikke nødvendigvis det samme krav), jf. nr. 3 og 4. Det er sagsøgeren, der har valgretten med hensyn til, ved hvilken af flere kompetente retter gruppesøgsmålet skal anlægges. Henvisning til anden ret mod sagsøgerens protest kan som udgangspunkt kun ske, hvis der for intet kravs vedkommende foreligger stedlig kompetence, eller hvis der for intet kravs vedkommende foreligger saglig kompetence, hos den pågældende ret. Efter det foreslåede § 254 e, stk. 4, bestemmer retten imidlertid, hvilke krav der skal være omfattet af gruppesøgsmål. Hvis retten i medfør af denne bestemmelse udelukker krav fra gruppesøgsmålet, og der herefter ikke indgår noget krav i sagen, med hensyn til hvilket retten er stedlig kompetent, eller der ikke indgår noget krav i sagen, med hensyn til hvilket retten er saglig kompetent, kan gruppesøgsmålet henvises til rette domstol. Endvidere foreslås der en særlig mulighed for henvisning af hele sagen til en anden domstol, jf. nedenfor om stk. 2.

Desuden er der som noget helt centralt den betingelse, at gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, jf. nr. 5. Dette indebærer, at gruppesøgsmål er subsidiært i forhold til andre muligheder for at behandle kravene på.

Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den bedste måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet sammenlignes med realistiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen skal derfor foretages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags konkrete omstændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt eller bedre under individuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet efter reglerne i retsplejelovens § 250 eller § 254, kan der ikke anlægges gruppesøgsmål om kravene. Ved denne vurdering indgår også, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan tages hensyn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde end som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, f.eks. som biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål.

Herudover er det en betingelse, at gruppemedlemmerne – dvs. de personer, som kravene tilkommer – kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, jf. nr. 6. Retten vil skulle foretage en skønsmæssig vurdering af, om underretningen kan ske på en sådan måde, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at de berørte får et sådant kendskab til sagen, at de har det fornødne grundlag for at tage stilling til, om de ønsker at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. herved også bemærkningerne til de foreslåede § 254 d, stk. 1, og § 254 e, stk. 9.

Endelig er det efter nr. 7 en ufravigelig betingelse, at der kan udpeges en grupperepræsentant til at repræsentere gruppemedlemmerne under gruppesøgsmålet. De nærmere regler om grupperepræsentanten fremgår af den foreslåede § 254 c.

Stk. 2 angår de situationer, hvor retten ikke har saglig kompetence til at behandle alle kravene under en selvstændig sag. Retten kan i så fald henvise sagen til en anden domstol, der har saglig kompetence til at behandle mindst ét krav. Retten kan imidlertid også – og det vil formentlig blive den praktiske hovedregel – vælge at fortsætte behandlingen af gruppesøgsmålet, selv om retten for nogle kravs vedkommende ikke ville have kunnet behandle dem under en selvstændig sag. Henvisningsmuligheden tager navnlig sigte på tilfælde, hvor gruppesøgsmålet overordnet set må siges at høre under én domstols saglige kompetence, men hvor det ikke desto mindre har været muligt at indbringe gruppesøgsmålet for en anden domstol, fordi gruppesøgsmålet også omfatter krav, der hører under den anden domstols saglige kompetence. Dette vil formentlig være sjældent forekommende efter de nye regler om retternes saglige kompetence, som gælder fra den 1. januar 2007, jf. lov nr. 538 af 8. juni 2006.

Stk. 2 giver kun mulighed for enten at fortsætte behandlingen af gruppesøgsmålet eller at henvise hele sagen til en anden domstol. Retten kan ikke i medfør af stk. 2 henvise enkelte krav til en anden domstol.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 c

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens vegne, og at grupperepræsentanten udpeges af retten, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt.

Bestemmelsen indeholder i stk. 1, 3. pkt., regler om, hvem retten kan udpege som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål med tilmelding.

Et medlem af gruppen – dvs. en person, hvis krav er omfattet af gruppesøgsmålet – kan udpeges som grupperepræsentant, jf. nr. 1.

Det samme gælder foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, jf. nr. 2. Som eksempler kan nævnes organisationer, der har til formål at varetage forbrugerinteresser, og organisationer, der har til formål at varetage medlemmernes erhvervsmæssige interesser.

Endvidere kan en offentlig myndighed udpeges til grupperepræsentant, når myndigheden ved lov er bemyndiget til det, jf. nr. 3. For at en offentlig myndighed kan udpeges som grupperepræsentant, skal dette således konkret være fastsat i lovgivningen om den pågældende myndighed. Det foreslås med dette lovforslag, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpeges som grupperepræsentant, jf. lovforslagets §§ 4-7.

Det foreslås i stk. 2 , at kun en offentlig myndighed skal kunne udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål efter frameldingsmeldingsmodellen. Myndigheden skal ved lov være bemyndiget til at kunne udpeges som grupperepræsentant, og som nævnt foreslås det med dette lovforslag, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpeges som grupperepræsentant.

Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen, jf. stk. 3. Heri ligger navnlig, at grupperepræsentanten har en sådan økonomisk eller ideel interesse i sagen, at grupperepræsentanten kan forventes at have den fornødne motivation til at fremme gruppemedlemmernes interesser under sagen. Endvidere må det kræves, at grupperepræsentanten råder over tilstrækkelige økonomiske midler, herunder eventuelt i kraft af retshjælpsforsikringsdækning eller fri proces, til at gennemføre retssagen på betryggende måde.

Derimod er det ikke noget krav, at grupperepræsentanten er i stand til på egen hånd at føre retssagen, hvis grupperepræsentanten kan og vil antage en professionel rettergangsfuldmægtig (en advokat) til at føre sagen. I øvrigt gælder retsplejelovens § 259, stk. 2, om advokatpålæg også for gruppesøgsmål. Hvis det ikke er muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at grupperepræsentanten er bistået af en advokat, kan retten således pålægge grupperepræsentanten at lade sagen udføre af en advokat. Da gruppesøgsmål normalt vil stille store krav til grupperepræsentanten, må det forventes, at grupperepræsentanter, der ikke selv er advokater, offentlige myndigheder, større foreninger eller i øvrigt på anden måde har professionel erfaring med retssager, vil lade sagen udføre af en advokat, og at der, hvis dette ikke skulle være tilfældet, jævnligt vil være grundlag for at meddele et advokatpålæg.

De krav, der stilles til en grupperepræsentant, kan variere og vil bl.a. afhænge af gruppesøgsmålets karakter og kompleksitet.

Betingelserne i stk. 1, 3. pkt., for at kunne udpeges til grupperepræsentant i et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen skal være opfyldt ved sagens anlæg, og adgangen til at være grupperepræsentant ophører ikke alene af den grund, at der efterfølgende sker ændringer i disse forhold, jf. stk. 4. Dette indebærer navnlig, at en person, der ved sagens anlæg var medlem af gruppen – dvs. hvis krav var omfattet af sagen – kan udpeges til henholdsvis fortsætte som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål med tilmelding, selv om den pågældendes krav efterfølgende indfris eller overdrages til tredjemand.

Noget andet er, at grupperepræsentanten under alle omstændigheder efter stk. 3 skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen, og ved rettens vurdering af, om denne betingelse er opfyldt, kan det bl.a. indgå, at den pågældende ikke længere har nogen personlig økonomisk interesse i sagens udfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 d

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om anlæg af gruppesøgsmål.

Et gruppesøgsmål anlægges efter stk. 1, 1. pkt., ligesom andre retssager ved indlevering af stævning til retten, jf. retsplejelovens § 348. Stævningen kan efter 2. pkt. indleveres af enhver, der efter de foreslåede regler i § 254 c, stk. 1, kan udpeges som grupperepræsentant. Stævningen kan således indleveres af ethvert medlem af gruppen eller af en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller af en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til at kunne udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål.

Stævningen skal opfylde de krav, som fremgår af retsplejelovens § 348 og skal efter 3. pkt. herudover indeholde en beskrivelse af gruppen ( nr. 1 ), oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen ( nr. 2 ) og et forslag til grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet ( nr. 3 ).

Kravet om en beskrivelse af gruppen følger for så vidt allerede af, at stævningen efter retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 3 og 4 (som affattet fra den 1. januar 2007, jf. lov nr. 538 af 8. juni 2006), skal indeholde sagsøgerens påstand og en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes. Da det særlige ved gruppesøgsmål netop er, at krav, der tilkommer en gruppe af personer, behandles, uden at de pågældende er parter i sagen, er det dog fundet hensigtsmæssigt at angive udtrykkeligt i loven, at stævningen skal indeholde en beskrivelse af gruppen.

Kravet om oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen, skal ses i sammenhæng med, at en af betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål er, at gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, jf. forslaget til § 254 b, stk. 1, nr. 6. For at retten kan vurdere, om denne betingelse er opfyldt, er det nødvendigt, at stævningen indeholder oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen.

I nogle tilfælde vil sagsøgeren kunne vedlægge en liste med navne og adresser, herunder eventuelt e-postadresser, på gruppens medlemmer. I andre tilfælde vil sagsøgeren kunne oplyse om, at gruppemedlemmerne har bopæl i et nærmere angivet lokalområde, og at de f.eks. vil kunne underrettes gennem et annonceindlæg i en nærmere angivet husstandsomdelt lokalavis.

Andre identifikations- og underretningsmuligheder kan tænkes. Hvis kravet udspringer af anvendelse af receptpligtig medicin, kan man f.eks. forestille sig, at underretningen kan foretages ved individuelt brev på grundlag af registeroplysninger om, hvem der har fået ordineret det pågældende lægemiddel. Det bemærkes i den forbindelse, at persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, giver mulighed for behandling af følsomme personoplysninger, hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Det er ikke muligt på forhånd at give en udtømmende opregning af, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen. Det afgørende er, at det påhviler sagsøgeren (og ikke retten) at fremskaffe oplysninger om, hvordan denne identificering og underretning kan ske. Er stævningens oplysninger herom mangelfulde, kan retten give sagsøgeren en frist til afhjælpe manglen (jf. nedenfor om stk. 2), men hvis fyldestgørende oplysninger ikke fremkommer, må gruppesøgsmålet afvises.

Når retten fra sagsøgeren har modtaget fyldestgørende oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen, har retten det fornødne grundlag for at tage stilling til, om identificeringen og underretningen kan ske på en hensigtsmæssig måde, jf. forslaget til § 254 b, stk. 1, nr. 6.

Kravet om angivelse af et forslag til grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet, skal ses i sammenhæng med, at en af betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål er, at der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 b, stk. 1, nr. 7.

Stk. 2 gør reglerne i retsplejelovens § 349 anvendelige, hvis stævningen ikke opfylder kravene i stk. 1 og herefter er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling. Retsvirkningen er således, at sagen afvises ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren, jf. § 349, stk. 1, 1. pkt., idet retten dog kan indrømme sagsøgeren en frist til at afhjælpe mangler, jf. § 349, stk. 2. Efter sagsøgerens anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse, jf. § 349, stk. 1, 3. pkt.

Rettens afgørelse om afvisning på grund af mangler ved stævningen kan kæres af den, der har anlagt sagen, efter retsplejelovens almindelige regler. Er sagen anlagt ved byretten, kan afvisningen således kæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 389. Er sagen anlagt ved Sø- og Handelsretten, kan afvisningen derimod kun kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 392.

I øvrigt er en afvisning på grund af mangler ved stævningen ikke til hinder for, at sagen anlægges igen ved en ny stævning, hvor manglerne er afhjulpet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 e

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om udpegning og udskiftning af grupperepræsentant, om sikkerhedsstillelse, om fastlæggelse af rammerne for gruppesøgsmålet, om underretning af gruppemedlemmerne om sagen og om disses tilmelding til henholdsvis framelding fra gruppesøgsmålet.

Stk. 1 og 3 angår udpegning af grupperepræsentant. Stk. 1 angår den første udpegning af grupperepræsentant, og stk. 3 angår senere udskiftning af grupperepræsentanten. Grupperepræsentanten skal opfylde kravene efter den foreslåede § 254 c.

Retten vil normalt udpege sagsøgeren som grupperepræsentant, hvis denne opfylder kravene efter den foreslåede § 254 c og har foreslået sig selv som grupperepræsentant, jf. det foreslåede § 254 d, stk. 1, nr. 3. Retten har imidlertid mulighed for at udpege en anden grupperepræsentant end sagsøgeren og kan også af egen drift ved henvendelse til gruppemedlemmer, modparten eller andre søge oplyst, om der findes mere egnede kandidater.

Valget mellem flere mulige grupperepræsentanter vil i givet fald skulle tage afsæt i, at grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen, jf. forslaget til § 254 c, stk. 3. I givet fald bør retten således udpege den, der efter en samlet vurdering må antages bedst at være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser. I vurderingen vil bl.a. kunne indgå, om den pågældende (f.eks. en forening) er repræsentativ i forhold til kravene i sagen (f.eks. i kraft af de berørte personers medlemskab af den pågældende forening).

Ved at udpege en grupperepræsentant fastslår retten samtidig implicit, at betingelserne for behandling af kravene efter reglerne om gruppesøgsmål er opfyldt.

Ud over de foreslåede krav til stævningen, jf. forslaget til § 254 d, foreslås der ikke nærmere regler om grundlaget for rettens beslutning om at udpege en grupperepræsentant og dermed implicit godkende sagen som gruppesøgsmål eller om fremgangsmåden i forbindelse med denne beslutning.

Det er således overladt til rettens skøn i den konkrete sag, hvilke processkridt retten finder behov for at foretage, før retten enten udpeger en grupperepræsentant og dermed godkender sagen som gruppesøgsmål eller afviser sagen.

Retten kan udpege en grupperepræsentant og dermed godkende sagen som gruppesøgsmål alene på grundlag af stævningen.

Retten kan imidlertid også, hvis det findes hensigtsmæssigt, anmode sagsøgeren om yderligere oplysninger til belysning af, om betingelserne for, at kravene kan behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, er opfyldt. Dette gælder også, når stævningen opfylder kravene i retsplejelovens § 348 og den foreslåede § 254 d, således at der ikke vil være mulighed for at afvise sagen på grund af mangler ved stævningen. Efterkommer sagsøgeren ikke rettens anmodning om yderligere oplysninger, må retten træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Er det på dette grundlag tvivlsomt, om betingelserne for behandling efter reglerne om gruppesøgsmål er opfyldt, bør sagen afvises under henvisning hertil, dvs. fordi betingelserne efter den foreslåede § 254 b ikke er opfyldt.

Retten kan endvidere, hvis det findes hensigtsmæssigt, give modparten, gruppemedlemmer eller andre adgang til at udtale sig, før retten tager stilling til, om sagen kan godkendes som gruppesøgsmål.

Afgørelsen om at udpege en grupperepræsentant kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler af den, der har anlagt sagen, hvis retten har udpeget en anden som grupperepræsentant end den foreslåede. Afgørelsen kan ikke kæres af andre. Den, der har anlagt sagen, kan endvidere anke en dom om afvisning af sagen, fordi betingelserne for behandling af kravene efter reglerne om gruppesøgsmål ikke er opfyldt.

Afgørelsen om at udpege en grupperepræsentant er samtidig udtryk for, at retten godkender sagen som gruppesøgsmål. Denne afgørelse – men ikke afgørelsen af, hvilken person der i givet fald skal være grupperepræsentant – kan efter retsplejelovens almindelige regler kæres af gruppens modpart.

Der kan kun udpeges en grupperepræsentant, som er villig til at påtage sig hvervet. Når grupperepræsentanten først har ladet sig udpege, kan grupperepræsentanten imidlertid ikke senere frasige sig hvervet. Dette gælder også i tilfælde af appel.

Efter stk. 3 kan retten imidlertid udpege en ny grupperepræsentant, hvis det er påkrævet. Ét af de elementer, der kan indgå i rettens vurdering af, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant, vil være, om grupperepræsentanten på grund af modvilje mod at fortsætte som grupperepræsentant ikke længere opfylder betingelsen om at være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen, jf. forslaget til § 254 c, stk. 3.

Det bør imidlertid have undtagelsens karakter, at grupperepræsentanten udskiftes, og bestemmelsen er derfor formuleret således, at det skal være påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant. Ved vurderingen af, om en udskiftning af grupperepræsentanten er påkrævet, må der tages udgangspunkt i det grundlæggende krav efter den foreslåede regel i § 254 c, stk. 3, hvorefter grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen.

En udskiftning af grupperepræsentanten kan således navnlig være påkrævet, hvis gruppererepræsentanten ikke er i stand til at føre retssagen på forsvarlig måde, og problemet ikke kan afhjælpes ved et advokatpålæg efter retsplejelovens § 259, stk. 2. En udskiftning af grupperepræsentanten kan også være påkrævet, hvis det viser sig, at grupperepræsentanten og en betydelig del af gruppemedlemmerne har modstridende interesser. I den forbindelse vil gruppemedlemmernes synspunkter have betydning. Hvis et stort flertal af gruppemedlemmerne over for retten tilkendegiver, at grupperepræsentanten ikke eller ikke længere har deres tillid, kan en udskiftning af grupperepræsentanten være påkrævet allerede af den grund.

Retten kan udpege en ny grupperepræsentant efter anmodning eller af egen drift. Retten kan f.eks. blive opmærksom på et muligt behov for at udpege en ny grupperepræsentant på grund af den måde, grupperepræsentanten fører retssagen på, eller fordi grupperepræsentanten selv ytrer ønsker om at stoppe som grupperepræsentant, eller på grundlag af henvendelser fra modparten eller medlemmer af gruppen. Anledningen til, at gruppemedlemmer henvender sig til retten om udskiftning af grupperepræsentanten, kan f.eks. være, at de har modtaget underretning efter det foreslåede § 254 g, stk. 1.

I et gruppesøgsmål med tilmelding skal retten tage stilling til, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant, hvis mindst halvdelen af de gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, anmoder herom, og anmodningen er ledsaget af et forslag til ny grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet, jf. stk. 3, 2. pkt. I denne situation er retten således forpligtet til at tage stilling til, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant, men retten er ikke afskåret fra (af egen drift) at tage spørgsmålet herom op på grundlag af en anmodning fra færre end halvdelen af gruppemedlemmerne. En tilsvarende regel om rettens pligt til at reagere på en anmodning fra en vis andel af gruppemedlemmerne kan i sagens natur ikke opstilles for gruppesøgsmål med framelding, og gruppemedlemmerne i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen kan derfor ikke på samme måde »tvinge« retten til at tage stilling til, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant. Men også i gruppesøgsmål med framelding vil retten af egen drift – eventuelt på baggrund af henvendelser fra gruppemedlemmer – kunne tage spørgsmålet op.

Der foreslås ikke nærmere regler om grundlaget for rettens beslutning om at udpege en ny grupperepræsentant eller om fremgangsmåden i forbindelse med denne beslutning. Det er således overladt til rettens skøn i den konkrete sag, hvilke processkridt retten finder behov for at foretage, før retten beslutter, om der skal udpeges en ny grupperepræsentant.

Retten bør naturligvis altid give den hidtidige grupperepræsentant adgang til at udtale sig, før retten i givet fald udpeger en ny grupperepræsentant. Herudover kan retten, hvis det findes hensigtsmæssigt, give modparten, gruppemedlemmer eller andre adgang til at udtale sig, før retten tager stilling til, om der skal udpeges en ny grupperepræsentant.

En ny grupperepræsentant skal opfylde kravene i den foreslåede § 254 c. En ny grupperepræsentant skal endvidere opfylde krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, hvis retten efter § 254 e, stk. 2, træffer bestemmelse herom. Retten kan ikke fratage den hidtidige grupperepræsentant hvervet som grupperepræsentant uden samtidig at udpege en ny grupperepræsentant. Grupperepræsentanten kan derfor kun udskiftes, hvis der kan findes en afløser, der opfylder de nævnte krav, og som er villig til at påtage sig hvervet som grupperepræsentant.

En afgørelse om udpegning af en ny grupperepræsentant kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler af den hidtidige grupperepræsentant og af ethvert gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet. I de tilfælde, hvor retten efter 3. pkt. er forpligtet til at tage stilling til, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant, kan også den, der er bragt i forslag som ny grupperepræsentant, efter retsplejelovens almindelige regler kære rettens afgørelse om ikke at udpege en ny grupperepræsentant.

Hvervet som grupperepræsentant er personligt, og en grupperepræsentant, der er medlem af gruppen, ophører ikke med at være grupperepræsentant alene af den grund, at den pågældendes krav indfris eller overdrages til tredjemand, jf. herved også forslaget til § 254 c, stk. 4, og bemærkningerne hertil. En tredjemand, der får grupperepræsentantens krav overdraget, indtræder derfor heller ikke som grupperepræsentant, medmindre retten udpeger den pågældende som ny grupperepræsentant i medfør af den foreslåede regel i § 254 e, stk. 3.

Hvervet som grupperepræsentant overgår heller ikke automatisk til grupperepræsentantens dødsbo eller konkursbo. Dør grupperepræsentanten, eller går en grupperepræsentant, der er en juridisk person, konkurs, bør retten om muligt udpege en ny grupperepræsentant. Det er ikke udelukket, at dødsboet eller konkursboet kan udpeges som ny grupperepræsentant, hvis det opfylder betingelserne efter den foreslåede § 254 c. Lykkes det ikke at udpege en ny grupperepræsentant, hæver retten sagen, da der i så fald ikke længere er nogen grupperepræsentant og et gruppesøgsmål ikke kan gennemføres uden grupperepræsentant.

Hæves sagen, har gruppemedlemmerne mulighed for hver især at videreføre sagen om deres eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. forslaget til § 254 g, stk. 2.

Det foreslås i stk. 2 , at retten skal kunne bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes i givet fald af retten, jf. 2. pkt. Stilles sikkerheden ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsentant, afvises sagen, jf. 3. pkt. Retten kan træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse efter anmodning fra modparten eller af egen drift. Ved afgørelsen af, om der skal kræves sikkerhedsstillelse, bør der navnlig tages hensyn til, om sagsomkostningerne må forventes at blive væsentligt større end i et individuelt søgsmål. Hvis sagsomkostningerne kan blive meget store, bør der således normalt kræves sikkerhedsstillelse. Sikkerhedsstillelse vil dog være ufornøden, hvis grupperepræsentanten åbenbart vil være i stand til at betale pålagte sagsomkostninger. Spørgsmålet om sikkerhedsstillelse vil derfor i praksis kun have betydning for grupperepræsentanter som nævnt i § 254 c, stk. 1, 3. pkt., nr. 1 og 2 (medlemmer af gruppen og foreninger mv.).

Retten skal i givet fald træffe beslutning om sikkerhedsstillelse og om dennes art og størrelse i forbindelse med udpegningen af grupperepræsentanten og/eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8. Retten kan således træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse i forbindelse med udpegningen og lade denne afgørelse stå ved magt også efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet. Retten kan også undlade at træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse i forbindelse med udpegningen af grupperepræsentanten, men træffe sådan bestemmelse efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet. Retten kan endvidere efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig søgsmålet ændre en afgørelse om sikkerhedsstillelse, som tidligere er truffet i forbindelse med udpegningen af grupperepræsentanten. Retten kan i den forbindelse både forhøje og nedsætte sikkerhedens størrelse og kan også helt ophæve kravet om sikkerhedsstillelse.

Stilles sikkerheden ikke, og er der ingen anden, som kan udpeges som grupperepræsentant, må gruppesøgsmålet afvises. Opstår spørgsmålet om afvisning efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, skal gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, først underrettes efter den foreslåede regel i § 254 g, stk. 1. En sådan underretning giver gruppemedlemmerne mulighed for, hvis de ønsker det, at bidrage til sikkerhedsstillelsen eller eventuelt at foreslå en anden grupperepræsentant, som vil være i stand til at stille sikkerhed, eller som ikke vil blive afkrævet sikkerhedsstillelse.

Hvis et gruppesøgsmål efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet afvises på grund af manglende eller utilstrækkelig sikkerhedsstillelse fra grupperepræsentanten, kan gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, hver især vælge at indtræde som part for så vidt angår sit eget krav og videreføre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. den foreslåede regel i § 254 g, stk. 2.

Stk. 4 angår rammerne for gruppesøgsmålet. Retten tillægges med denne bestemmelse en vid skønsmæssig beføjelse til at bestemme, hvilke krav der skal være omfattet af gruppesøgsmålet.

1. pkt. angår den fastlæggelse af rammerne for gruppesøgsmålet, dvs. afgørelsen om, hvilke krav der skal være omfattet af gruppesøgsmålet, som finder sted i forbindelse med, at retten udpeger en grupperepræsentant og dermed godkender sagen som gruppesøgsmål. Retten behøver ikke at fastlægge rammerne for gruppesøgsmålet samtidig med, at retten udpeger en grupperepræsentant. Retten har således bl.a. mulighed for at drøfte spørgsmålet med den udpegede grupperepræsentant, før retten fastlægger rammerne for gruppesøgsmålet. Rammerne for gruppesøgsmålet skal imidlertid fastlægges, før der åbnes for, at gruppemedlemmerne kan tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet.

Ved fastlæggelsen af rammerne for gruppesøgsmålet må retten naturligvis tage udgangspunkt i stævningen og desuden sikre sig, at gruppesøgsmålet afgrænses således, at det opfylder kravene i den foreslåede § 254 b, herunder at gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, og at gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde.

Rettens afgørelse efter 1. pkt. om, hvilke krav der skal være omfattet af gruppesøgsmålet, kan kæres af grupperepræsentanten og gruppens modpart efter retsplejelovens almindelige regler.

Gruppemedlemmerne kan derimod ikke kære rettens afgørelse efter 1. pkt. om, hvilke krav der skal være omfattet af gruppesøgsmålet. Heller ikke personer, der i kraft af rettens afgrænsning af gruppesøgsmålet er blevet udelukket fra at få deres krav behandlet under dette, kan kære afgørelsen.

Som udgangspunkt bør gruppesøgsmålet fortsætte inden for de rammer, som er fastlagt forud for gruppemedlemmernes tilmelding til henholdsvis framelding fra gruppesøgsmålet. Efter 2. pkt. kan retten dog senere træffe anden afgørelse, hvis det er påkrævet. Ved vurderingen af, om en ændring af rammerne for gruppesøgsmålet er påkrævet, bør retten navnlig lægge vægt på, om gruppesøgsmål ikke længere kan antages at være den bedste måde at behandle kravene på.

Retten kan dog også tillægge det betydning, hvis et gruppemedlem nu ønsker at indtræde som part og selv føre sagen vedrørende sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål. Gruppemedlemmer, der er omfattet af et gruppesøgsmål, er sidestillet med parter i relation til litispendens, dvs. i relation til, at når der verserer retssag mellem to parter om et spørgsmål, kan der ikke anlægges ny retssag mellem de samme to parter om det samme spørgsmål. Et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan derfor kun indtræde som part og selv føre sagen vedrørende sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål, hvis retten i medfør af 2. pkt. bestemmer, at det pågældende gruppemedlems krav ikke længere skal være omfattet af gruppesøgsmålet.

En ændring efter 2. pkt. kan både indskrænke og udvide rammerne for gruppesøgsmålet. Indskrænkes rammerne for gruppesøgsmålet, kan et gruppemedlem, hvis krav udelukkes fra gruppesøgsmålet, indtræde som part med hensyn til sit eget krav og videreføre denne del af sagen efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. forslaget til § 254 g, stk. 2, 2. pkt. Udvides rammerne for gruppesøgsmålet, fastsætter retten efter § 254 e, stk. 6 eller 8, en frist for tilmelding henholdsvis framelding for så vidt angår de krav, som gruppesøgsmålet er blevet udvidet til også at omfatte, og de personer, som kravene tilkommer, skal underrettes efter § 254 e, stk. 9.

Rettens afgørelser efter 2. pkt. kan kæres af grupperepræsentanten og modparten efter retsplejelovens almindelige regler. En afgørelse, hvorved et gruppemedlems krav udelukkes af gruppesøgsmålet, kan endvidere kæres af det pågældende gruppemedlem. I øvrigt kan rettens afgørelse efter 2. pkt. ikke kæres af gruppemedlemmerne og heller ikke af potentielle gruppemedlemmer, dvs. personer, som ville få mulighed for at tilmelde sig gruppesøgsmålet, hvis retten udvidede rammerne for gruppesøgsmålet.

Stk. 5 fastsætter, hvilke gruppemedlemmer der bliver omfattet af et gruppesøgsmål. Et gruppesøgsmål omfatter normalt alene gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet og i givet fald stillet en af retten fastsat sikkerhed for sagsomkostninger, jf. herved betingelserne i stk. 6 og 7. Retten kan dog efter grupperepræsentantens anmodning bestemme, at et gruppesøgsmål skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet, såfremt kravene ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, og det må antages, at et gruppesøgsmål med tilmelding ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på, jf. herved betingelserne i stk. 8.

Stk. 6 fastslår rettens kompetence til at træffe bestemmelse om tilmelding til et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen. Efter 1. pkt. fastsætter retten en frist for tilmelding til gruppesøgsmålet. Fristen bør i almindelighed fastsættes til en bestemt dato og altså ikke til et vist tidsrum efter en nærmere angiven begivenhed, f.eks. underretning om sagen. Ved fastsættelsen af fristen må retten derfor have overvejet, hvordan gruppemedlemmerne bør underrettes om sagen, jf. nedenfor om stk. 9, således at der kan afsættes et rimeligt tidsrum for gruppemedlemmerne til hver især at overveje, om de vil tilmelde sig gruppesøgsmålet.

I almindelighed vil fristen kunne sættes til 4-8 uger efter det tidspunkt, hvor gruppemedlemmerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen, hvis underretningen sker ved individuel meddelelse til det enkelte gruppemedlem. I andre tilfælde vil fristen i almindelighed kunne sættes til 2-3 måneder efter det tidspunkt, hvor gruppemedlemmerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen. Om fristen bør sættes i den lave ende eller den høje ende af de nævnte intervaller, vil bl.a. afhænge af sagens karakter. Fristen bør således være længere, hvis kravene i sagen er komplicerede eller har vidererækkende betydning for det enkelte gruppemedlem, end hvis kravene i sagen er enkle og har mindre betydning for det enkelte gruppemedlem.

Hvis der er større usikkerhed om, hvornår gruppemedlemmerne kan antages at ville have modtaget underretning om sagen, kan retten eventuelt vente med at fastsætte tilmeldingsfristen, indtil der foreligger en nærmere afklaring heraf. Blot må tilmeldingsfristen være fastsat, før underretningen iværksættes, da tilmeldingsfristen skal fremgå af underretningen.

Under hensyn til de retsvirkninger, der er forbundet med en tilmelding til et gruppesøgsmål, foreslås det, at tilmeldingen skal ske ved skriftlig meddelelse. Samtidig bør det dog være enkelt at tilmelde sig et gruppesøgsmål, og hvis underretningsformen giver mulighed for det, jf. herom stk. 9, bør underretningen derfor vedlægges en tilmeldingsblanket, som blot skal udfyldes med personlige data, underskrives og indsendes. Endvidere forudsættes det, at tilmeldingen kan ske ved digital kommunikation, jf. herved for domstolenes vedkommende retsplejelovens § 148 a (der dog endnu ikke er sat i kraft).

Rettens afgørelse om fristen for tilmelding kan kæres af grupperepræsentanten og modparten efter retsplejelovens almindelige regler. Derimod kan gruppemedlemmerne ikke kære afgørelsen.

Retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske, jf. stk. 6, 2. pkt. I almindelighed vil det være naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til grupperepræsentanten.

Efter 3. pkt. kan retten undtagelsesvis tillade, at tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det. Denne dispensationsmulighed bør anvendes restriktivt. Formelt set giver bestemmelsen mulighed for at tillade tilmelding helt frem til sagens optagelse til dom, men hovedanvendelsesområdet vil være mindre fristoverskridelser, hvor det er undskyldeligt, at tilmeldingen ikke er kommet frem inden fristens udløb, og relativt mindre fristoverskridelser, hvor et gruppemedlem ikke i tide har været opmærksom på gruppesøgsmålet og tilmeldingsfristen, eventuelt fordi underretning af gruppemedlemmerne helt eller delvis er sket ved offentlig bekendtgørelse. Hensynet til den, der har tilmeldt sig for sent, må dog afvejes over for hensynet til modparten og til andre gruppemedlemmer. I grænsetilfælde kan det således også tillægges betydning, om grupperepræsentanten og modparten er indforstået med den sene tilmelding.

En særlig situation foreligger dog, hvis der fra før tilmeldingsfristens udløb har verseret individuelt søgsmål om det pågældende krav, idet der i så fald allerede er foretaget fristafbrydende rettergangsskridt vedrørende kravet. Hvis den, kravet tilkommer, ønsker at hæve det individuelle søgsmål og i stedet tilmelde sig gruppesøgsmålet, bør retten normalt tillade tilmeldingen, medmindre den sene tilmelding vil medføre væsentlig ulempe for behandlingen af gruppesøgsmålet.

Det bemærkes, at formålet med adgangen til at dispensere fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet ikke er at give mulighed for at gennemføre krav, efter at en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg er udløbet. Er en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg udløbet på det tidspunkt, hvor retten modtager anmodningen om at dispensere fra den almindelige frist for at tilmelde sig gruppesøgsmålet, kan der således ikke dispenseres fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet, idet en imødekommelse af anmodningen vil bringe kravet ind under gruppesøgsmålets fristafbrydende virkning, der regnes fra sagens anlæg.

Rettens afgørelse om at tillade eller ikke tillade tilmelding efter udløbet af den frist, som er fastsat i medfør af 1. pkt., kan kæres af grupperepræsentanten, modparten og det gruppemedlem, der anmoder om tilladelse til at tilmelde sig efter fristens udløb.

Stk. 7 giver mulighed for at betinge tilmelding til gruppesøgsmålet af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for sagsomkostninger. Krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger vil navnlig være relevant, hvis gruppemedlemmets krav har en vis størrelse. Hvis kravet derimod er beskedent, bør der ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse. Det er ikke udelukket, at nogle gruppemedlemmer afkræves sikkerhedsstillelse, mens andre ikke afkræves sikkerhedsstillelse.

Den underretning af gruppemedlemmerne, som skal foretages efter stk. 9, skal bl.a. indeholde oplysning om rettens eventuelle bestemmelser om sikkerhedsstillelse.

Når retten i et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen har bestemt, at et gruppemedlem skal stille sikkerhed for sagsomkostninger for at kunne tilmelde sig gruppesøgsmålet, behøver sikkerheden ikke at være stillet inden fristen efter stk. 6 for at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Tilmelding skal være sket inden fristen efter stk. 6, og herefter skal gruppemedlemmet stille den af retten fastsatte sikkerhed for sagsomkostninger. Stilles sikkerheden ikke, omfattes det pågældende gruppemedlem ikke af gruppesøgsmålet.

Gruppemedlemmer, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen, er dog fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger. Gruppemedlemmet må dog selv stille en del af den krævede sikkerhed for sagsomkostninger, hvis forsikringen har en selvrisiko, eller hvis sikkerhedsstillelsen overstiger forsikringens maksimum.

På samme måde er gruppemedlemmer, som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces i retsplejelovens § 325 (som affattet fra den 1. januar 2007, jf. lov nr. 554 af 24. juni 2005), fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, hvis gruppesøgsmålet opfylder de materielle betingelser for fri proces i retsplejelovens §§ 327-329 (som affattet fra den 1. januar 2007, jf. samme lov). Gruppemedlemmerne skal opfylde de økonomiske betingelser, selv om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i § 329.

Gruppemedlemmerne kan ikke selv søge om fri proces efter reglerne i § 325, jf. §§ 327 og 328, eller § 329. Ønsker et gruppemedlem at ansøge om fri proces, må gruppemedlemmet i stedet anlægge et individuelt søgsmål. Dette gælder dog ikke for et gruppemedlem, der er udpeget til grupperepræsentant. En grupperepræsentant kan således på normal vis søge om fri proces for de sagsomkostninger, der er forbundet med hvervet som grupperepræsentant.

Det er retten, der efter anmodning fra grupperepræsentanten skal vurdere, om et gruppesøgsmål opfylder betingelserne (for fri proces) i de sager, der er omfattet af § 327.

Samtidig foreslås det i stk. 7, 2. pkt. , at det i givet fald er grupperepræsentanten, der skal ansøge Civilstyrelsen om at få taget stilling til, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 328 eller 329 (om fri proces).

Finder retten, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelserne i § 327, træffes afgørelsen ved en kendelse, der kan kæres af grupperepræsentanten, og finder Civilstyrelsen, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelserne i §§ 328 eller 329, kan Civilstyrelsens afgørelse påklages til Procesbevillingsnævnet af grupperepræsentanten inden 4 uger efter, at denne har fået meddelelse om afgørelsen, jf. stk. 7, 3. pkt.

I praksis skal grupperepræsentanten i givet fald ansøge om konstatering af, at de materielle betingelser for fri proces er opfyldt, inden der åbnes for, at gruppemedlemmerne kan tilmelde sig gruppesøgsmålet. Meddeles det efter ansøgning grupperepræsentanten, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i §§ 327, 328 eller 329, skal gruppemedlemmerne oplyses herom i underretningen om gruppesøgsmålet efter stk. 9. Herefter vil retten kunne fritage de gruppemedlemmer, der opfylder de økonomiske betingelser (for fri proces) i § 325, for at stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Det påhviler i givet fald det pågældende gruppemedlem over for retten at godtgøre, at gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces eller har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som helt eller delvist dækker omkostninger ved sagen.

At de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, vil normalt kunne dokumenteres ved at indlevere kopi af årsopgørelsen fra skattevæsenet samt afgive erklæring om, hvorvidt gruppemedlemmet er enlig eller samlevende (med ægtefælle eller ugift samlevende) og om antallet af børn under 18 år, som forsørges af gruppemedlemmet. Er gruppemedlemmet samlevende, må der også indleveres kopi af ægtefællens/samleverens årsopgørelse.

Det forudsættes, at der ved afgørelsen af, om de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, ikke på samme måde som ved en ansøgning om fri proces skal foretages en vurdering af, om omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag, og at der således ikke ved afgørelsen skal tages hensyn til, at omkostningerne ved sagen i sagens natur vil være delt mellem flere.

At gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen, bør normalt dokumenteres ved et brev fra forsikringsselskabet.

Det skal understreges, at retten – hvis retten i øvrigt finder grundlag herfor, jf. ovenfor – skal træffe bestemmelse om, at tilmelding til gruppesøgsmålet er betinget af, at der stilles sikkerhed for sagsomkostninger med et nærmere angivet beløb, uden at der i den forbindelse tages hensyn til, om gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for fri proces eller har retshjælpsforsikringsdækning.

Dette skyldes ikke kun det praktiske forhold, at retten meget muligt endnu ikke har været i kontakt med gruppemedlemmet og derfor ikke har noget kendskab til, om gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for fri proces eller har retshjælpsforsikringsdækning. Også i de tilfælde, hvor retten allerede måtte have modtaget dokumentation for, at gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for fri proces eller har retshjælpsforsikringsdækning, skal retten – hvis retten i øvrigt finder grundlag herfor, jf. ovenfor – træffe en formel beslutning om, at tilmelding til gruppesøgsmålet er betinget af, at der stilles sikkerhed for sagsomkostninger med et nærmere angivet beløb.

Behovet for en formel beslutning om sikkerhedsstillelse skyldes, at en sådan beslutning har nogle retsvirkninger i relation til, om og i givet fald i hvilket omfang et gruppemedlem eller, når gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, statskassen kan pålægges at betale sagsomkostninger, jf. nærmere forslaget til § 254 f, stk. 3 og 4, og bemærkningerne hertil.

Rettens afgørelser om sikkerhedsstillelse kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler af grupperepræsentanten og modparten. Gruppens medlemmer kan derimod ikke kære afgørelser om sikkerhedsstillelse.

Sammenfattende vil sagsgangen i et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen således være, at retten som det første tager stilling til, om betingelserne efter den foreslåede § 254 b for at anlægge et gruppesøgsmål er opfyldt og i bekræftende fald udpeger en grupperepræsentant efter den foreslåede regel i § 254 e, stk. 1. Dernæst fastlægger retten rammerne for gruppesøgsmålet i medfør af den foreslåede regel i stk. 4, og retten kan pålægge grupperepræsentanten at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. den foreslåede regel i stk. 2. Retten fastsætter eventuelt, at tilmelding skal være betinget af sikkerhedsstillelse, og grupperepræsentanten ansøger i givet fald om godkendelse af, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne (for fri proces) i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, jf. herved det foreslåede stk. 7. Retten fastsætter en frist for tilmelding til gruppesøgsmålet, jf. den foreslåede regel i § 254 e, stk. 6, 1. pkt. Gruppemedlemmerne underrettes om sagen efter det foreslåede stk. 9.

Herefter tilmelder de gruppemedlemmer, der ønsker at være omfattet af gruppesøgsmålet, sig ved skriftlig erklæring til den, som retten har bestemt (normalt retten eller grupperepræsentanten), jf. de foreslåede regler i stk. 6, 1. og 2. pkt. Hvis retten har truffet bestemmelse om sikkerhedsstillelse som betingelse for tilmelding, skal de pågældende gruppemedlemmer enten stille sikkerheden eller godtgøre over for retten, at de har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller (i de tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om, at gruppesøgsmålet opfylder de materielle betingelser for fri proces) godtgøre over for retten, at de opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Sikkerhedsstillelse eller dokumentation for fritagelse herfor af de nævnte grunde behøver ikke at foreligge ved udløbet af fristen for at tilmelde sig gruppesøgsmålet, men hvis sikkerhedsstillelse eller dokumentation ikke fremkommer inden rimelig tid, afviser retten tilmeldingen. Retten kan fastsætte en frist for sikkerhedsstillelse eller aflevering af dokumentation for fritagelse for sikkerhedsstillelse.

Efter udløbet af fristen for at tilmelde sig gruppesøgsmålet kan retten eventuelt træffe afgørelse om – eller ændre en tidligere afgørelse om – at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. den foreslåede regel i § 254 e, stk. 2.

Herefter ligger det fast, hvem der er omfattet af gruppesøgsmålet, dvs. hvilke gruppemedlemmerne der omfattes af den bindende virkning (retskraft) af rettens afgørelser i sagen, og hvem der er grupperepræsentant, og sagens egentlige behandling efter retsplejelovens almindelige regler kan gå i gang, startende med, at sagsøgte pålægges at indlevere et svarskrift.

Sagsgangen i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen adskiller sig primært herfra ved, at retten i stedet fastsætter en frist for framelding fra gruppesøgsmålet, og at der ikke kan stilles krav om, at gruppemedlemmerne skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, og derfor heller ikke er behov for, at grupperepræsentanten ansøger om konstatering af, at gruppesøgsmålet opfylder de materielle betingelser for fri proces.

Stk. 8, 1. pkt. , fastsætter betingelserne for, at retten kan tillade et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, dvs. et gruppesøgsmål, der omfatter de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet.

Det er for det første en betingelse, at det er klart , at kravene i gruppesøgsmålet på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål. Denne betingelse vil være opfyldt, hvis kravene enkeltvis angår så små værdier eller interesser, at den berettigede i almindelighed ikke kan forventes at anlægge individuel retssag om sit krav. Betingelsen bør normalt kun anses for at være opfyldt, hvis det enkelte krav ikke overstiger ca. 2.000 kr. Betingelsen vil således som udgangspunkt være opfyldt, hvis den pågældendes udgifter og arbejde mv. med en individuel retssag vil være uforholdsmæssigt store i forhold til den mulige gevinst, hvis retssagen vindes. Ved sådanne individuelt »uprocesbare« krav kan det således under hensyntagen til procesrisikoen (dvs. risikoen for at tabe sagen) og ud fra en rent økonomisk betragtning i forhold til det konkrete krav, som sagen drejer sig om, ikke betale sig at anlægge et individuelt søgsmål om kravet. Dette forhindrer ikke, at visse sådanne retssager føres, eksempelvis fordi sagsøgeren forventer at drage økonomisk fordel af sagen på længere sigt, f.eks. i relation til andre mellemværender med samme modpart, eller fordi sagsøgeren vægter den »moralske gevinst« ved at opnå dom over modparten højere end den økonomiske tabsrisiko, som retssagen medfører. Som det fremgår af bestemmelsen, er det afgørende imidlertid, om kravene »almindeligvis« kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, og denne betingelse kan være opfyldt, selv om enkelte af de krav, gruppesøgsmålet angår, kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål.

For det andet er det en betingelse for at lade et gruppesøgsmål omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig søgsmålet, at et gruppesøgsmål med tilmelding ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på. Hvis kravene på en hensigtsmæssig måde kan behandles under et gruppesøgsmål med tilmelding, kan retten således ikke bestemme, at gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet. Det vil bero på en samlet vurdering af den enkelte sags konkrete omstændigheder, herunder navnlig antallet af berørte, om et gruppesøgsmål med tilmelding vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på. Kan kravene endvidere behandles lige så godt eller bedre under individuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet efter § 250 eller § 254, kan der overhovedet ikke anlægges gruppesøgsmål om kravene, jf. den foreslåede regel i § 254 b, stk. 1, nr. 5, hvorefter det er en betingelse for anlæg af et gruppesøgsmål, at gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på.

Som et eksempel på tilfælde, hvor betingelserne for at behandle sagen som et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen vil kunne være opfyldt, kan nævnes sager om krav fra et stort antal abonnenter hos et teleselskab under påberåbelse af, at teleselskabet i en periode har opkrævet en højere takst end hjemlet ved standardvilkår og lovgivning, og hvor den enkelte abonnents tilbagebetalingskrav kun udgør nogle få hundrede kroner. Et andet eksempel kunne være sager om krav fra et stort antal købere af en vare, der er solgt ved fjernsalg efter annoncering på internettet eller i et kuponhæfte el.lign., og som påstås at være mangelfuld, og hvor den enkelte købers krav (f.eks. om tilbagebetaling af købesummen, prisafslag eller erstatning) kun udgør få hundrede kroner.

Retten kan kun efter anmodning fra grupperepræsentanten bestemme, at et gruppesøgsmål skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet. Rettens beslutning herom må derfor afvente, at der er udpeget en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget hertil, som grupperepræsentant, jf. herved det foreslåede § 254 c, stk. 2. Såfremt en foreslået grupperepræsentant, der er en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til at kunne udpeges som grupperepræsentant, allerede før udpegningen som grupperepræsentant har anmodet om, at gruppesøgsmålet gennemføres efter frameldingsmodellen, kan retten dog samtidig med udpegningen af grupperepræsentanten træffe bestemmelse efter stk. 8.

Rettens afgørelse om, hvorvidt gruppesøgsmålet skal gennemføres efter frameldingsmodellen, kan kæres af grupperepræsentanten og modparten efter retsplejelovens almindelige regler. Derimod kan gruppemedlemmerne ikke kære afgørelsen.

2. pkt. fastslår, at retten fastsætter en frist for ved skriftlig meddelelse at framelde sig gruppesøgsmålet. Fristen bør i almindelighed fastsættes til en bestemt dato og altså ikke til et vist tidsrum efter en nærmere angiven begivenhed, f.eks. underretning om sagen. Ved fastsættelsen af fristen må retten derfor have overvejet, hvordan gruppemedlemmerne bør underrettes om sagen, jf. nedenfor om stk. 9, således at der kan afsættes et rimeligt tidsrum for gruppemedlemmerne til hver især at overveje, om de vil framelde sig gruppesøgsmålet.

I almindelighed vil fristen kunne sættes til 4-8 uger efter det tidspunkt, hvor gruppemedlemmerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen, hvis underretningen sker ved individuel meddelelse til det enkelte gruppemedlem. I andre tilfælde vil fristen i almindelighed kunne sættes til 2-3 måneder efter det tidspunkt, hvor gruppemedlemmerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen. Om fristen bør sættes i den lave ende eller den høje ende af de nævnte intervaller, vil bl.a. afhænge af sagens karakter. Fristen bør således være længere, hvis kravene i sagen er komplicerede eller har vidererækkende betydning for det enkelte gruppemedlem, end hvis kravene i sagen er enkle og har lille betydning for det enkelte gruppemedlem.

Hvis der er større usikkerhed om, hvornår gruppemedlemmerne kan antages at ville have modtaget underretning om sagen, kan retten eventuelt vente med at fastsætte frameldingsfristen, indtil der foreligger en nærmere afklaring heraf. Blot må frameldingsfristen være fastsat, før underretningen iværksættes, da frameldingsfristen skal fremgå af underretningen.

Under hensyn til de retsvirkninger, der er forbundet med en framelding fra et gruppesøgsmål, foreslås det, at frameldingen skal ske ved skriftlig meddelelse. Samtidig bør det dog være enkelt at framelde sig et gruppesøgsmål, og hvis underretningsformen giver mulighed for det, jf. herom stk. 9, bør underretningen derfor vedlægges en frameldingsblanket, som blot skal udfyldes med personlige data, underskrives og indsendes. Endvidere forudsættes det, at frameldingen kan ske ved digital kommunikation, jf. herved for domstolenes vedkommende retsplejelovens § 148 a (der dog endnu ikke er sat i kraft).

Rettens afgørelse om fristen for framelding kan kæres af grupperepræsentanten og modparten efter retsplejelovens almindelige regler. Derimod kan gruppemedlemmerne ikke kære afgørelsen.

Retten bestemmer, hvortil framelding skal ske, jf. stk. 8, 3. pkt. I almindelighed vil det være naturligt, at framelding sker enten til retten eller til grupperepræsentanten.

Efter 4. pkt. kan retten undtagelsesvis tillade, at framelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det. Denne dispensationsmulighed bør anvendes restriktivt. Formelt set giver bestemmelsen mulighed for at tillade framelding helt frem til sagens optagelse til dom, men hovedanvendelsesområdet vil være mindre fristoverskridelser, hvor det er undskyldeligt, at frameldingen ikke er kommet frem inden fristens udløb, og relativt mindre fristoverskridelser, hvor et gruppemedlem ikke i tide har været opmærksom på gruppesøgsmålet og frameldingsfristen, eventuelt fordi underretning af gruppemedlemmerne helt eller delvis er sket ved offentlig bekendtgørelse. Hensynet til den, der ønsker at framelde sig efter fristens udløb, må dog afvejes over for hensynet til modparten, og i grænsetilfælde kan det således også tillægges betydning, om modparten er indforstået med den sene framelding.

En anmodning om framelding efter fristens udløb, som er begrundet i, at et gruppemedlem nu ønsker at indtræde som part og selv føre sagen vedrørende sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål, skal i forhold til den foreslåede dispensationsmulighed i stk. 8, 4. pkt., behandles på samme måde som andre anmodninger om framelding efter fristens udløb. Det bemærkes, at et gruppemedlem, der ønsker at indtræde som part og selv føre sagen vedrørende sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål, alternativt kan anmode om, at retten i medfør af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., ændrer rammen for gruppesøgsmålet, således at gruppemedlemmets krav udgår af gruppesøgsmålet.

Rettens afgørelse om at tillade eller ikke tillade framelding efter udløbet af den frist, som er fastsat i medfør af 2. pkt., kan kæres af grupperepræsentanten, modparten og det gruppemedlem, der anmoder om tilladelse til at framelde sig efter fristens udløb.

Stk. 9 angår underretning af gruppemedlemmerne om sagen. De personer, hvis krav er omfattet af gruppesøgsmålet, jf. stk. 4, skal underrettes om sagen, således at de får mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8.

Underretningen skal indeholde oplysning om de i stk. 1-8 nævnte forhold og om retsvirkningerne af at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. 1. pkt.

Underretningen skal således indeholde oplysning om, hvilke krav gruppesøgsmålet omfatter, jf. stk. 4, og om, hvem der er udpeget som grupperepræsentant, jf. stk. 1. Er der tale om et gruppesøgsmål med tilmelding, skal underretningen endvidere indeholde oplysning om fristen for tilmelding til gruppesøgsmålet, og hvordan man tilmelder sig, jf. stk. 6, og om eventuelle bestemmelser om sikkerhedsstillelse som betingelse for tilmelding til gruppesøgsmålet, jf. stk. 7. Er der tale om et gruppesøgsmål med framelding, skal underretningen indeholde oplysning om fristen for at framelde sig gruppesøgsmålet, og hvordan man framelder sig, jf. stk. 8.

Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om retsvirkningerne af at være omfattet af gruppesøgsmålet, jf. herved forslaget til § 254 f og bemærkningerne hertil. Der skal således navnlig orienteres om, at et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, vil være bundet af rettens afgørelser om kravene i sagen. Der bør også orienteres om, at et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, derimod ikke deltager som part i sagen og således ikke på egen hånd hverken kan eller skal fremsætte krav (påstande) eller begrundelser herfor (anbringender), idet procesførelsen forestås af grupperepræsentanten. Der bør endvidere orienteres om, i hvilket omfang et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan pålægges at betale sagsomkostninger, jf. herved forslaget til § 254 f, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Det kan formentlig også være hensigtsmæssigt at orientere om, at en tilmelding til et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen ikke uden videre kan fortrydes, idet et gruppemedlem, der er blevet omfattet af gruppesøgsmålet, kun med rettens tilladelse vil kunne udtræde af sagen igen, jf. herved forslaget til § 254 e, stk. 4, 2. pkt., og bemærkningerne hertil.

Formålet med underretningen er at give personer, hvis krav er omfattet af gruppesøgsmålet, et forsvarligt grundlag for at træffe en velovervejet beslutning om, hvorvidt den pågældende ønsker at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet. Det er derfor vigtigt, at underretningen på den ene side er fyldestgørende og på den anden side er lettilgængelig og overskuelig. Den del af underretningen, som angår retsvirkningerne af gruppesøgsmålet, vil formentlig mest praktisk kunne baseres på en standardiseret tekst, som Domstolsstyrelsen udarbejder og løbende reviderer i lyset af indhøstede erfaringer.

Underretningen skal efter 2. pkt. gives på den måde, som retten bestemmer, og retten kan efter 3. pkt. bl.a. bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse. Retten har med disse bestemmelser en skønsmæssig beføjelse til at bestemme såvel underretningens form som indhold. Det er også overladt til rettens skøn, hvor detaljerede anvisninger retten vil give. Hvis retten finder det hensigtsmæssigt, kan underretningens tekst fastlægges i detaljer af retten.

Retten afgør bl.a., om underretning skal ske ved individuel meddelelse til gruppemedlemmerne eller ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Individuel henvendelse til kendte gruppemedlemmer kan kombineres med annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Hvis underretning helt eller delvis skal ske ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse, træffer retten bestemmelse om bekendtgørelsens form.

Det er en forudsætning, at underretningen sker på en sådan måde, at langt de fleste af gruppemedlemmerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet og deres mulighed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig dette. Den bedste underretningsform vil være individuel meddelelse til de enkelte gruppemedlemmer, og denne underretningsform bør derfor foretrækkes, når dette er muligt og ikke medfører uforholdsmæssige omkostninger.

Hvis gruppemedlemmernes identitet ikke er kendt og ikke umiddelbart kan fremskaffes, vil underretning eksempelvis gennem et annonceindlæg i en husstandsomdelt lokalavis formentlig ofte være en egnet underretningsform, hvis gruppemedlemmerne har bopæl i et bestemt lokalområde.

Det kan ikke på forhånd udelukkes, at mere generel – dvs. mindre målrettet – annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse i visse situationer vil kunne opfylde forudsætningen om, at langt størsteparten af gruppemedlemmerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet.

Hvis der er mulighed for at få gruppesøgsmålet omtalt i et forbrugerprogram på landsdækkende tv, kan dette f.eks. være en egnet underretningsform, hvis erfaringen viser, at sådan omtale medfører, at langt størsteparten af gruppemedlemmerne bliver bekendt med gruppesøgsmålet og muligheden for at tilmelde eller framelde sig dette. I givet fald vil en sådan tv-omtale formentlig ofte med fordel kunne kombineres med f.eks. en hjemmeside på internettet, der dels i en overskuelig form indeholder de oplysninger om gruppesøgsmålet, som skal gives, jf. ovenfor, dels giver mulighed for at tilmelde eller framelde sig gruppesøgsmålet via digital kommunikation. Domstolsstyrelsen forventer i øvrigt, at der på styrelsens netsted på internettet i givet fald vil blive etableret en oversigt over alle godkendte verserende gruppesøgsmål, således at oversigten medtager (eller linker til) de oplysninger, som underretningen til gruppemedlemmerne skal indeholde, herunder oplysning om tilmeldings- eller frameldingsfrist og om, hvortil tilmelding eller framelding skal ske.

Det følger af forslaget til § 254 b, stk. 1, nr. 6, og det heri indeholdte krav om, at gruppemedlemmerne skal kunne identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, at retten allerede før godkendelsen af gruppesøgsmålet må have gjort sig visse overvejelser om, hvordan gruppemedlemmerne kan underrettes om sagen. Af samme grund påhviler det sagsøgeren i stævningen at give oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen, jf. forslaget til § 254 d, stk. 1, nr. 2.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at retten efter, at der er udpeget en grupperepræsentant, drøfter spørgsmålet om underretningen af gruppemedlemmerne med den udpegede grupperepræsentant.

Retten kan pålægge grupperepræsentanten at foretage underretningen, jf. stk. 9, 4. pkt. Formålet med reglen er bl.a. at minimere udgifterne ved underretningen og er derfor f.eks. tænkt anvendt, hvor grupperepræsentanten løbende kommunikerer med gruppemedlemmerne ved udsendelse af nyhedsbreve eller andet.

Efter forslaget kan det ikke påtvinges sagsøgte at forestå underretningen. Der er dog ikke noget til hinder for, at en sagsøgt frivilligt påtager sig denne opgave.

Udgifterne ved underretningen betales foreløbig af grupperepræsentanten, jf. 5. pkt. Forestår retten selv underretningen, er det kun rettens positive udgifter til ekstern bistand, der skal betales af grupperepræsentanten, eksempelvis udgifter til porto og annoncering. Rettens afgørelse om, hvilket beløb grupperepræsentanten foreløbig skal betale til retten eller til sagsøgte, hvis denne har påtaget sig underretningen, er en afgørelse om sagsomkostninger og kan tvangsfuldbyrdes. Fuldbyrdelsesfristen er som udgangspunkt 14 dage, jf. retsplejelovens § 480, stk. 5, jf. stk. 1-4.

Udgifterne til underretningen af gruppemedlemmerne henregnes til sagsomkostningerne. Hvem der endeligt skal bære disse udgifter, afgøres således af retten ved sagens afslutning efter de almindelige regler om sagsomkostninger i retsplejelovens kapitel 30.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2, 3.4, 3.5 og 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 f

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om, hvem der er parter, og om gruppemedlemmerne og deres stilling under og efter sagen.

Stk. 1 fastslår, at parterne i gruppesøgsmålet er grupperepræsentanten og gruppens modpart.

Gruppemedlemmerne er således ikke parter i sagen. Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, er dog bundet af rettens afgørelser i sagen på samme måde som parter, jf. nedenfor om stk. 2, og kan ikke pålægges vidnetvang, jf. nedenfor om stk. 5. Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan endvidere i et vist omfang pålægges at betale sagsomkostninger, jf. nedenfor om stk. 3.

Med forbehold for de regler om underretning i visse tilfælde, der foreslås i § 254 g, skal gruppemedlemmerne ikke indkaldes til retsmøder eller have tilsendt processkrifter mv. og behøver ikke at få adgang til at udtale sig, før retten træffer afgørelse. Gruppemedlemmerne kan endvidere ikke nedlægge påstande, fremsætte anbringender eller føre beviser. I disse henseender repræsenteres gruppemedlemmerne ubetinget af grupperepræsentanten. Der er tale om en lovbestemt repræsentation, som alene er betinget af, at gruppemedlemmet er omfattet af gruppesøgsmålet. Gruppemedlemmerne har derfor heller ingen formel kompetence til at give grupperepræsentanten anvisninger om, hvordan sagen skal føres, og kan ikke fratage grupperepræsentanten kompetencen til at repræsentere gruppemedlemmerne under gruppesøgsmålet.

Noget andet er, at gruppemedlemmer kan foreslå grupperepræsentanten at føre sagen på en nærmere angiven måde, og at grupperepræsentanten vil være interesseret i at tage hensyn til velbegrundede forslag. Endvidere kan gruppemedlemmer, der mener, at grupperepræsentanten ikke er i stand til at varetage deres interesser under sagen, anmode retten om at udpege en ny grupperepræsentant, jf. forslaget til § 254 e, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Et gruppemedlem kan også anmode retten om at udelukke gruppemedlemmets krav af gruppesøgsmålet, jf. forslaget til § 254 e, stk. 4, 2. pkt., og bemærkningerne hertil.

Det er grupperepræsentanten, der er part i sagen på gruppemedlemmernes vegne. Grupperepræsentanten kan nedlægge påstande, fremsætte anbringender og anmode om bevisførelse og kan i det hele taget foretage alle processuelle skridt i forbindelse med sagen.

Grupperepræsentanten kan imidlertid ikke på egen hånd udvide rammerne for gruppesøgsmålet som fastlagt af retten i medfør af det foreslåede § 254 e, stk. 4, 1. pkt. Hvis grupperepræsentanten ønsker at udvide sine påstande, således at der inddrages nye krav i sagen, fordres rettens tilslutning efter det foreslåede § 254 e, stk. 4, 2. pkt. Dette gælder, hvad enten der er tale om at inddrage nye gruppemedlemmer eller om at inddrage nye krav for gruppemedlemmer, der allerede er omfattet af sagen. Hvis retten imødekommer anmodningen om at udvide rammerne for gruppesøgsmålet, skal der gennemføres en ny tilmeldings- eller frameldingsrunde for de nye krav, som herefter også er omfattet af gruppesøgsmålet.

Grupperepræsentanten kan kære procesledende afgørelser efter retsplejelovens almindelige regler. Om appel af rettens afgørelser om de materielle krav i sagen henvises til den foreslåede § 254 j og bemærkningerne hertil.

Grupperepræsentanten kan også hæve sagen, men her gælder, at før en ophævelse af sagen i givet fald finder sted, skal gruppemedlemmerne underrettes efter reglerne i den foreslåede § 254 g. Samme regel om forudgående underretning gælder, før retten i givet fald afviser sagen på grund af grupperepræsentantens udeblivelse.

I øvrigt sættes grænsen for grupperepræsentantens proceshandlinger under sagen af kravet om, at grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen, jf. forslaget til § 254 c, stk. 3, og af rettens mulighed for om nødvendigt at udpege en ny grupperepræsentant, jf. forslaget til § 254 e, stk. 3.

Misbruger grupperepræsentanten sin adgang til at repræsentere gruppemedlemmerne til at påføre disse tab, eller gør grupperepræsentanten sig i øvrigt skyldig i uforsvarligt forhold i forbindelse med repræsentationen af gruppemedlemmerne under sagen, kan grupperepræsentanten endvidere pådrage sig et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsregler.

Grupperepræsentantens lovbestemte repræsentation af gruppemedlemmerne giver ikke grupperepræsentanten kompetence til på egen hånd at indgå forlig om gruppemedlemmernes krav, hverken indenretsligt eller udenretsligt. Der foreslås derimod en særlig regel om, at forlig kan opnå gyldighed ved rettens godkendelse, jf. nærmere forslaget til § 254 h og bemærkningerne hertil.

Grupperepræsentantens lovbestemte repræsentation af gruppemedlemmerne giver heller ikke grupperepræsentanten kompetence til at oppebære betalinger på vegne af gruppemedlemmerne. Betaling med frigørende virkning til et gruppemedlem, herunder i henhold til dommen i gruppesøgsmålet, kan alene ske til gruppemedlemmet eller til den, som gruppemedlemmet særskilt – dvs. uafhængig af selve tilmeldingen til gruppesøgsmålet – måtte have givet fuldmagt hertil, f.eks. den advokat, som fører sagen for grupperepræsentanten.

Stk. 2 fastslår, at rettens afgørelser har bindende virkning (retskraft) for de gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, bindes således af rettens afgørelser på samme måde som parter.

Med hensyn til afgørelse om modkrav gælder dette dog kun krav, som udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav støttes på (konnekse modkrav), jf. 2. pkt. Det følger heraf, at gruppens modpart i et gruppesøgsmål ikke kan inddrage modkrav, som ikke udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav støttes på (ukonnekse modkrav).

Endvidere foreslås det i 3. pkt. , at rettens afgørelser i gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen kun har bindende virkning for gruppemedlemmer, der ved sagens anlæg kunne have været sagsøgt her i landet vedrørende det pågældende krav. Dette indebærer, at kun gruppemedlemmer, der på tidspunktet for sagens anlæg kunne være sagsøgt her i landet vedrørende det pågældende krav (typisk i form af et negativt anerkendelsessøgsmål), omfattes af den bindende virkning af rettens afgørelser i gruppesøgsmålet. Henvisningen til tidspunktet for sagens anlæg må for krav, der ikke fremgår af stævningen, men først fremsættes senere, forstås som en henvisning til tidspunktet for kravets fremsættelse for retten.

Med hensyn til appel af rettens afgørelser henvises til den foreslåede § 254 j og bemærkningerne hertil.

Det er en konsekvens af retskraften efter stk. 2, at gruppemedlemmer, der er omfattet af et gruppesøgsmål, er sidestillet med parter i relation til litispendens, dvs. i relation til, at når der verserer retssag mellem to parter om et spørgsmål, kan der ikke anlægges ny retssag mellem de samme to parter om det samme spørgsmål.

Heraf følger for det første, at hvis der på det tidspunkt, hvor gruppesøgsmålet anlægges, allerede verserer individuelt søgsmål om et krav, som er omfattet af gruppesøgsmålet, kan det pågældende gruppemedlem kun tilmelde sig et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen, hvis det individuelle søgsmål samtidig hæves. Hæves det individuelle søgsmål ikke, afviser retten tilmeldingen til gruppesøgsmålet, og det pågældende gruppemedlem bliver ikke omfattet af gruppesøgsmålet. Et sådant individuelt søgsmål, der ikke hæves, vil eventuelt kunne behandles sammen med gruppesøgsmålet efter reglerne i retsplejelovens § 254.

Endvidere følger, at hvis der på det tidspunkt, hvor et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen anlægges, allerede verserer individuelt søgsmål om et krav, som er omfattet af gruppesøgsmålet, bliver det pågældende gruppemedlem kun omfattet af gruppesøgsmålet, hvis det individuelle søgsmål hæves. Hæves det individuelle søgsmål ikke, bliver det pågældende gruppemedlem ikke omfattet af gruppesøgsmålet, selv om gruppemedlemmet ikke framelder sig gruppesøgsmålet. Et individuelt søgsmål berøres således kun af et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, hvis sagsøgeren selv tager initiativ til at hæve det individuelle søgsmål. Et sådant individuelt søgsmål, der ikke hæves, vil eventuelt kunne behandles sammen med gruppesøgsmålet efter reglerne i retsplejelovens § 254.

Endvidere følger, at hvis der efter, at der er anlagt gruppesøgsmål, anlægges individuelt søgsmål om et krav, som er omfattet af gruppesøgsmålet, afvises det individuelle søgsmål, hvis det pågældende gruppemedlem er omfattet af gruppesøgsmålet. Det er uden betydning, om en tilmelding til et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen sker før eller efter, at der er anlagt individuelt søgsmål, når blot det individuelle søgsmål er anlagt efter gruppesøgsmålet. På samme måde må retten afvise et efterfølgende individuelt søgsmål om et krav, der er omfattet af et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, hvis gruppemedlemmet ikke har frameldt sig dette gruppesøgsmål.

Et gruppemedlem kan dog i visse tilfælde opnå, at behandlingen af et krav, der er omfattet af et gruppesøgsmål, ikke længere foregår efter reglerne om gruppesøgsmål, men efter reglerne om individuelle søgsmål med det pågældende gruppemedlem som part, jf. nærmere forslaget til § 254 g, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Stk. 3 angiver udtømmende, i hvilket omfang et gruppemedlem, der er omfattet af et gruppesøgsmål, kan pålægges at betale sagsomkostninger. Gruppemedlemmer, der ikke har tilmeldt sig henholdsvis har frameldt sig gruppesøgsmålet, kan naturligvis ikke pålægges at betale sagsomkostninger.

Et gruppemedlem, der har tilmeldt sig et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen, kan pålægges at betale sagsomkostninger inden for et samlet beløb, der kan opdeles i to dele, jf. 3. pkt.

For det første kan et gruppemedlem, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, pålægges at betale sagsomkostninger med op til det beløb, for hvilket der ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet blev stillet krav om sikkerhedsstillelse efter den foreslåede regel i § 254 e, stk. 7. Dette gælder også, hvis sikkerheden ikke blev stillet, fordi gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger ved sagen, men i givet fald vil det være retshjælpsforsikringsselskabet, der skal betale pålagte sagsomkostninger efter denne regel. Hvis sikkerheden ikke blev stillet, fordi gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329 (som affattet fra den 1. januar 2007) og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325 (som affattet fra den 1. januar 2007) uden at have retshjælpsforsikringsdækning, betales de sagsomkostninger, som gruppemedlemmet ellers ville være blevet pålagt efter denne regel, derimod af statskassen, jf. også nedenfor om § 254 f, stk. 4.

For det andet kan et gruppemedlem, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, pålægges at betale sagsomkostninger med op til det beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode. Med »beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode,« menes beløb, som ifølge dommen skal betales kontant til gruppemedlemmet, og som faktisk betales. Beløb, som ifølge dommen skal afskrives på en gæld, beløb, som skal modregnes i en senere regning for et løbende mellemværende, beløb, som ikke faktisk betales, og ydelser med økonomisk værdi, som ikke består i penge, giver ikke grundlag for at pålægge et gruppemedlem sagsomkostninger efter denne regel.

I tilfælde, hvor begge regler (dvs. både reglen om beløb, der ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet skulle stilles sikkerhed for, og reglen om beløb, som gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode) finder anvendelse, kan gruppemedlemmet pålægges sagsomkostninger med op til summen af de to beløb.

Reglerne om sagsomkostninger er udformet således, at et gruppemedlem aldrig kan få en positiv udgift til sagsomkostninger, der overstiger det beløb, for hvilket der blev stillet krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for tilmeldingen til gruppesøgsmålet. Ud over dette beløb kan gruppemedlemmet nemlig højst blive pålagt at bidrage til betaling af sagsomkostninger inden for rammerne af sit eget faktiske kontante udbytte af retssagen.

Et gruppemedlem, der ikke har frameldt sig et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, kan ikke pålægges krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger og kan derfor alene pålægges at betale sagsomkostninger inden for rammerne af sit eget faktiske kontante udbytte af retssagen.

Inden for de beskrevne rammer kan et gruppemedlem pålægges at betale sagsomkostninger til modparten og/eller grupperepræsentanten, jf. 1. pkt. Modpartens krav går i givet fald forud for grupperepræsentantens, jf. 2. pkt.

Retten træffer afgørelse om sagsomkostninger til modparten efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 30. Hvis grupperepræsentanten – og dermed gruppemedlemmerne – har tabt sagen, vil grupperepræsentanten derfor som hovedregel blive pålagt at betale fulde sagsomkostninger til den vindende modpart. Herudover kan gruppemedlemmerne inden for de rammer, som er beskrevet ovenfor, pålægges solidarisk med grupperepræsentanten at betale de sagsomkostninger, som denne er pålagt at betale.

Retten træffer afgørelse om sagsomkostninger til grupperepræsentanten efter det foreslåede § 254 f, stk. 3, men i øvrigt i overensstemmelse med principperne i retsplejelovens kapitel 30. Hovedprincippet er, at gruppemedlemmerne skal bidrage til betaling af grupperepræsentantens sagsomkostninger inden for de rammer, som er beskrevet ovenfor. Grupperepræsentanten kan dog i denne henseende kun få godskrevet udgifter, som en tabende modpart ville kunne være pålagt at betale efter reglerne i retsplejelovens kapitel 30. Beløb herudover må afholdes endeligt af grupperepræsentanten.

Nogle eksempler vil kunne belyse anvendelsen af de foreslåede regler:

Eksempel 1. Et gruppesøgsmål omfatter 50 gruppemedlemmer, som hver har skullet stille 2.000 kr. i sikkerhed for sagsomkostninger ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet. Gruppesøgsmålet tabes, og modparten tilkendes 160.000 kr. i sagsomkostninger. Gruppemedlemmerne betaler hver 2.000 kr., og grupperepræsentanten må betale 60.000 kr. uden mulighed for at gøre regres mod gruppemedlemmerne. Herudover må grupperepræsentanten endeligt bære sine egne omkostninger ved sagen.

Eksempel 2. Et gruppesøgsmål omfatter 50 gruppemedlemmer, som hver har skullet stille 2.000 kr. i sikkerhed for sagsomkostninger ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet. Gruppesøgsmålet tabes, og modparten tilkendes 75.000 kr. i sagsomkostninger. Grupperepræsentantens omkostninger ved sagen opgjort i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30 udgør ligeledes 75.000 kr. Gruppemedlemmerne betaler hver 2.000 kr., i alt 100.000 kr., heraf 75.000 kr. til modparten og 25.000 kr. til grupperepræsentanten. De sidste 50.000 kr. af grupperepræsentantens egne omkostninger ved sagen må bæres endeligt af denne.

Eksempel 3. Et gruppesøgsmål omfatter 50 gruppemedlemmer, som hver har skullet stille 2.000 kr. i sikkerhed for sagsomkostninger ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet. Gruppesøgsmålet tabes, men modparten tilkendes ikke sagsomkostninger. Grupperepræsentantens omkostninger ved sagen opgjort i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30 udgør 75.000 kr. Gruppemedlemmerne betaler hver 1.500 kr., således at sikkerheden for de sidste 500 kr. for hver frigives til den pågældende (dvs. tilbagebetales, hvis sikkerheden er stillet som kontant depositum).

Eksempel 4. Et gruppesøgsmål omfatter 50 gruppemedlemmer, som hver har skullet stille 2.000 kr. i sikkerhed for sagsomkostninger ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet. Gruppesøgsmålet vindes, men modparten pålægges ikke sagsomkostninger. Grupperepræsentantens omkostninger ved sagen opgjort i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30 udgør 75.000 kr. Gruppemedlemmerne betaler hver 1.500 kr., således at sikkerheden for de sidste 500 kr. for hver frigives til den pågældende (dvs. tilbagebetales, hvis sikkerheden er stillet som kontant depositum).

Eksempel 5. Et gruppesøgsmål omfatter 50 gruppemedlemmer, som hver har skullet stille 2.000 kr. i sikkerhed for sagsomkostninger ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet. Gruppesøgsmålet vindes, men modparten pålægges ikke sagsomkostninger. Grupperepræsentantens omkostninger ved sagen opgjort i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30 udgør 150.000 kr. Hvis gruppemedlemmerne ikke får noget kontant udbytte af gruppesøgsmålet, betaler gruppemedlemmerne hver 2.000 kr., således at grupperepræsentanten endeligt må bære de sidste 50.000 kr. af sine egne omkostninger. Hvis gruppemedlemmerne hver har fået et kontant udbytte på mindst 1.000 kr. af gruppesøgsmålet, betaler gruppemedlemmerne derimod hver 3.000 kr.

Eksempel 6. Et gruppesøgsmål omfatter 50 gruppemedlemmer, som hver har skullet stille 2.000 kr. i sikkerhed for sagsomkostninger ved tilmeldingen til gruppesøgsmålet. Gruppesøgsmålet vindes, og modparten pålægges at betale 150.000 kr. i sagsomkostninger (der forudsættes at være fulde sagsomkostninger, dvs. svarende til grupperepræsentantens omkostninger ved sagen opgjort i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30). Hvis modpartens forpligtelse til at betale sagsomkostninger faktisk opfyldes, betaler gruppemedlemmerne ikke sagsomkostninger, og deres sikkerhed frigives (dvs. tilbagebetales, hvis sikkerheden er stillet som kontant depositum). Hvis modpartens forpligtelse til at betale sagsomkostninger helt eller delvis ikke opfyldes, betaler gruppemedlemmerne derimod hver indtil 2.000 kr. til grupperepræsentanten til (delvis) dækning af dennes omkostninger ved sagen. Har gruppemedlemmerne også fået et kontant udbytte af gruppesøgsmålet, medgår yderligere indtil 1.000 kr. heraf for hvert gruppemedlem til dækning af grupperepræsentantens omkostninger ved sagen.

På det tidspunkt, hvor dommen afsiges, kan det være tvivlsomt, om gruppemedlemmerne vil få et kontant udbytte af sagen, navnlig hvis der er tvivl om modpartens betalingsevne. I de tilfælde, hvor grupperepræsentanten i givet fald skal have dækket sagsomkostninger inden for et sådant kontant udbytte, bør dommen derfor udformes på den måde, at modparten pålægges at betale det beløb, der i givet fald tilkommer grupperepræsentanten, direkte til denne.

Efter stk. 4 betaler statskassen de sagsomkostninger, som pålægges et gruppemedlem under henvisning til reglen om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, såfremt gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329 (som affattet fra den 1. januar 2007), gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325 (som affattet fra den 1. januar 2007) og sagsomkostningerne ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring. Stk. 4 omfatter derimod ikke de sagsomkostninger, som pålægges et gruppemedlem under henvisning til reglen om beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode.

Om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, vil være afgjort forud for, at der blev åbnet for tilmelding til gruppesøgsmålet, jf. forslaget til § 254 e, stk. 7, og bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at stk. 3, 3. pkt., 1. led, og stk. 4 kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor retten i medfør af det foreslåede § 254 e, stk. 7, har bestemt, at tilmelding til gruppesøgsmålet skal være betinget af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for sagsomkostninger. Har retten ikke betinget tilmelding til gruppesøgsmålet af, at der stilles sikkerhed for sagsomkostninger, kan gruppemedlemmet kun pålægges sagsomkostninger efter stk. 3, 3. pkt., 2. led (om beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode), og der er ingen statslig omkostningsdækning efter stk. 4.

Særskilt indbringelse for landsretten (ved kære) af en byrets afgørelser om sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 391, stk. 1 og 2, kan foretages af grupperepræsentanten og gruppens modpart og af det enkelte gruppemedlem for så vidt angår de sagsomkostninger, som den pågældende er blevet pålagt at betale.

Stk. 5 fastslår, at reglerne i retsplejelovens i §§ 298, 300, 301, stk. 1, 302, 305 og 344, stk. 2, 2. pkt., jf. 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Reglen er begrundet i, at disse gruppemedlemmer er bundet af rettens afgørelser i sagen på samme måde som parter (jf. ovenfor om stk. 2). Da der ikke kan anvendes vidnetvang over for parter, bør der heller ikke kunne anvendes vidnetvang over for gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Dette gælder både i relation til afgivelse af forklaring (§§ 302 og 305) og i relation til edition (§§ 298 og 300), herunder med hensyn til at give en syns- og skønsmand adgang til at bese eller gøre sig bekendt med forretningens genstand (§ 301, stk. 1).

Udebliver et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, efter at være indkaldt til at afgive forklaring, eller undlader gruppemedlemmet at besvare spørgsmål, eller er svarene uklare eller ufuldstændige, kan retten imidlertid tillægge dette virkning til fordel for gruppens modpart (fakultativ processuel skadevirkning) (§ 344, stk. 2, 2. pkt., jf. 1. pkt.). Inden der drages denne konsekvens, bør det dog sikres, at andre beviser er søgt tilvejebragt, og der bør således f.eks. være mulighed for at indkalde en anden til at afgive forklaring i den beskrevne situation. Det samme gælder, hvis et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, uden lovlig grund undlader at efterkomme et pålæg om edition (§ 298, stk. 2, og § 301, stk. 1, 2. pkt., jf. § 344, stk. 2).

Også i andre henseender er gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, underlagt reglerne om parter, når de afgiver forklaring (§ 305). Sådanne gruppemedlemmer kan således påhøre andres forklaringer (§ 182 finder ikke anvendelse) og har ikke ret til vidnegodtgørelse (§ 188 finder ikke anvendelse).

Det bemærkes, at grupperepræsentanten som part har et absolut krav på efter anmodning personlig at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 303. Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, har derimod ikke en sådan ret til efter anmodning personlig at afgive forklaring. Grupperepræsentanten har heller ikke et absolut krav på, at gruppemedlemmer efter grupperepræsentantens anmodning personlig afgiver forklaring, idet retten helt eller delvis kan afslå en sådan anmodning, i det omfang bevisførelsen skønnes at være uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341. Hvis der er mange gruppemedlemmer, og der ikke foreligger relevante individuelle forhold, vil der sjældent være grundlag for, at mere end nogle få repræsentative gruppemedlemmer afgiver forklaring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 og 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 g

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om underretning af gruppemedlemmerne under sagens gang og om, at et gruppesøgsmål i særlige tilfælde helt eller delvis kan overgå til behandling efter reglerne om individuelle søgsmål.

Stk. 1 angår underretning af gruppemedlemmerne under sagens gang. Hovedprincippet er, at grupperepræsentanten repræsenterer gruppemedlemmerne under sagen, og at gruppemedlemmerne derfor ikke skal indkaldes til retsmøder eller have tilsendt processkrifter mv. og ikke behøver at få adgang til at udtale sig, før retten træffer afgørelse. Som en undtagelse hertil bør gruppemedlemmerne dog underrettes om visse særligt væsentlige processkridt.

Efter 1. pkt. skal gruppemedlemmer, der er omfattet af sagen, underrettes, hvis der opstår spørgsmål om at hæve eller afvise sagen, medmindre underretning er åbenbart overflødig. Med forbehold for bestemmelsens sidste led, som omtales nedenfor, er underretning obligatorisk i disse tilfælde.

Reglen skal forstås på den måde, at gruppesøgsmålet – stadig med forbehold for bestemmelsens sidste led – ikke kan hæves eller afvises, uden at gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, forinden har modtaget underretning om, at der er opstået spørgsmål om at hæve eller afvise sagen. I forhold til retsplejelovens almindelige regler er der således reelt tale om, at muligheden for at hæve eller afvise sagen suspenderes, indtil gruppemedlemmerne har modtaget underretning og haft tid til at reagere herpå.

Som eksempler på reglens anvendelse kan nævnes tilfælde, hvor grupperepræsentanten vil hæve sagen, eller hvor grupperepræsentanten udebliver, og der derfor opstår spørgsmål om at afvise sagen.

Underretningen giver bl.a. gruppemedlemmerne mulighed for at overveje, om de vil anmode om udpegning af en ny grupperepræsentant, jf. forslaget til § 254 e, stk. 3. Underretningen giver endvidere gruppemedlemmerne mulighed for at forberede sig på, hvis de ønsker det, og hvis gruppesøgsmålet faktisk hæves eller afvises, i givet fald at fortsætte forfølgningen af deres krav efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. forslaget til § 254 g, stk. 2.

Sidste led i det foreslåede stk. 1, 1. pkt., giver mulighed for at hæve eller afvise sagen uden forudgående underretning af gruppemedlemmerne, hvis underretning er åbenbart overflødig.

Som eksempel kan nævnes, at sagen afvises af grunde, som må antages ikke at kunne afhjælpes, eksempelvis manglende retlig interesse eller manglende værneting i Danmark.

Efter 2. pkt. kan retten bestemme, at gruppemedlemmerne skal underrettes i andre tilfælde, herunder når der opstår spørgsmål om at godkende et forlig.

Denne regel giver retten en skønsmæssig beføjelse til at bestemme, at gruppemedlemmerne skal underrettes om andre væsentlige forhold end sagens ophævelse eller afvisning, som er omfattet af 1. pkt. Reglen nævner udtrykkeligt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om at godkende et forlig, dvs. hvor grupperepræsentanten og modparten anmoder retten om at godkende et forlig i medfør af den foreslåede regel i § 254 h. Andre eksempler på reglens anvendelse kan være tilfælde, hvor grupperepræsentanten frafalder påstande eller anbringender af afgørende betydning for et eller flere gruppemedlemmers krav, eller hvis der synes at være opstået en interessemodsætning mellem grupperepræsentanten og et eller flere gruppemedlemmer.

Underretning efter § 254 g, stk. 1, kan være en underretning af alle gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Underretningen kan imidlertid også være en underretning af kun visse gruppemedlemmer, hvis underretning af de øvrige er åbenbart overflødig (1. pkt.) eller ikke relevant (2. pkt.). Som eksempler kan nævnes, at der er opstået spørgsmål om at hæve, afvise eller forlige sagen for så vidt angår visse gruppemedlemmers krav. Det skal dog understreges, at eksempelvis et forlig om visse gruppemedlemmers krav også kan have betydning for gruppemedlemmer, der ikke er omfattet af forliget, og at det derfor kan være relevant også at underrette gruppemedlemmer, der ikke er omfattet af forliget.

3. pkt. indeholder en henvisning til reglerne i § 254 e, stk. 9, 2.-5. pkt. Retten bestemmer således underretningens form og indhold og kan pålægge grupperepræsentanten at foretage underretningen, og grupperepræsentanten afholder foreløbig udgifterne ved underretningen, jf. nærmere bemærkningerne til § 254 e, stk. 9. Det bemærkes dog, at ved underretning efter § 254 g kan der være tale om underretning af gruppemedlemmer, hvis identitet allerede er kendt. Underretning bør i disse tilfælde normalt ske ved individuel meddelelse til hvert gruppemedlem, eventuelt via en e-postadresse, som gruppemedlemmet har oplyst i forbindelse med tilmeldingen til gruppesøgsmålet.

Stk. 2 angår tilfælde, hvor et gruppesøgsmål hæves eller afvises, og giver mulighed for, at et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan indtræde som part for så vidt angår sit eget krav og videreføre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål.

Reglen er begrundet i procesbesparende hensyn. Hvis et gruppesøgsmål hæves eller afvises, uden at kravene i sagen er retskraftigt afgjort, kan hvert gruppemedlem under alle omstændigheder anlægge individuel retssag om sit eget krav. Hvis et sådant individuelt søgsmål anlægges hurtigt, vil der normalt ikke være forældelsesmæssige problemer, eftersom gruppesøgsmålet vil have afbrudt forældelse, og den forældelsesafbrydende virkning bevares, hvis der hurtigt efter gruppesøgsmålets bortfald tages (nye) retslige skridt til at forfølge kravet. Et sådant individuelt søgsmål vil imidlertid være et helt nyt søgsmål, hvor sagen processuelt starter helt forfra.

Det foreslås derfor, at et gruppemedlem ved skriftlig meddelelse til retten inden 4 uger efter, at gruppesøgsmålet er hævet eller afvist, skal kunne indtræde som part og – for så vidt angår sine egne krav – videreføre det hidtidige gruppesøgsmål som et individuelt søgsmål. Der er tale om en særlig lovbestemt processuel succession, hvor det indtrædende gruppemedlem overtager sagen i den stand, hvori den befandt sig, før den blev hævet eller afvist. Hvis forberedelsen er afsluttet, giver det forhold, at gruppemedlemmet er indtrådt som part, ikke videre adgang til at fremkomme med nye påstande, anbringender eller beviser end ellers, jf. retsplejelovens §§ 358 og 363 (som affattet fra den 1. januar 2007, jf. lov nr. 538 af 8. juni 2006).

Adgangen til at indtræde som part gælder, hvor gruppesøgsmålet hæves eller afvises, herunder hvor gruppesøgsmålet hæves eller afvises for visse gruppemedlemmers vedkommende. Adgangen til at indtræde som part gælder endvidere, hvis retten i medfør af den foreslåede regel i § 254 e, stk. 4, 2. pkt., bestemmer, at et krav ikke skal være omfattet af gruppesøgsmålet. Efter omstændighederne vil rettens bestemmelse herom kunne være foranlediget af en anmodning fra det pågældende gruppemedlem, som er fremsat netop med henblik på, at gruppemedlemmet i medfør af den foreslåede regel i § 254 g, stk. 2, kan videreføre sagen om sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål.

Den foreslåede § 254 g angår gruppesøgsmål, hvor fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet er udløbet. Bestemmelsen angår således ikke tilfælde, hvor et muligt gruppesøgsmål afvises på grund af mangler ved stævningen, eller fordi betingelserne for at føre sagen som gruppesøgsmål ikke er opfyldt. Bestemmelsen omfatter heller ikke tilfælde, hvor et godkendt gruppesøgsmål hæves eller afvises forud for udløbet af fristen for at tilmelde sig eller framelde sig gruppesøgsmålet, f.eks. fordi en krævet sikkerhed efter § 254 e, stk. 2, ikke stilles.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 h

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om forligsmæssig afslutning af sagen.

Grupperepræsentantens lovbestemte repræsentation af gruppemedlemmerne giver ikke grupperepræsentanten kompetence til på egen hånd at indgå forlig om gruppemedlemmernes krav, hverken indenretsligt eller udenretsligt.

Derimod foreslås det, at forlig, som grupperepræsentanten indgår om krav, der er omfattet af gruppesøgsmålet, opnår gyldighed, når forliget er godkendt af retten, jf. 1. pkt. Om et krav er omfattet af gruppesøgsmålet, afhænger af rettens bestemmelse efter den foreslåede § 254 e, stk. 4.

At forliget opnår gyldighed, vil sige, at det opnår aftaleretlig gyldighed som en bindende aftale mellem de gruppemedlemmer, der er omfattet af forliget, og modparten. Forliget opnår derimod ikke bindende virkning (retskraft) som en dom. Principielt kan der derfor – som ved andre indenretslige eller udenretslige forlig – fremsættes aftaleretlige ugyldighedsindsigelser mod forliget.

Retten godkender forliget, medmindre der ved forliget sker usaglig forskelsbehandling af gruppemedlemmer, eller forliget i øvrigt er åbenbart urimeligt, jf. 2. pkt. Usaglig forskelsbehandling kan bestå dels i forskellig behandling af gruppemedlemmer, der på de relevante punkter befinder sig i samme situation, dels i ens behandling af gruppemedlemmer, der på relevante punkter ikke befinder sig i samme situation. Der er tale om en forholdsvis snæver censurbeføjelse for retten.

Retten kan bestemme, at gruppemedlemmerne skal underrettes om det foreslåede forlig, før retten træffer afgørelse om, hvorvidt forliget kan godkendes, jf. herved forslaget til § 254 g, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Retten bestemmer underretningens indhold og kan således f.eks. bestemme, at underretningen udtrykkeligt skal opfordre til at rette henvendelse til retten, hvis det foreslåede forlig giver anledning til indvendinger.

Rettens afgørelse om at godkende et forlig kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler af ethvert gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Rettens afgørelse om ikke at godkende et forlig kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler af grupperepræsentanten og gruppens modpart.

Bestemmelsen gælder kun for forlig om de materielle krav, der er omfattet af gruppesøgsmålet.

Grupperepræsentanten og modparten kan indgå forlig om sagsomkostningerne for så vidt angår deres indbyrdes forhold, idet det dog – som i individuelle søgsmål – kan være nødvendigt at tage hensyn til foreliggende retshjælpsforsikringer og fri proces. Et sådant forlig om sagsomkostningerne hverken kan eller skal godkendes af retten og binder kun gruppemedlemmer, der selv tiltræder forliget. Retten vil derfor for så vidt angår gruppemedlemmer, der ikke har tiltrådt et forlig om sagsomkostninger, skulle træffe afgørelse om sagsomkostninger på samme måde, som hvis forliget ikke fandtes, jf. nærmere forslaget til § 254 f, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Hermed sikres bl.a., at sagsomkostningerne for gruppemedlemmerne ikke uden deres udtrykkelige samtykke kan overstige de maksima, som gruppemedlemmerne har fået oplyst forud for, at de har tilmeldt sig henholdsvis undladt at framelde sig gruppesøgsmålet.

En anden mulighed er naturligvis, at et forlig mellem grupperepræsentanten og modparten begrænses til at angå de materielle krav i sagen, således at retten i det hele træffer afgørelse om sagsomkostninger på samme måde, som når sagen afsluttes på anden vis.

Et forlig, der er godkendt af retten efter § 254 h, kan på parternes – dvs. grupperepræsentantens og modpartens – fælles anmodning indføres i retsbogen som et retsforlig, jf. retsplejelovens § 270. Et forlig, der er godkendt af retten efter § 254 h, kan imidlertid også, hvis parterne ønsker det, indgås som et udenretsligt forlig.

Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, skal underrettes om rettens godkendelse af et forlig, jf. 3. pkt.

4. pkt. indeholder en henvisning til reglerne i § 254 e, stk. 9, 2.-5. pkt. Retten bestemmer således underretningens form og indhold og kan pålægge grupperepræsentanten at foretage underretningen, og grupperepræsentanten afholder foreløbig udgifterne ved underretningen, jf. nærmere bemærkningerne til § 254 e, stk. 9. Det bemærkes dog, at ved underretning efter § 254 g kan der være tale om underretning af gruppemedlemmer, hvis identitet allerede er kendt. Underretning bør i disse tilfælde normalt ske ved individuel meddelelse til hvert gruppemedlem, eventuelt via en e-postadresse, som gruppemedlemmet har oplyst i forbindelse med tilmeldingen til gruppesøgsmålet.

Det bemærkes, at der uafhængig af den foreslåede § 254 h efter almindelige formueretlige regler kan indgås forlig om krav, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Uafhængig af retssagen kan ethvert gruppemedlem således indgå forlig om sit eget krav, og der er heller ikke noget til hinder for, at et eller flere gruppemedlemmer særskilt – dvs. uafhængig af tilmeldingen til gruppesøgsmålet – giver grupperepræsentanten fuldmagt til på deres vegne at indgå forlig om krav, der tilkommer de pågældende gruppemedlemmer. Forlig, der indgås på grundlag af en sådan særskilt bemyndigelse fra de pågældende gruppemedlemmers side, skal ikke godkendes af retten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 i

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. fastslår rettens forpligtelse til at underrette gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, om sagens afgørelse. Bestemmelsen er begrundet i, at en dom har bindende virkning (retskraft) for disse gruppemedlemmer, jf. forslaget til § 254 f, stk. 2. Parterne (dvs. grupperepræsentanten og gruppens modpart, jf. forslaget til § 254 f, stk. 1) modtager en fuldstændig udskrift af dommen efter retsplejelovens almindelige regler.

2. pkt. indeholder en henvisning til reglerne i § 254 e, stk. 9, 2. og 3. pkt. Retten bestemmer således selv det nærmere indhold af underretningen om sagens afgørelse, men underretningen skal som minimum indeholde domskonklusionen. Retten kan medtage mere af dommen, f.eks. præmisserne, hvis det konkret forekommer hensigtsmæssigt. Hvis dommen ikke er særligt omfattende, og/eller hvis gruppesøgsmålet ikke omfatter særligt mange personer, kan retten også vælge at meddele gruppemedlemmerne en fuldstændig udskrift af dommen. Det forudsættes, at den fuldstændige dom offentliggøres på rettens netsted på internettet, eventuelt med udeladelse af fortrolige oplysninger, og at retten i forbindelse med underretningen orienterer de enkelte gruppemedlemmer om, hvor den fuldstændige dom kan fås, herunder på rettens netsted på internettet. Kendskab til den fuldstændige dom er bl.a. nødvendig ved eventuelle overvejelser om anke.

Retten bestemmer endvidere, hvorledes underretningen skal ske. Underretningens form vil bl.a. afhænge af, om gruppesøgsmålet er afgrænset ved gruppemedlemmernes tilmelding eller framelding. Har gruppemedlemmerne tilmeldt sig gruppesøgsmålet, vil det således være muligt for retten at rette direkte henvendelse til gruppemedlemmerne, eventuelt ved anvendelse af en e-postadresse, som gruppemedlemmerne har oplyst ved tilmelding til søgsmålet. Omfatter gruppesøgsmålet derimod de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet, må underretningen om fornødent ske ved offentlig bekendtgørelse.

Efter 3. pkt. meddeler retten efter anmodning gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, en ekstraktudskrift af dommen. Disse gruppemedlemmer kan således i forlængelse af rettens underretning om sagens afgørelse anmode retten om en ekstraktudskrift af dommen. En ekstraktudskrift skal som minimum indeholde domskonklusionen, således at den om nødvendigt kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Retten kan medtage mere af dommen, f.eks. præmisserne, hvis det konkret forekommer hensigtsmæssigt. Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 3 (forslag til retsafgiftslovens § 49, stk. 2, nr. 10), at første ekstraktudskrift til et gruppemedlem af dommen i et gruppesøgsmål skal være fritaget for betaling af retsafgift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 j

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om anke af domme i gruppesøgsmål, hvor anken behandles efter reglerne om gruppesøgsmål. Den foreslåede § 254 k indeholder en subsidiær adgang til individuel anke, hvis et gruppemedlems krav ikke er omfattet af en anke efter den foreslåede § 254 j.

Stk. 1 og 2 angår anke, der iværksættes på vegne af et eller flere gruppemedlemmer, mens stk. 3 angår anke, der iværksættes af gruppens modpart mod et eller flere gruppemedlemmer. Stk. 4 indeholder fælles regler for ankesager, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål.

Stk. 1 angår anke, der iværksættes af grupperepræsentanten. Grupperepræsentanten kan anke hele dommen eller dele af dommen. Grupperepræsentantens anke kan dermed vedrøre alle gruppemedlemmer, nogle gruppemedlemmer eller ét gruppemedlem. Det er i relation til ankebeføjelsen uden betydning, om grupperepræsentanten selv har krav, der er omfattet af anken.

Når grupperepræsentanten anker, finder § 254 e, stk. 5-9, tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at retten fastsætter en frist for tilmelding til eller framelding fra anken (afhængig af, om gruppesøgsmålet blev gennemført efter tilmeldingsmodellen eller frameldingsmodellen i første instans) og kan fastsætte, at tilmelding til anken skal være betinget af sikkerhedsstillelse, medmindre gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller ankesagen opfylder de materielle betingelser for fri proces og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Endvidere skal de gruppemedlemmer, der er omfattet af anken, underrettes om anken, fristen for tilmelding henholdsvis framelding og et eventuel krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for tilmelding.

Ankesagen omfatter herefter de gruppemedlemmer, der tilmelder sig henholdsvis ikke framelder sig anken, og behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, jf. nærmere nedenfor om stk. 4.

Retten vil efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig anken kunne pålægge grupperepræsentanten at stille sikkerhed for sagsomkostninger efter § 253 e, stk. 2, jf. henvisningen til bl.a. denne bestemmelse i stk. 4.

Stk. 2 finder anvendelse i de tilfælde, hvor grupperepræsentanten ikke anker eller kun anker dele af dommen. I denne situation kan anke iværksættes af enhver, der kan udpeges som grupperepræsentant efter § 254 c, stk. 1 og 2. I gruppesøgsmål med tilmelding kan ankestævning således i givet fald indleveres af et medlem af gruppen, af en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller af en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til at optræde som grupperepræsentant i gruppesøgsmål. I gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen kan ankestævning derimod i givet fald kun indleveres af en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til at optræde som grupperepræsentant, og da der efter lovforslaget kun er én sådan offentlig myndighed (Forbrugerombudsmanden), vil stk. 2 indtil videre ikke få betydning i gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, hvor Forbrugerombudsmanden i sagens natur vil være udpeget som grupperepræsentant i første instans og derfor i givet fald vil anke i medfør af stk. 1.

Anke efter stk. 2 er subsidiær i forhold til anke efter stk. 1. En ankestævning, der indleveres af en anden end grupperepræsentanten i første instans, kan således kun omfatte krav, der ikke er omfattet af en eventuel anke fra grupperepræsentantens side.

Anke efter stk. 2 er udtryk for, at grupperepræsentanten i første instans helt eller delvis ikke går videre med sagen, og at en anden ønsker (helt eller delvis) at overtage hvervet som grupperepræsentant. Det foreslås, at de relevante dele af betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål i første instans skal finde tilsvarende anvendelse i denne situation, jf. henvisningen til §§ 254 b, stk. 1, nr. 1, 5 og 7, og 254 e, stk. 1 og stk. 4-9.

Anken skal således omfatte ensartede krav, jf. § 254 b, stk. 1, nr. 1. Dette vil uden videre være tilfældet, hvis ankestævningen alene gentager påstande fra første instans, men da det ikke helt kan udelukkes, at retsplejelovens almindelige regler om nova i ankeinstansen vil kunne give mulighed for at udvide påstandene fra første instans på en sådan måde, at der ikke længere er tale om ensartede krav, er det medtaget som en udtrykkelig betingelse, at der skal være tale om ensartede krav.

Ankebehandling efter reglerne om gruppesøgsmål skal endvidere skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, jf. § 254 b, stk. 1, nr. 5. Denne betingelse vil ikke være opfyldt, hvis anken omfatter en så lille del af de krav, der blev behandlet i første instans, at det vil være mere hensigtsmæssigt, at en ankebehandling sker efter reglerne om individuelle søgsmål. Betingelsen kan også have betydning, hvis der foreligger flere konkurrerende og eventuelt overlappende anker efter stk. 2, jf. herom nedenfor.

Endelig skal der kunne udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 b, stk. 1, nr. 7. Ligesom ved anlæg af gruppesøgsmål i første instans kan det være den, der indgiver ankestævningen, eller en anden, der udpeges som grupperepræsentant, og grupperepræsentanten skal opfylde de samme krav som ved anlæg af gruppesøgsmål i første instans, jf. henvisningen i stk. 4 til bl.a. § 254 c og § 254 e, stk. 2. Der kan således bl.a. stilles krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, og stilles en krævet sikkerhed ikke, afvises anken.

Hvis betingelserne for anke efter stk. 2 er opfyldt, udpeger retten en grupperepræsentant, jf. henvisningen til § 254 e, stk. 1, og bestemmer, hvilke krav der skal være omfattet af anken, jf. henvisningen til § 254 e, stk. 4. Endvidere finder § 254 e, stk. 5-9, tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at retten fastsætter en frist for tilmelding til eller framelding fra anken (afhængig af, om gruppesøgsmålet blev gennemført efter tilmeldingsmodellen eller frameldingsmodellen i første instans) og kan fastsætte, at tilmelding til anken skal være betinget af sikkerhedsstillelse, medmindre gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller ankesagen opfylder de materielle betingelser for fri proces og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Endvidere skal de gruppemedlemmer, der er omfattet af anken, underrettes om anken, fristen for tilmelding henholdsvis framelding og et eventuel krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for tilmelding.

Ankesagen omfatter herefter de gruppemedlemmer, der tilmelder sig henholdsvis ikke framelder sig anken, og behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, jf. nærmere nedenfor om stk. 4.

Det kan forekomme, at flere personer anker under henvisning til stk. 2, og hvis grupperepræsentanten kun har anket dele af dommen, kan det også forekomme, at grupperepræsentanten anker efter stk. 1 samtidig med, at en eller flere personer anker under henvisning til stk. 2. Det følger af henvisningen til § 254 e, stk. 4, at retten kan bestemme, hvilke krav en anke efter § 254 j, stk. 2, skal omfatte, og retten bør her anlægge en helhedsvurdering af, hvad der må antages at være en hensigtsmæssig ankebehandling. Retten kan således afhængig af sagens nærmere omstændigheder f.eks. bestemme, om kun en eller flere anker efter stk. 2 kan fremmes og i givet fald afgrænse dem over for hinanden. Retten kan også afvise alle anker efter stk. 2, hvis det med de fremsatte krav i de respektive anker og de respektive personer, som er på banen som mulige grupperepræsentanter, ikke skønnes muligt at opnå en hensigtsmæssig ankebehandling efter reglerne om gruppesøgsmål. I givet fald står det ethvert gruppemedlem åbent at anke for sit vedkommende efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. den foreslåede § 254 k.

Grupperepræsentantens anke efter stk. 1 har forrang for eventuelle anker efter stk. 2, og retten kan kun gribe ind over for en eventuel uhensigtsmæssig afgrænsning af anken fra grupperepræsentantens side ved at gennemføre en udskiftning af grupperepræsentanten efter reglerne herom.

Der foreslås ikke nogen forlænget ankefrist, når anke i medfør af stk. 2 iværksættes af en anden end grupperepræsentanten. I praksis vil der således kunne være behov for, at en person, der i givet fald ønsker at iværksætte en sådan anke, inden ankefristens udløb kontakter grupperepræsentanten for at få afklaret, om grupperepræsentanten vil anke.

Stk. 3 bestemmer, at hvis en dom i et gruppesøgsmål ankes af gruppens modpart, behandles anken efter reglerne om gruppesøgsmål. Dette gælder, uanset om modpartens anke vedrører alle, nogle eller ét gruppemedlem. Appellantens modpart (indstævnte) er grupperepræsentanten fra første instans, der således fortsat repræsenterer de gruppemedlemmer, hvis krav er omfattet af anken, herunder hvis der kun er tale om ét gruppemedlem. Det er uden betydning, om grupperepræsentanten selv har krav, der er omfattet af anken.

Inden for rammerne af modpartens anke, kan grupperepræsentanten gentage sine påstande fra første instans, uden at der skal gennemføres en tilmeldings- eller frameldingsprocedure, og uden at grupperepræsentanten kan afkræves sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. I det omfang retsplejelovens almindelige regler om nova i ankeinstansen giver mulighed for det, kan grupperepræsentanten også uden videre fremsætte nye anbringender og føre nye beviser. Ønsker grupperepræsentanten derimod at udvide sine påstande fra første instans, må der gås frem efter stk. 1, jf. § 254 e, stk. 5-9.

Grupperepræsentanten vil kunne udskiftes efter de almindelige regler herom, som også gælder i anken, jf. herved stk. 4.

Stk. 4, 1. pkt., regulerer, hvad det vil sige, at en anke behandles efter reglerne om gruppesøgsmål. Stk. 4 gælder både for grupperepræsentantens anke efter stk. 1, andres anke på vegne af et eller flere gruppemedlemmer efter stk. 2 og modpartens anke efter stk. 3.

Under en sådan anke efter reglerne om gruppesøgsmål finder reglerne om kravene til grupperepræsentanten og om udskiftning af grupperepræsentanten tilsvarende anvendelse, jf. henvisningen til §§ 254 c og 254 e, stk. 2 og 3.

Henvisningen til § 254 e, stk. 2, om sikkerhedsstillelse skal forstås på den måde, at retten (kun) kan træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse i forbindelse med en udpegning af en grupperepræsentant og/eller efter udløbet af en tilmeldings- eller frameldingsfrist efter § 254 e, stk. 6 eller 8. Anker grupperepræsentanten fra første instans efter stk. 1, skal der ikke udpeges nogen grupperepræsentant. Derimod skal der gennemføres en tilmeldings- eller frameldingsprocedure, og der vil derfor efter udløbet af fristen kunne træffes bestemmelse om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. Ved anke efter stk. 2 skal der både udpeges en grupperepræsentant og gennemføres en tilmeldings- eller frameldingsprocedure, og der er derfor to muligheder for at træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse. Ved modpartens anke efter stk. 3 kan der derimod ikke træffes bestemmelse om sikkerhedsstillelse. Dog vil der altid kunne træffes bestemmelse om sikkerhedsstillelse, hvis der udpeges en ny grupperepræsentant efter § 254 e, stk. 3.

Retten kan heller ikke i anken træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse for at deltage i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen.

Under en anke efter reglerne om gruppesøgsmål finder §§ 254 f-254 i endvidere tilsvarende anvendelse.

Parterne i ankesagen er således grupperepræsentanten og gruppens modpart, jf. § 254 f, stk. 1, men rettens afgørelser har bindende virkning (retskraft) for gruppemedlemmer, der er omfattet af en anke efter § 254 j, stk. 1 eller 2, eller hvis krav er omfattet af modpartens anke efter § 254 j, stk. 3.

Med hensyn til sagsomkostninger er det kun gruppemedlemmer, der er omfattet af anken, der kan pålægges sagsomkostninger for ankebehandlingen eller pålægges større sagsomkostninger for behandlingen i tidligere instans end fastsat i den tidligere instans. De samlede sagsomkostninger, som et gruppemedlem pålægges, kan ikke overstige det maksimum, som fremgår af § 254 f, stk. 3.

Opstår der spørgsmål om at hæve eller afvise anken, skal gruppemedlemmer, der er omfattet af en anke efter § 254 j, stk. 1 eller 2, som udgangspunkt underrettes, jf. § 254 g, stk. 1, og hæves eller afvises anken, kan et gruppemedlem, der er omfattet af anken, indtræde som part og videreføre anken for sit vedkommende efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. § 254 g, stk. 2.

Reglerne om rettens godkendelse af forlig, jf. § 254 h, finder også tilsvarende anvendelse i ankesager, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål. Den »tilsvarende anvendelse« indebærer, at underretning efter § 254 h, 3. pkt., skal gives til gruppemedlemmer, der er omfattet af en anke efter § 254 j, stk. 1 eller 2, eller hvis krav er omfattet af modpartens anke efter § 254 j, stk. 3.

Endelig finder § 254 i om underretning om sagens afgørelse også tilsvarende anvendelse i ankesager, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, dvs. underretning skal gives gruppemedlemmer, der er omfattet af en anke efter § 254 j, stk. 1 eller 2, eller hvis krav er omfattet af modpartens anke efter § 254 j, stk. 3.

Stk. 4, 2. pkt., undtager anker, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål, fra 10.000 kr.’s ankebegrænsningen fra byret til landsret, jf. retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt. Dette gælder både for grupperepræsentantens anke efter stk. 1, andres anke på vegne af et eller flere gruppemedlemmer efter stk. 2 og modpartens anke efter stk. 3. Uanset ankesagens værdi kræves således ikke Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke fra byret til landsret, hvis anken behandles efter reglerne om gruppesøgsmål.

De foreslåede regler i § 254 j finder også anvendelse ved anke til tredje instans, når sagen i anden instans har været behandlet efter reglerne om gruppesøgsmål. Det er en konsekvens af ankebeføjelsen i stk. 2, at enhver, der efter § 254 c, stk. 1 og 2, kan udpeges som grupperepræsentant, også vil have adgang til at søge om tredjeinstansbevilling, hvis grupperepræsentanten ikke eller kun for en del af sagen ansøger om tredjeinstansbevilling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 254 k

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om anke af domme i gruppesøgsmål, hvor anken behandles efter reglerne om individuelle søgsmål.

Bestemmelsen giver ethvert gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet (og som derfor er omfattet af dommens bindende virkning (retskraft)), mulighed for at anke dommen for sit vedkommende efter reglerne om individuelle søgsmål, forudsat at gruppemedlemmets krav ikke er omfattet af en anke efter § 254 j.

Adgangen til individuel anke er således subsidiær i forhold til adgangen til anke efter reglerne om gruppesøgsmål.

Ved anke på vegne af medlemmer af gruppen efter § 254 j, stk. 1 og 2, bliver et gruppemedlems krav imidlertid kun omfattet af gruppeanken, hvis gruppemedlemmet selv tilmelder sig henholdsvis underlader at framelde sig, og ethvert gruppemedlem kan derfor frit vælge mellem at tilslutte sig en gruppeanke eller at anke individuelt.

Har modparten anket efter § 254 j, stk. 3, vedrørende det pågældende gruppemedlems krav, kan gruppemedlemmet derimod ikke anke individuelt.

Individuel anke efter § 254 k kan ske indtil 4 uger efter udløbet af den almindelige ankefrist. Formålet med denne forlængelse af ankefristen er at give gruppemedlemmerne mulighed for at afvente og se, om grupperepræsentanten eller andre iværksætter en gruppeanke efter § 254 j, stk. 1 eller 2, før de hver især tager stilling til, om de i benægtende fald vil anke individuelt.

Angår en individuel anke efter § 254 k fra byret til landsret krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kræves Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke, jf. retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt. Ansøgning om anketilladelse kan indleveres indtil 4 uger efter udløbet af den almindelige frist herfor. Ankesagens værdi i relation til 10.000 kr.’s ankebegrænsningen opgøres i givet fald for det pågældende gruppemedlem (eller for de gruppemedlemmer, som måtte indlevere en fælles ankestævning efter retsplejelovens § 250, jf. herved Højesterets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 side 835).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 og 13 (§ 378, stk. 4, og § 696, 1. pkt.)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at betegnelsen »domsforhandlingen« ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) blev ændret til »hovedforhandlingen«.

Til nr. 12 (§ 400, stk. 3)

Det foreslås, at et gruppesøgsmål – uanset sagens værdi – ikke skal kunne behandles efter de særlige regler om behandling af krav på højst 50.000 kr. (småsagsproces) i retsplejelovens kapitel 39 (der finder anvendelse fra den 1. januar 2008, jf. §105, stk. 5, i lov nr. 538 af 8. juni 2006). Parterne kan således heller ikke aftale, at et gruppesøgsmål skal behandles efter reglerne om småsagsproces.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2
(retsafgiftsloven)
Til nr. 1 og 2 (§ 2)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at betegnelsen »domsforhandlingen« ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) blev ændret til »hovedforhandlingen«.

Til nr. 3 (§ 49)

Efter forslaget til retsplejelovens § 254 i, 3. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 10), skal retten efter anmodning meddele gruppemedlemmer, der er omfattet af et gruppesøgsmål, en ekstraktudskrift af en dom i gruppesøgsmålet. Det foreslås, at gruppemedlemmerne skal meddeles den første ekstraktudskrift uden afgift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3
(lov om Domstolsstyrelsen)

Efter § 4, stk. 2, i lov om Domstolsstyrelsen beskikkes 1 medlem af Domstolsstyrelsens bestyrelse efter indstilling fra Landsarbejdsrådet. Landsarbejdsrådet blev den 1. juli 2003 erstattet af Beskæftigelsesrådet, jf. lov nr. 416 af 10. juni 2003 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. I konsekvens heraf foreslås § 4, stk. 2, i lov om Domstolsstyrelsen ændret, så det udtrykkeligt fremgår, at det pågældende medlem af Domstolsstyrelsens bestyrelse nu beskikkes efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet.

Til §§ 4-7

(markedsføringsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger mv. og lov om værdipapirhandel mv.)

Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpeges som grupperepræsentant i gruppesøgsmål. Forslaget har sammenhæng med den foreslåede regel i retsplejelovens § 254 c, stk. 1, nr. 3 (lovforslagets § 1, nr. 10), hvorefter offentlige myndigheder (kun) kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, hvis de ved lov er bemyndiget til det. Formålet med de foreslåede ændringer af markedsføringsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger mv. og lov om værdipapirhandel mv. er således at give Forbrugerombudsmanden denne lovmæssige bemyndigelse.

Den foreslåede bestemmelse i markedsføringsloven omfatter krav, der falder inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed efter markedsføringsloven, dvs. navnlig civilretlige krav, der har sammenhæng med en overtrædelse af bestemmelser i markedsføringsloven, eksempelvis krav om, at visse nærmere angivne aftalevilkår kendes ugyldige, krav om tilbagebetaling af vederlag og krav om erstatning. De foreslåede bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger mv. og lov om værdipapirhandel mv. omfatter tilsvarende krav, som har sammenhæng med handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis efter lov om finansiel virksomhed eller lov om investeringsforeninger mv. eller mod god værdipapirhandelsskik efter lov om værdipapirhandel mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 8
(ikrafttræden)

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2008, jf. stk. 1 , og at de foreslåede regler om gruppesøgsmål finder anvendelse i sager, der anlægges efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 2. Den foreslåede henvisningsregel i retsplejelovens § 254, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 9), kan også anvendes i sager, der verserer ved lovens ikrafttræden.

Til § 9
(territorial gyldighed)

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at lovens § 3 (lov om Domstolsstyrelsen) ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland, og at lovens §§ 5-7 (ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger mv. og lov om værdipapirhandel mv.) ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

 


Bilag 1


Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

     
   

§ 1

   

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. xxx af 5. oktober 2006, foretages følgende ændringer:

     

§ 225. Ved Sø- og Handelsretten behandles sager om EF-varemærker, jf. varemærkelovens § 43 a, og sager om EF-design, jf. designlovens § 42.

   

Stk. 2. Medmindre parterne har aftalt andet, kan endvidere følgende sager anlægges ved Sø- og Handelsretten:

   

1) Internationale sager, hvor fagkundskab til internationale erhvervsforhold har væsentlig betydning,

   

2) sager, hvor Forbrugerombudsmanden er part og anvendelsen af lov om markedsføring eller lov om visse betalingsmidler har væsentlig betydning,

   

3) sager, hvor anvendelsen af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven, patentloven, lov om brugsmodeller eller lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) har væsentlig betydning, og

   

4) sager, hvor anvendelsen af konkurrenceloven har væsentlig betydning.

   

Stk. 3. Anlægges en sag, der er omfattet af stk. 2, ved byretten, henviser retten efter anmodning fra en part sagen til Sø- og Handelsretten. § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

 

1. I § 225, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 3 og 4«.



     

§ 226. Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter.

   

Stk. 2. Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten.

 

2. § 226, stk. 2 , ophæves.


Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

Stk. 3. Hvis parterne har aftalt, at sagen skal behandles ved byretten, kan henvisning efter stk. 1 og 2 kun ske efter anmodning fra begge parter. Henvisning efter stk. 1 og 2 kan ikke ske i de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b og 44 omhandlede sager.

  3. I § 226, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår i 1. og 2. pkt. »efter stk. 1 og 2«.

Stk. 4. Anmodning om henvisning efter stk. 1 og 2 skal fremsættes senest i det forberedende møde, jf. § 353, eller, hvis et sådant møde ikke afholdes, senest 4 uger efter rettens meddelelse om, at der ikke skal holdes et forberedende møde. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen efter en anmodning, der fremsættes senere, men inden forberedelsens slutning.

 

4. I § 226, stk. 4, der bliver stk. 3, udgår i 1. pkt. »efter stk. 1 og 2«.



Stk. 5. Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret.

   
     

§ 227. Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag, hvor fagkundskab til erhvervsforhold er af væsentlig betydning, herunder vedrørende ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling ved Sø- og Handelsretten, hvis sagen er af principiel karakter.

   

Stk. 2. Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag, hvor fagkundskab til erhvervsforhold er af væsentlig betydning, herunder vedrørende ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling ved Sø- og Handelsretten, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra Sø- og Handelsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved Sø- og Handelsretten.

  5. § 227, stk. 2, ophæves, og stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Reglerne i § 226, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 3. Reglerne i § 226, stk. 3-5, finder tilsvarende anvendelse ved henvisning i medfør af stk. 1 og 2.

   
     

§ 249. Sagsøgeren kan under én sag fremsætte flere krav mod sagsøgte, såfremt:

   

1) der er værneting for alle kravene her i landet,

   

2) retten er værneting for ét af kravene,

   

3) retten er saglig kompetent med hensyn til ét af kravene, og

   

4) alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler.

   

Stk. 2. Sagsøgte kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om hel eller delvis frifindelse for sagsøgerens krav eller med påstand om dom for modkravet eller en del af dette, såfremt modkravet kan behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens krav. Selvstændig dom for modkravet kan dog kun gives, såfremt der er værneting for kravet her i landet, eller kravet udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som sagsøgerens krav støttes på.

 

6. § 249, stk. 2, affattes således:


» Stk. 2. Sagsøgte kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om dom for modkravet eller en del af dette, såfremt

3) der er værneting for modkravet her i landet eller kravet udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som sagsøgerens krav støttes på, og

4) modkravet kan behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens krav.«

Stk. 3. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle et fremsat krav eller modkrav under en selvstændig sag, kan retten henvise kravet til afgørelse ved den rette domstol, jf. § 232, stk. 2. Retten kan i stedet for at henvise et modkrav til afgørelse ved den rette domstol henvise sagen i sin helhed til afgørelse ved denne. Landsretten kan dog ikke henvise et modkrav eller en sag til afgørelse ved byret.

 

7. § 249, stk. 3, 3. pkt. , ophæves.



Stk. 4. Om inddragelse af nye krav eller modkrav under sagen gælder tillige reglerne om fremsættelse af nye påstande og anbringender.

   
     

§ 254. Retten kan bestemme, at flere sager, der er anlagt ved retten mellem samme eller forskellige parter, skal forhandles i forbindelse med hinanden. Rettens afgørelse herom kan ikke indbringes for højere ret.

 

8. I § 254, 1. pkt., ændres »er anlagt« til: »verserer«.


9. I § 254 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Retten kan efter anmodning fra en part henvise en sag i 1. instans til behandling ved en anden ret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den anden ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved den anden ret, jf. dog § 247, stk. 1. På samme måde kan en landsret henvise en ankesag til behandling ved den anden landsret.«



     
   

10. Efter kapitel 23 indsættes:



   

»Kapitel 23 a

   

Gruppesøgsmål

   

 

   

§ 254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer, kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.

   

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b, 44 og 88 omhandlede sager.

     
   

§ 254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når

   

8) der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,

   

9) der er værneting for alle kravene her i landet,

   

10) retten er værneting for ét af kravene,

   

11) retten er saglig kompetent med hensyn til ét af kravene,

   

12) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på,

   

13) gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde og

   

14) der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c.

   

Stk. 2. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle alle kravene under en selvstændig sag, kan retten henvise sagen til afgørelse ved en domstol, der har saglig kompetence til at behandle mindst ét krav.

     
   

§ 254 c. Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens vegne. Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som grupperepræsentant kan, jf. dog stk. 2, udpeges

   

4) et medlem af gruppen,

   

5) en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller

   

6) en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det.

   

Stk. 2. I gruppesøgsmål efter § 254 e, stk. 8, kan som grupperepræsentant kun udpeges en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det.

   

Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen.

   

Stk. 4. Adgangen til at være grupperepræsentant ophører ikke alene af den grund, at der efter sagens anlæg sker forandringer i de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1.

     
   

§ 254 d. Gruppesøgsmål anlægges ved indlevering af stævning til retten, jf. § 348. Stævningen kan indleveres af enhver, der efter § 254 c, stk. 1, kan udpeges som grupperepræsentant. Ud over, hvad der fremgår af § 348, skal stævningen indeholde

   

4) en beskrivelse af gruppen,

   

5) oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen, og

   

6) et forslag til grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet.

   

Stk. 2. Opfylder stævningen ikke kravene i stk. 1, og er den herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, finder § 349 tilsvarende anvendelse.

     
   

§ 254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§ 254 b og 254 c er opfyldt.

   

Stk. 2. Retten kan i forbindelse med udpegningen af grupperepræsentanten og/eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af retten. Stilles sikkerheden ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsentant, afvises sagen.

   

Stk. 3. Retten kan senere udpege en ny grupperepræsentant, hvis det er påkrævet. I gruppesøgsmål med tilmelding, jf. stk. 6, skal retten tage stilling til, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant, hvis mindst halvdelen af de gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, anmoder herom og anmodningen er ledsaget af et forslag til ny grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet.

   

Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.

   

Stk. 5. Gruppesøgsmålet omfatter de gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 7, medmindre retten bestemmer, at gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 8.

   

Stk. 6. Retten fastsætter en frist for ved skriftlig meddelelse at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.

   

Stk. 7. Retten kan bestemme, at tilmelding til gruppesøgsmålet skal være betinget af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for sagsomkostninger, medmindre gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces efter §§ 327-329 og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelserne efter § 325. Justitsministeren meddeler efter ansøgning fra grupperepræsentanten, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces efter §§ 328 og 329. § 327, stk. 4, 2. og 3. pkt., § 328, stk. 5, 2. pkt., og § 329, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

   

Stk. 8. Såfremt gruppesøgsmålet vedrører krav, hvor det er klart, at kravene på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, og det må antages, at et gruppesøgsmål med tilmelding ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på, kan retten efter anmodning fra grupperepræsentanten bestemme, at gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt sig gruppesøgsmålet. Retten fastsætter en frist for ved skriftlig meddelelse at framelde sig gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil framelding skal ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at framelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.

   

Stk. 9. De personer, hvis krav falder inden for rammen af gruppesøgsmålet, skal underrettes om de i stk. 1-8 nævnte forhold og om retsvirkningerne af at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet. Underretningen gives på den måde, som retten bestemmer. Retten kan bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse. Retten kan pålægge grupperepræsentanten at foretage underretningen. Udgifterne ved underretningen betales foreløbig af grupperepræsentanten.

     
   

§ 254 f. Som parter i gruppesøgsmålet anses grupperepræsentanten og gruppens modpart.

   

Stk. 2. Rettens afgørelser i gruppesøgsmålet har bindende virkning for de gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Med hensyn til afgørelser om modkrav gælder dette dog kun krav, som udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav støttes på. I gruppesøgsmål efter § 254 e, stk. 8, har rettens afgørelser kun bindende virkning for gruppemedlemmer, der ved kravets fremsættelse kunne have været sagsøgt her i landet vedrørende det pågældende krav.

   

Stk. 3. Et gruppemedlem kan pålægges at betale sagsomkostninger til modparten og/eller grupperepræsentanten. Ved afgørelser efter 1. pkt. går modpartens krav forud for grupperepræsentantens. Gruppemedlemmet kan højst pålægges at betale sagsomkostninger med et beløb som fastsat i medfør af § 254 e, stk. 7, med tillæg af beløb, der gennem retssagen kommer gruppemedlemmet til gode.

   

Stk. 4. I det omfang sagsomkostninger, der pålægges et gruppemedlem, som opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, betales sagsomkostningerne af statskassen, hvis gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i §§ 327-329, dog højst med et beløb som fastsat i medfør af § 254 e, stk. 7.

   

Stk. 5. Reglerne i §§ 298, 300, 301, stk. 1, 302, 305 og 344, stk. 2, 2. pkt., jf. 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet.

     
   

§ 254 g. Opstår der spørgsmål om at hæve eller afvise gruppesøgsmålet, skal gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, underrettes, medmindre underretning er åbenbart overflødig. Retten kan bestemme, at der skal ske underretning i andre tilfælde, herunder når der opstår spørgsmål om at godkende et forlig. Reglerne i § 254 e, stk. 9, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

   

Stk. 2. Såfremt gruppesøgsmålet hæves eller afvises, kan et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, ved skriftlig meddelelse til retten inden 4 uger indtræde som part for så vidt angår den pågældendes krav og videreføre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål. Det samme gælder, hvis retten i medfør § 254 e, stk. 4, 2. pkt., bestemmer, at et krav ikke skal være omfattet af gruppesøgsmålet.

     
   

§ 254 h. Forlig, som grupperepræsentanten indgår om krav, der er omfattet af gruppesøgsmålet, opnår gyldighed, når forliget er godkendt af retten. Retten godkender forliget, medmindre der ved forliget sker usaglig forskelsbehandling af gruppemedlemmer, eller forliget i øvrigt er åbenbart urimeligt. Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, skal underrettes om rettens godkendelse af et forlig. Reglerne i § 254 e, stk. 9, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

     
   

§ 254 i. Retten underretter gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, om sagens afgørelse. Reglerne i § 254 e, stk. 9, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Retten meddeler efter anmodning gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, en ekstraktudskrift af dommen.

     
   

§ 254 j. Ankes en dom i et gruppesøgsmål af grupperepræsentanten, finder § 254 e, stk. 5-9, tilsvarende anvendelse.

   

Stk. 2. Anker grupperepræsentanten ikke, kan anke iværksættes af enhver, der efter § 254 c, stk. 1 og 2, kan udpeges som grupperepræsentant, og §§ 254 b, stk. 1, nr. 1, 5 og 7, og 254 e, stk. 1 og stk. 4-9, finder tilsvarende anvendelse. Anker grupperepræsentanten en del af en dom, finder 1. pkt. anvendelse på de øvrige dele af dommen.

   

Stk. 3. Ankes en dom i et gruppesøgsmål af gruppens modpart, behandles anken efter reglerne om gruppesøgsmål.

   

Stk. 4. Reglerne i §§ 254 c, 254 e, stk. 2 og 3, og 254 f-254 i finder tilsvarende anvendelse under anken. Reglerne i § 368, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder ikke anvendelse.

     
   

§ 254 k . Et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, og hvis krav ikke er omfattet af en anke efter § 254 j, kan anke en dom i et gruppesøgsmål for så vidt angår den pågældendes krav. Anke eller ansøgning om anketilladelse anses som rettidig, såfremt ankestævningen eller ansøgningen om anketilladelse indleveres senest 4 uger efter udløbet af den almindelige frist herfor.«

     

§ 378. Retten bestemmer, om forberedelsen af anken skal fortsætte ved udveksling af yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder, eller om forberedelsen skal sluttes, og sagen straks berammes til hovedforhandling. Bestemmelserne i § 376, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til indlevering af yderligere processkrifter. De trufne bestemmelser kan senere ændres.

   

Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.

   

Stk. 3. Retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i et forberedende møde ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

   

Stk. 4. Afholdes et forberedende møde, kan retten bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå i tilslutning til dette, såfremt parterne er enige herom, eller sagen findes tilstrækkeligt oplyst og også i øvrigt egnet til straks at domsforhandles.

 

11. I § 378, stk. 4, ændres »domsforhandles« til: »hovedforhandles«.



     

§ 400. Reglerne i dette kapitel anvendes på byretssager, herunder boligretssager, om følgende krav:

   

1) Krav, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr.

   

2) Krav, hvor parterne, efter at tvisten er opstået, aftaler, at reglerne i dette kapitel skal finde anvendelse. I sager mellem erhvervsdrivende om forhold, der vedrører parternes erhverv, kan sådan aftale dog også indgås, før tvisten er opstået.

   

Stk. 2. Parterne kan, efter at tvisten er opstået, aftale, at en sag, der er omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel.

   

Stk. 3. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b, 44 og 88 omhandlede sager.

 

12. I § 400, stk. 3, indsættes efter »kapitel«: » 23 a,«.



     

§ 696. Domsforhandling skal med hensyn til alle i kongeriget begåede forbrydelser i reglen foregå ved den ret, i hvis kreds handlingen er foretaget. Udkræves flere handlinger til forbrydelsens begreb, er den ret værneting, i hvis kreds den sidste af dem er foretaget. Udgør flere i forskellige retskredse foretagne strafbare handlinger, som hver især ville begrunde værneting efter foranstående regler, tilsammen én forbrydelse, eller er en forbrydelse begået på grænsen af flere retskredse, eller er det uvist, i hvilken af flere bestemte retskredse en forbrydelse er begået, kan forfølgning ske ved en hvilken som helst af de retter, om hvilke der på grund af de angivne omstændigheder opstår spørgsmål.

 

13. I § 696, 1. pkt., ændres »Domsforhandling« til: »Hovedforhandling«.



     
   

§ 2

   

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, foretages følgende ændringer:

     

§ 2. For sager, som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr., betales afgift for domsforhandlingen eller for skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

  1. I § 2 ændres i stk. 1 og 3 steder i stk. 4 »domsforhandlingen« til: »hovedforhandlingen«.

Stk. 2. Afgiften efter stk. 1 udgør 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr.

   

Stk. 3. Afgiften efter stk. 1 kan højst udgøre 75.000 kr. I sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 2 eller 3, kan afgiften efter stk. 1 dog højst udgøre 2.000 kr.

   

Stk. 4. Afgiften efter stk. 1 skal betales ved fastsættelsen af tidspunktet for domsforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før domsforhandlingen. Afgiftspligten efter stk. 1 bortfalder, hvis der senest 6 uger før domsforhandlingen gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

   

Stk. 5. I sager, der afgøres uden mundtlig domsforhandling, skal afgiften efter stk. 1 betales, når der træffes beslutning om skriftlig behandling. Afgiftspligten efter stk. 1 bortfalder, hvis der inden indleveringen af det sidste procedureindlæg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

 

2. I § 2, stk. 5, 1. pkt., ændres »domsforhandling« til: »hovedforhandling«.



Stk. 6. I sager, der afsluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part tager bekræftende til genmæle, tilbagebetales en tredjedel, dog mindst 500 kr., af afgiften efter stk. 1.

   
     

§ 49. Afgiftsfri er attester, afskrifter, udskrifter, genparter, fotokopier eller lignende, der bestilles af:

   

1) En part i en sag til brug for denne, for så vidt sagen er afgiftsfri i medfør af § 12, stk. 1, nr. 1-6, § 12, stk. 2, § 51, stk. 1, eller § 55, nr. 1, eller parten er fritaget for afgift i medfør af § 13, stk. 1, § 51, stk. 2, eller § 55, nr. 2.

   

2) En rekvirent af en fogedforretning til brug for denne, når forretningen er afgiftsfri i medfør af § 20, nr. 1-6.

   

3) Sigtede eller tiltalte under en straffesag, hvor ret til at få udskrift særligt er hjemlet ham i retsplejeloven uden for bestemmelsen i nævnte lovs § 729 d eller er tillagt ham ved beslutning af retten eller dennes formand.

   

4) En bobestyrer til dennes brug ved behandlingen af et dødsbo.

   

Stk. 2. Uden afgift udfærdiges endvidere:

   

1) Første udskrift til parterne af en retsafgørelse eller et retsforlig i en borgerlig retssag.

   

2) Første udskrift til parterne af en retsafgørelse eller et retsforlig vedrørende borgerlige krav i en offentlig straffesag.

   

3) Første udskrift til rekvirenten af en notarialforretning.

   

4) Første domsudskrift til beskikket advokat eller beskikket forsvarer.

   

5) Attest om, hvorvidt dommen i en ægteskabssag er anket.

   

6) Første udskrift eller attest til en rekvirent af en fogedforretning, når rekvirenten i henhold til retsplejelovens § 492, stk. 2, ikke har givet møde under forretningen.

   

7) Straffeattester.

   

8) Fotokopier af salgsopstilling udfærdiget til brug ved tvangsauktion over fast ejendom.

   

9) Første attest i dødsboer, der ikke behandles ved bobestyrer.

   
    3. I § 49, stk. 2, indsættes som nr. 10 :

»10) Første ekstraktudskrift af en dom i et gruppesøgsmål til gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet.«

     
   

§ 3

   

I lov nr. 401 af 26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen, som ændret ved § 29 i lov nr. 388 af 30. maj 2000, § 1 i lov nr. 1156 af 19. december 2003 og § 2 i lov nr. 552 af 24. juni 2006, foretages følgende ændring:

     

§ 4. Bestyrelsen består af en højesteretsdommer, to landsdommere, to byretsdommere, en repræsentant for det øvrige juridiske personale ved domstolene, to repræsentanter for det administrative personale ved domstolene, en advokat og to medlemmer med særlig ledelsesmæssig og samfundsmæssig indsigt.

   

Stk. 2. Justitsministeren beskikker samtlige medlemmer af bestyrelsen. Højesteretsdommeren beskikkes efter indstilling fra Højesteret. De to landsdommere beskikkes efter indstilling fra henholdsvis Østre Landsret og Vestre Landsret. Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet. De to medlemmer med særlig ledelsesmæssig og samfundsmæssig indsigt beskikkes efter indstilling fra henholdsvis Landsarbejdsrådet og Rektorkollegiet.

 

1. I § 4, stk. 2, 5. pkt., ændres »Landsarbejdsrådet« til: »Beskæftigelsesrådet«.



Stk. 3. Justitsministeren fastlægger efter forhandling med henholdsvis Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen samt Politiets og Domstolenes Tjenestemandsforening og HK-Landsklubben Dommerkontorerne fremgangsmåden ved indstilling af de to byretsdommere, repræsentanten for det øvrige juridiske personale og de to repræsentanter for det administrative personale ved domstolene.

   

Stk. 4. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.

   

Stk. 5. § 12 i lov om ligestilling af kvinder og mænd gælder ikke ved indstilling til Domstolsstyrelsens bestyrelse.

   

Stk. 6. Medlemmerne beskikkes for 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

   

Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hvert af bestyrelsens medlemmer. Stk. 2-6 finder tilsvarende anvendelse.

   

Stk. 8. Repræsentanten for det øvrige juridiske personale og de to repræsentanter for det administrative personale samt deres suppleanter er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.

   

Stk. 9. Bestyrelsen vælger selv sin formand.

   

Stk. 10. Domstolsstyrelsens direktør deltager i bestyrelsens møder, medmindre bestyrelsen undtagelsesvis træffer anden bestemmelse.

   
     
   

§ 4

   

I lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring, som ændret ved § 102 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændring:

     

§ 28. Dersom en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i denne lov har ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indtale kravene under ét.

  1. I § 28 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«

     
   

§ 5

   

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 4. april 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 527 af 7. juni 2006, foretages følgende ændring:

     

§ 348. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43, stk. 1 og 2. Markedsføringslovens § 13, stk. 1, og § 14, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.

Stk. 2 . - - -

 

1. I § 348, stk. 1, indsættes som 3. pkt. :


»Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«

     
   

§ 6

   

I lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 31. januar 2006, foretages følgende ændring:

     

§ 120. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18. Markedsføringslovens § 13, stk. 1, og § 14, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.

Stk. 2 . - - -

 

1. I § 120, stk. 1, indsættes som 3. pkt. :


»Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«

     
   

§ 7

   

I lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 1. juni 2006, som ændret ved § 2 i lov nr. 527 af 7. juni 2006, foretages følgende ændring:

     

§ 3. Enhver værdipapirhandel skal udføres på en redelig måde og i overensstemmelse med god værdipapirhandelsskik. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med 1. pkt.

   

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om god værdipapirhandelsskik.

   

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud vedrørende overtrædelser af regler om god værdipapirhandelsskik, jf. stk. 1, og regler udstedt efter stk. 2. Markedsføringslovens § 13, stk. 1, og § 14, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.

  1. I § 3, stk. 3, indsættes som 3. pkt. :

»Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«