Lovforslag L 35 1999

Forslag til Lov om ændring af lov om markedsføring og lov om en rejsegarantifond (Sammenlignende reklame, regel om særtilbud, Forbrugerombudsmandens ansættelse og adgang til at forlange oplysninger samt styrkelse af Rejsegarantifondens indgrebsmuligheder)

Lovforslag L 35 fremsat den 13. oktober 1999 af erhvervsministeren (Pia Gjellerup)

 

§ 1

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 1. juli 1999, foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 2 indsættes før overskriften til § 3:

»Sammenlignende reklame

§ 2 a. Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.
Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter denne lov, når sammenligningen

  1. ikke er vildledende,
  2. angår varer eller tjenesteydelser, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
  3. er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser, herunder prisen,
  4. ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer eller tjenesteydelser,
  5. ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer, tjenesteydelser, aktiviteter eller øvrige forhold,
  6. for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med samme betegnelse,
  7. ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser og
  8. ikke fremstiller en vare eller tjenesteydelse som en imitation eller en kopi af en vare eller tjenesteydelse, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.

Stk. 3. I enhver sammenlignende reklame, som indeholder særtilbud, skal det klart fremgå, hvornår tilbudet ophører eller efter omstændighederne, at tilbudet kun gælder, så længe de pågældende varer og tjenesteydelser er til rådighed. Gælder særtilbudet endnu ikke, skal det tillige oplyses, hvornår perioden for den særlige pris eller for andre særlige betingelser begynder.«.

2.

I §15, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Oplysningerne kan kræves meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter omstændighederne skønnes påkrævet.«.

3.

I § 15, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »6 år«:
»og kan kun afskediges uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.«.

4.

I § 15, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år.«.

5.

I § 22, stk. 3, indsættes efter »§ 2, stk. 1-3,«:
»§ 2 a,«.

§ 2

I lov om en rejsegarantifond, jf. lov nr. 315 af 14. maj 1997, foretages følgende ændring:

1.

I § 17, stk. 1, indsættes efter »§ 8, stk. 5 og 6,«:
»eller § 19,«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2000, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 2 træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.


Note
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame (EF-Tidende 1997 nr. L 290, s. 18).

 

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

A. Lovforslagets indhold

Ved lovforslaget ændres lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 1. juli 1999 om bekendtgørelse af lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring, FT 1993-94 (2. saml.): 7871, 11999, 12319; A 7249; B 1795; C 1395, som ændret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999, FT 1998-99 (2. saml.) 2735, 7134, 7379; A 3216; B 1193; C 772.

Endvidere foretages en lovteknisk ændring af § 17, stk. 1, i lov om en rejsegarantifond, jf. lov nr. 315 af 14. maj 1997, FT 1996-97 (2. saml.): 3045, 6470, 6594; A 2718; B 710, 842; C 399.

Ændringen af markedsføringsloven vedrører gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame. Herudover indeholder lovforslaget en bestemmelse om Forbrugerombudsmandens ansættelsesforhold som konsekvens af lov nr. 346 af 2. juni 1999 om ændring af tjenestemandspensionsloven, tjenestemandsloven mv. Endelig indføres hjemmel til at slette rejsearrangører og formidlere for udenlandske arrangører, der ikke efterkommer Rejsegarantifondens krav om forhøjet garantistillelse, som oprindeligt forudsat i lov om en rejsegarantifond, jf. lov nr. 315 af 14. maj 1997. De nævnte ændringer søges gennemført ved at medtage:

  • betingelserne i markedsføringsloven, der skal iagttages, for at sammenlignende reklame er tilladt,
  • betingelserne for særtilbud,
  • adgang for Forbrugerombudsmanden til med kort frist at kræve oplysninger, når det gælder sammenlignende reklame mv.,
  • Forbrugerombudsmandens ansættelsesforhold og
  • en lovteknisk ændring af lov om en rejsegarantifond.

Det overordnede mål med direktivændringen er at gøre sammenlignende reklame lovlig i alle medlemsstater og at harmonisere, under hvilke betingelser sammenlignende reklame er tilladt, da de enkelte medlemsstaters love og administrative bestemmelser er meget forskellige, og derved kan skabe hindringer for varer og tjenesteydelsers frie bevægelighed. Direktivet skal derved medvirke til at fremme konkurrencen og mindske konkurrenceforvridning. Gennemførelsen af harmoniseringen vil ikke medføre væsentlige ændringer i den gældende danske retsstilling om sammenlignende reklame.

Reklame er et vigtigt middel til at sikre et effektivt marked og konkurrence. Gennemsigtigheden for forbrugerne er imidlertid afhængig af typen og mængden af den information, der gives i reklamen. Af direktivets betragtninger fremgår således, at sammenlignende reklame kan være et legitimt oplysningsmiddel i forbrugernes interesse, når sammenligningen vedrører konkrete, relevante, dokumenterbare og repræsentative træk og ikke er vildledende.

De betingelser, direktivet opstiller for at anvende sammenligning i reklame, omfatter navnlig, at reklamen ikke må være vildledende, at sammenligningen skal angå varer eller tjenesteydelser, der opfylder samme behov eller formål, at reklamen angår konkrete og relevante egenskaber, der er repræsentative og kan dokumenteres, at reklamen ikke giver anledning til forveksling med konkurrenter, at reklamen ikke miskrediterer konkurrenter, varemærker mv., at reklame for produkter med oprindelsesbetegnelse skal angå produkter med samme betegnelse, at reklamen ikke snylter på en konkurrents varemærke el. lign. og at reklamen ikke fremstiller en vare som en kopi af en anden vare, der er beskyttet af et varemærke.

Endvidere opstiller direktivet betingelser for reklamesammenligninger i forbindelse med tilbud.

Endelig skal domstolene eller en administrativ myndighed ifølge direktivet kunne forlange dokumentation for rigtigheden af den sammenlignende reklames oplysninger inden for kort tid. Sidstnævnte gennemføres ved forslaget til ændring af § 15, stk. 2, 2. pkt.

Som følge af de specifikke betingelser, der skal sikre, at sammenlignende reklame er tilladt på ensartede vilkår i medlemsstaterne, har direktivet karakter af totalharmonisering. Da der ikke findes en samlet detaljeret regulering om sammenlignende reklame, og da retspraksis på området er sparsom og konkret begrundet, er det fundet hensigtsmæssigt at lægge sig tæt op ad direktivets ordlyd for at sikre en korrekt gennemførelse i lovgivningen.

Den reklame, som sædvanligvis benævnes sammenlignende reklame, og som ikke er omfattet af direktivets definition, må bedømmes efter de gældende regler og praksis. Disse regler findes i de generelle bestemmelser i markedsføringsloven om god markedsføringsskik samt forbudene mod vildledning og forveksling, specifikke bestemmelser i særlovgivningen, herunder varemærkeloven, samt praksis på området. Om den nærmere afgrænsning af direktivets anvendelsesområde henvises til de specielle bemærkninger til nr. 1, ad § 2 a, stk. 1.

Efter de gældende regler har Rejsegarantifonden i dag ikke mulighed for at slette en arrangør, der ikke efterlever fondens krav om at stille forhøjet sikkerhed. Mulighed for at slette en arrangørs registrering i fonden i denne situation var forudsat i lovforslaget, men ved en lovteknisk fejl i forbindelse med lovens vedtagelse fik fonden ikke denne sanktionsmulighed. Erhvervsministeren har orienteret Folketingets Erhvervsudvalg herom og tilkendegivet, at denne lovtekniske fejl ville blive søgt rettet ved et lovforslag.

Den foreslåede ændring af rejsegarantifondloven giver Rejsegarantifonden mulighed for at slette en arrangørs registrering i fonden, hvis arrangøren ikke inden for en kort frist efterkommer fondens krav om forhøjet garantistillelse. Sletning af registeret indebærer, at den pågældende arrangør ikke længere lovligt kan sælge rejsearrangementer, som er omfattet af loven.

B. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

I henhold til markedsføringsloven skal Forbrugerombudsmanden føre tilsyn med, at loven overholdes navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden har således allerede i dag mulighed for at behandle sager om sammenlignende reklame. Gennemførelsen af forslaget skønnes derfor ikke at medføre øgede omkostninger for Forbrugerombudsmandens tilsyn efter markedsføringsloven.

Forslaget til ændring af loven om en rejsegarantifond skønnes ikke at medføre øgede omkostninger til Rejsegarantifondens administration af loven. Forslaget sikrer mere effektivt fonden mod tab ved rejsearrangørers konkurser, og forbrugerne mod rejsearrangører, der udgør en særlig risiko.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser og administrative konsekvenser for virksomheder

Reglerne om sammenlignende reklame skønnes ikke at indebære økonomiske eller administrative konsekvenser for virksomhederne.

Kataloget over de specifikke kriterier, der skal være opfyldt, for at sammenlignende reklame er tilladt, vil gøre det lettere for de erhvervsdrivende, som ønsker at benytte sig af denne reklameform, at tage højde for de forskellige lovgivningers krav.

Forslaget til ændring af loven om en garantifond er til gavn for de virksomheder, der driver solid rejsevirksomhed.

C. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at indebære miljømæssige konsekvenser.

D. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører direktiv 97/55/EF, der udvider anvendelsesområdet for direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame (vildledningsdirektivet) og dets kontrol- og sanktionssystemer til også at omfatte sammenlignende reklame. Direktivet er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 100 A, og direktivet skal være gennemført i national ret senest den 23. april 2000. Der henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. A.

I overensstemmelse med traktaten overlades det til medlemsstaterne at bestemme form og midler til gennemførelse af ændringsdirektivet om sammenlignende reklame, for så vidt disse ikke allerede er fastlagt i direktivet.

Af det ændrede vildledningsdirektiv artikel 7, stk. 2, jf. stk. 1, fremgår, at medlemsstaterne ikke kan fastsætte en mere vidtgående beskyttelse, når det gælder sammenlignende reklame. Derimod berører direktivet ikke medlemsstaternes mulighed for at fastsætte mere vidtgående regler om vildledning i medfør af vildledningsdirektivet, som er et minimumsdirektiv.

Efter artikel 7, stk. 3, skal det ændrede vildledningsdirektiv anvendes i overensstemmelse med gældende fællesskabsregler om reklame for specifikke produkter eller tjenesteydelser. Tilsvarende gælder begrænsninger eller forbud vedrørende reklame i specifikke medier. En sammenlignende reklame i tv, der er tilladt ifølge direktivet, skal således opfylde de yderligere betingelser, som fx fremgår af direktiv 89/552/EØF som ændret ved direktiv 97/36/EF vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed.

Medlemsstaterne kan herudover i deres lovgivning opretholde eller indføre forbud mod reklame for specifikke varer eller tjenesteydelser. Direktivets betragtning 22 nævner i denne sammenhæng forbud mod markedsføringsmetoder eller reklame med sårbare forbrugere som målgruppe. Dette kan efter artikel 7, stk. 4, ske enten ved lov eller af en myndighed eller organisation, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning har ansvaret for reguleringen på det pågældende område.

Endelig giver artikel 7, stk. 5, herudover mulighed for at opretholde eller indføre forbud mod eller begrænsninger i brugen af sammenlignende reklame, uanset disse pålægges direkte eller af et organ, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning har ansvaret for at regulere udøvelsen af tjenesteydelser inden for et liberalt erhverv. Som eksempel herpå kan nævnes reglerne om god advokatskik vedtaget af Advokatrådet.

E. Høring

Lovforslagets § 1 har været sendt i høring hos Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Brancheorganisationen Forbrugerelektronik, Brancheforeningen for Kontor og Data, Bryggeriforeningen, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, Danmarks Automobilforhandlerforening, Danmarks Fotohandlerforening, Danmarks Nationalbank, Danmarks Optikerforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Sportshandler-Forening, Dansk Annoncørforening, Dansk Dagligvareleverandørforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Fagpresse, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Magasinpresse, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Postordreforening, Dansk Standard, Dansk Textil Union, Dansk Tipstjeneste, Danske Andelsselskaber, Danske Biludlejere, Danske Dagblades Forening, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Reklamebureauers Brancheforening, DDK – Dansk Detailkreditråd, De Danske Bilimportører, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Det Danske Handelskammer, FEHA/Markedsføringsnævnet, Finansrådet, Forbrugerklagenævnets Forretningsudvalg, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Dagligvare Grossister, Foreningen af Danske Internetleverandører, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen for Dansk Internet Handel, Forsikring og Pension, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HORESTA, Håndværksrådet, IT-Brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Landbrugsrådet, Landsforeningen for Danske Distriktsblade og Lokalaviser, Liberale Erhvervsråd, Motorcykel-Forhandler Forening, Møbelhandlernes Centralforening, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Radio- og TV Reklamenævnet, Radiobranchens Reklameudvalg, Radiofaghandelens Brancheorganisation, Realkreditrådet, Statens Husholdningsråd, Telekommunikationsindustrien i Danmark, TV 2 Reklame A/S, TVDanmark A/S, TV 3 og Vin og Spiritus Organisationen i Danmark. Endvidere er Finansministeriet, Forskningsministeriet, Justitsministeriet, Kulturministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og Økonomiministeriet blevet hørt.

F. Skema over konsekvenser

Positive Konsekvenser/mindreudgifter Negative Konsekvenser/merudgifter Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Bedre midler for Rejsegarantifonden til at sikre sig mod tab ved rejsearrangørers konkurser Ingen Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Mere effektiv indgrebsmulighed over for rejsearrangører, der ikke stiller forhøjet garanti Ingen Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Rejsegarantifondens indgrebsmulighed er til gavn for de virksomheder, der driver solid rejsevirksomhed Ingen Administrative konsekvenser for erhvervslivet Tillader at virksomhederne anvender sammenlignende reklame i alle medlemsstaterne og medvirker til øget konkurrence. De ensartede betingelser vil sikre en mere overskuelig lovgivning for virksomhederne Ingen Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen Administrative konsekvenser for borgerne Medvirke til en mere relevant information til forbrugerne. Bedre beskyttelse af forbrugerne mod usolide rejsearrangørers konkurser Ingen Forholdet til EU-retten Forslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame (EF-Tidende 1997 nr. L 290 s. 18)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Gældende regulering

Sammenlignende reklame er i dag reguleret af de generelle bestemmelser i markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, § 2 om vildledning og § 5 om forretningskendetegn. Ud over disse bestemmelser i markedsføringsloven er også anden erhvervsregulering af betydning for sammenlignende reklame. Inden for immaterialretten drejer det sig bl.a. om varemærkeretten, men også den navneretlige beskyttelse eller principperne herfor, der kan udledes af selskabslovgivningen eller anden lovgivning kan være af betydning for bedømmelsen af lovligheden af en sammenlignende reklame. Endvidere findes der specifikke regler om reklamering for sundhedsydelser. Disse er fastsat i loven om reklamering for sundhedsydelser, og reklamering er tilladt med de begrænsninger, der følger af loven.

Retspraksis om sammenlignende reklame er sparsom, ligesom afgørelserne er konkret begrundede. Efter gængs opfattelse antages, med udgangspunkt i Det Internationale Handelskammers Kodeks for reklamepraksis, at sammenlignende reklame skal være korrekt, relevant og loyal.

Herudover findes der retningslinier forhandlet af Forbrugerombudsmanden i medfør af markedsføringsloven, samt den af Forbrugerombudsmanden udarbejdede vejledning om prismarkedsføring fra december 1997, der specifikt behandler spørgsmålet om sammenlignende reklame.

Som udtryk for selvregulering er der inden for visse brancher udarbejdet brancheetiske kodeks, der også vedrører sammenlignende reklame. Disse brancheetiske kodeks udgør samtidig fortolkningsbidrag til udfyldning af markedsføringslovens bestemmelser. Som eksempel herpå kan nævnes Det Internationale Handelskammers Kodeks for reklamepraksis. I Danmark har ReklameRådets responsumudvalg, det nuværende Reklameforums Responsumudvalg, udsendt en vejledning om sammenlignende reklame, der bl.a. bygger på denne kodeks.

I lovgivningen er der oprettet tilsynsmyndigheder og nævn med henblik på at sikre overholdelse af lovgivningen, herunder regler om sammenlignende reklame. Som eksempler herpå kan nævnes Forbrugerombudsmanden, Sundhedsstyrelsen og Radio- og TV-Reklamenævnet. I tilknytning til de brancheetiske kodeks er der endvidere oprettet private branchenævn, fx Advokatrådet og Reklameforums Responsumudvalg, som tager stilling til tvister forelagt af erhvervsdrivende i form af klager over konkurrenter. Markedsføringsnævnet/Fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater (FEHA) er et eksempel på et nævn, der behandler sager vedrørende reklame på prismarkedsføringsområdet på grundlag af bl.a. markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at reglerne i markedsføringsloven overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden kan som led i sin tilsynsvirksomhed over for virksomhederne vejlede og forhandle, henstille, afgive forhåndsbeskeder, og i sidste instans meddele påbud, anlægge forbudssag, nedlægge foreløbigt forbud eller rejse tiltale efter de særlige regler herom.

Sundhedstyrelsen er tilsynsmyndighed for så vidt angår reglerne om reklamering for sundhedsydelser.

Radio- og TV-Reklamenævnet træffer på baggrund af bekendtgørelse nr. 489 af 11. juni 1997 om reklamer og sponsorering i radio og tv afgørelse i konkrete sager i radio og tv.

Endelig kan enhver med retlig interesse deri anlægge sag ved domstolene om forbud, påbud og erstatning efter markedsføringslovens § 13. Herudover kan fogedretterne efter begæring fra rekvirenten nedlægge fogedforbud efter bestemmelserne i retsplejeloven.

Ad § 2 a, stk. 1

Bestemmelsen svarer til det ændrede vildledningsdirektiv artikel 2, nr. 2 a, hvori sammenlignende reklame defineres som »reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent«.

Reklame skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i vildledningsdirektivets artikel 2, nr. 1. Reklame omfatter herefter enhver form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse af virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøvelse af et liberalt erhverv, som har til formål at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser.

Der skal således være tale om tilkendegivelser fra erhvervsdrivende, som har til formål at fremme afsætningen. Endvidere er der i modsætning til definitionen på vildledende reklame ikke krav om, at reklamen objektivt skal være egnet til at påvirke efterspørgslen.

For at være omfattet af bestemmelsen skal reklamen henvise direkte eller indirekte til en konkurrent eller dennes varer eller tjenesteydelser. Der må således som minimum antages at skulle foreligge en konkurrencerelation mellem annoncøren og den eller de virksomheder, sammenligningen angår, jf. udtrykket »konkurrent« i bestemmelsen.

Som et eksempel, hvor der ikke foreligger en konkurrencerelation, kan nævnes en reklame fra en annoncør, der anvender en anden erhvervsdrivendes kendte varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine produkter, når produkterne vedrører et helt andet vareområde. Sådanne forhold er ikke omfattet af direktivet, og skal som hidtil bedømmes efter varemærkelovens og markedsføringslovens gældende bestemmelser.

Omvendt vil der foreligge en konkurrencerelation, hvis en sammenlignende reklame omfatter personbiler af forskellige fabrikater.

Spørgsmålet om, hvornår en reklame indirekte kan siges at identificere en konkurrent eller dennes produkter, eller i hvilket omfang generelle anprisninger er omfattet af bestemmelsen, er ikke afklaret i direktivet.

Som eksempel på indirekte identifikation af konkurrenter, som er omfattet af direktivet, kan nævnes de såkaldte systemsammenligninger. Disse er kendetegnet ved, at de produkter, den erhvervsdrivende sammenligner med, opfylder samme eller lignende behov for forbrugeren. Almindeligvis fremhæver den erhvervsdrivende sit eget produkt i forhold til den anden type eller gruppe af produkter, uden at disse nævnes ved firma- eller varenavn.

En erhvervsdrivende, der i sin sammenlignende reklame omtaler eller gengiver resultater af sammenlignende produkttest foretaget af tredjemand, fx en uafhængig forbrugerorganisation, er ikke omfattet af direktivet, jf. betragtning 10. I disse tilfælde gælder reglerne om ophavsret og dansk rets almindelige regler om erstatning i og uden for kontraktforhold.

Udarbejdelse og offentliggørelse af sammenlignende produkttest i form af forbrugerundersøgelser, der foretages af uafhængige organisationer, myndigheder mv., falder ligeledes uden for direktivets anvendelsesområde, da der ikke er tale om reklame. I disse situationer vil der i øvrigt normalt ikke foreligge en konkurrencerelation, endsige en konkurrent i direktivets forstand.

Ad § 2 a, stk. 2

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med det ændrede vildledningsdirektivs artikel 3a, stk. 1, og opstiller betingelserne for, hvornår sammenligningen er tilladt, men regulerer ikke reklameindholdet i øvrigt.

En reklame, der er omfattet af direktivet, og som opfylder de opstillede betingelser, vil ikke når bortses fra de særlige undtagelser, der er nævnt under de almindelige bemærkninger i afsnit D - i relation til selve sammenligningen kunne mødes med andre indsigelser. Reklamen skal dog overholde lovgivningen i øvrigt, og bestemmelsen udelukker således ikke, at en reklame, der opfylder de nedenfor opregnede betingelser, af andre årsager kan være retsstridig. Eksempelvis kan reklamen være køns- eller racediskriminerende eller i strid med markedsføringslovens specialforbud i §§ 6-9, fx forbudet mod reklamering med tilgift.

En reklame, der er i strid med en af de opstillede betingelser, er således ikke tilladt. Der henvises til direktivets betragtning 11, hvoraf det fremgår, at betingelserne for sammenlignende reklame bør være kumulative og overholdes fuldt ud.

Forslagets § 2 a, stk. 2, nr. 1-3, angår basale betingelser, som sammenligningen skal opfylde, mens bestemmelserne i nr. 4-8 vedrører en række betingelser eller begrænsninger på det immaterialretlige område, som sammenligningen skal respektere.

Det antages i almindelighed ikke at være en krænkelse af eneretten til et varemærke, kendetegn mv. at nævne en konkurrents varemærke eller kendetegn i forbindelse med sammenlignende reklame, når reklamen er korrekt, loyal og relevant. Den sammenlignende reklame kan karakteriseres som en indskrænkning i eneretten, men angiver samtidig en standard for, hvorledes denne indskrænkning kan ske.

Der kan imidlertid være konflikt mellem på den ene side ønsket om øget konkurrence og forbrugeroplysning gennem adgangen til at foretage sammenlignende reklame, og på den anden side hensynet til beskyttelsen af eneretten efter de gældende regler om forretningskendetegn, varemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser mv.

Under hensyn til direktivets formål og de begrænsninger og henvisninger, der fremgår af forslaget til § 2 a, stk. 2, nr. 4-8, må det antages, at direktivet ikke indskrænker beskyttelsen efter de gældende regelsæt om varemærker, kendetegn mv. Muligheden for anvendelse af sammenligning kan derfor variere inden for de enkelte områder, idet reklameformen skal anvendes med respekt af de gældende regler om beskyttelse af varemærker, forretningskendetegn mv. Tilsvarende må det antages, at direktivet ikke begrænser adgangen til at foretage sammenligning mere end, hvad der følger af varemærkeretten mv., medmindre direktivet giver særlige holdepunkter herfor.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafsanktioneret med bøde, jf. forslagets § 1, nr. 5. Endvidere er bestemmelsen omfattet af markedsføringslovens almindelige sanktionssystem, jf. de almindelige bemærkninger.

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 1

Den foreslåede bestemmelse svarer til artikel 3a, stk. 1, litra a, hvorefter en sammenlignende reklame kun er tilladt, hvis den ikke er vildledende.

Som anført i de almindelige bemærkninger til punkt D berører det ændrede vildledningsdirektiv ikke medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller fastsætte mere vidtgående regler om vildledning, da vildledningsdirektivet er et minimumsdirektiv. Gennemførelsen af vildledningsdirektivet gav ikke anledning til ændring af markedsføringsloven. Begrebet vildledning i nr. 1 skal derfor forstås i overensstemmelse med markedsføringslovens § 2 og den form for vildledning, der er omfattet af generalklausulen i markedsføringslovens § 1.

Et særligt problem kan opstå, når en reklame, der på annonceringstidspunktet opfylder betingelserne i den foreslåede § 2 a, under den efterfølgende kampagne viser sig ikke længere at være korrekt. Dette vil være tilfældet som følge af konkurrenternes ændrede markedsføringstiltag, bl.a. i form af prisnedsættelser eller andre justeringer ved det sammenlignede produkt. Sådanne tilfælde skal som hidtil bedømmes efter markedsføringslovens §§ 1 og 2.

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 2

Bestemmelsen svarer til ordlyden af artikel 3a, stk. 1, litra b, og skal ifølge direktivets betragtning 9 sikre, at sammenlignende reklame ikke bruges på en illoyal måde, der hindrer den frie konkurrence. Det er således kun tilladt at sammenligne konkurrerende varer og tjenesteydelser, der opfylder samme formål eller tjener samme behov.

Efter bestemmelsen vil det således være muligt at sammenligne fx fødevarer af samme art eller af forskellig art, hvis de tjener samme formål eller behov, og der består en konkurrencerelation.

Tilsvarende gælder de såkaldte systemsammenligninger, hvor man fremhæver sit eget produkts fordele i forhold til en anden type produkter, fx mellem forskellige personbefordringsmetoder. Det kan eksempelvis være en sammenligning af fordelen ved at benytte togservice fra DSB fremfor bus eller fly mellem to destinationer, hvor der foreligger en konkurrencerelation, forudsat de øvrige betingelser er opfyldt.

Efter praksis er det i dag ikke helt afklaret, i hvilket omfang systemsammenligning er tilladt. Bestemmelsen vil derfor skabe større klarhed herover ved at tillade systemsammenligning.

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 3

Bestemmelsen svarer til ordlyden af artikel 3a, stk. 1, litra c. Efter bestemmelsen skal reklamen på objektiv måde sammenligne konkrete, relevante og repræsentative egenskaber ved produkterne, som er dokumenterbare.

Af direktivets betragtning 7 fremgår, at bestemmelsen har til formål at sikre objektive kriterier for sammenligning af varers og tjenesteydelsers karakteristiske træk. Bestemmelsen indebærer, at sammenligningen ikke må bygge på subjektive vurderinger og holdningsbaserede udsagn, der ikke kan dokumenteres.

Med bestemmelsen lægges op til en helhedsvurdering, hvori de nævnte kriterier skal indgå. Bestemmelsen kan sammen med de øvrige betingelser betragtes som en konkretisering af de traditionelle kriterier, hvorefter en sammenlignende reklame skal være korrekt, relevant og loyal.

Kravet om, at sammenligningen skal angå en eller flere konkrete og relevante egenskaber, vil være opfyldt ved en sammenlignende reklame, der anfører oplysninger om fx vægt, produktionsmetode, miljøvenlighed, funktioner, eftersalgsservice, pris, mv.

Endvidere skal egenskaberne være repræsentative, dvs. karakteristiske eller typiske for de produkter, der indgår i sammenligningen.

I bestemmelsen er det præciseret, at angivelse af prisen alene efter omstændighederne kan opfylde bestemmelsens kriterier og være tilladt. I direktivets betragtning 8 anføres, at dette bør være muligt under visse betingelser, især at reklamen ikke er vildledende.

Bestemmelsen skønnes at harmonere med den hidtidige praksis på området.

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 4

Bestemmelsen svarer til artikel 3a, stk. 1, litra d, og fastslår, at en sammenlignende reklame ikke må skabe forveksling mellem annoncøren og dennes konkurrent eller disses varemærker, kendetegn, firmanavne, varer eller tjenesteydelser.

Ifølge direktivets betragtning 13, 14 og 15 giver artikel 5 i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om varemærker indehaveren af et registreret varemærke en eneret, som indebærer, at han kan forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der er identisk med eller ligner et givent varemærke, når der er tale om identiske varer eller tjenesteydelser, eller endog når der er tale om varer af anden art. For at gøre sammenlignende reklame effektiv, kan det være nødvendigt at identificere en konkurrents produkter eller tjenesteydelser ved at henvise til hans firmanavn eller til et varemærke, som han er indehaver af. En sådan anvendelse af en andens varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn er ikke nogen krænkelse af den pågældendes eneret, hvis dette direktivs bestemmelser er overholdt, idet det eneste formål er at sætte forskellene objektivt i relief.

Der henvises til bemærkningerne til § 2 a, stk. 2, om fortolkningen af eventuelle regelkonflikter mellem direktivet og beskyttelsen af enerettighederne.

Som eksempel på en mulig konflikt i relation til bestemmelsen kan nævnes varemærkelovens § 4, stk. 1, nr. 2, der bl.a. stiller krav om, at der end ikke må være risiko for forveksling. Efter nr. 4 må sammenligningen ikke skabe forveksling, hvilket må antages at skulle fortolkes i overensstemmelse med den nævnte varemærkebestemmelse, således at der ikke må foreligge risiko for forveksling.

Bestemmelsen skønnes ikke at medføre ændringer i forhold til gældende praksis.

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 5

Bestemmelsen svarer til artikel 3a, stk. 1, litra e, i direktivet og indeholder et forbud mod miskredittering og nedvurdering af konkurrenter og disses varemærker, firmanavne, kendetegn, varer, tjenesteydelser mv.

Efter dansk ret er skadelige og nedsættende udtalelser hidtil blevet opfattet som en særlig del af den vildledende reklame og har følgelig været omfattet af markedsføringslovens § 2 om vildledning mv. Bestemmelsen må antages at harmonere med den eksisterende praksis på området.

Nedsættende udsagn, der fx gør konkurrenter eller deres produkter til genstand for foragt eller latterliggørelse mv., må ikke forekomme.

Som et eksempel på miskredittering og nedvurdering, der må antages ikke at være tilladt efter bestemmelsen, kan nævnes »Mine kunder er nu mere tilfredse - efter jeg ikke længere sælger XX-biler, men er gået over til salg af YY-biler. Kom ud og få en prøvetur og forstå, hvorfor jeg skiftede mærke.«

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 6

Bestemmelsen svarer til artikel 3a, stk. 1, litra f, og fastslår, at sammenlignende reklame vedrørende produkter med oprindelsesbetegnelse skal angå produkter med samme betegnelse.

Af direktivets betragtning 12 fremgår, at der i de betingelser, der skal være opfyldt for, at en sammenligning er tilladt, navnlig bør tages hensyn til Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, særligt dennes artikel 13, og andre fællesskabsbestemmelser, der er vedtaget på landbrugsområdet.

Forordningens artikel 13 fastslår bl.a., at de betegnelser, der er registreret efter forordningen, er beskyttet mod direkte eller indirekte kommerciel anvendelse for produkter, der ikke er registreret, hvis disse produkter er sammenlignelige med de registrerede produkter, eller anvendelsen indebærer udnyttelse af den registrerede betegnelses omdømme.

Artikel 3a, stk. 1, litra f, har været genstand for omfattende drøftelser for at klargøre dens anvendelsesområde i forhold til forordningen. Danmark afgav sammen med andre medlemsstater en erklæring til Rådsmødeprotokollen. Protokollen, der er offentligt tilgængelig, antages ikke at have nogen retlig status. Protokollen henviser til Kommissionens og formandsskabets bemærkninger på Rådsmødet den 9. november 1995 samt til betragtning 12. Medlemsstaterne går i erklæringen ud fra, at litra f blot viderefører den beskyttelse, der allerede gælder efter forordningens artikel 13 og andre fællesskabsbestemmelser, og at bestemmelsens indhold ikke afviger herfra.

I relation til artikel 13, stk. 1, litra a, i nævnte landbrugsforordning vil sammenligning mellem fx kødprodukter være begrænset til produkter med samme registrerede oprindelsesbetegnelse. Det vil således kun være tilladt at sammenligne en skinke registreret under betegnelsen »Bayonne« med en anden skinke registret under samme betegnelse. Der er således tale om en meget begrænset adgang til at foretage sammenlignende reklame.

Med ordlyden af litra f ydes oprindelsesbetegnelser en generel beskyttelse. Det må dog på baggrund af bestemmelsens forhistorie og direktivets betragtning 12 antages, at beskyttelsen efter litra f alene gælder for geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser, der er reguleret gennem fællesskabsbestemmelser på landbrugsområdet. Det bemærkes, at den endelige afgørelse af bestemmelsens rækkevidde henhører under domstolene.

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 7

Bestemmelsen svarer til artikel 3a, stk. 1, litra g, og indeholder et forbud mod, at reklamen drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærker, firmanavn, karakteristiske kendetegn, eller oprindelsesbetegnelser.

Centralt for bestemmelsen er reklamering, hvor annoncøren udnytter en kendt konkurrent eller dennes produkters position på markedet til egen fordel. Der snyltes derved på andres renommé og goodwill. Rennomésnyltning giver den snyltende en uberettiget fordel og kan samtidig påføre det velanskrevne produkt skadevirkninger i form af udvanding af anseelse.

Direktivets forbud mod renommésnyltning skønnes ikke at afvige fra, hvad der i dag er praksis.

Uden for bestemmelsen falder de tilfælde, hvor en virksomhed anvender en anden erhvervsdrivendes kendte varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine egne produkter, som vedrører et helt andet vareområde fx »vækkeurenes Rolls Royce«. Efter bemærkningerne til § 2 a, stk. 1, skal sådanne tilfælde bedømmes efter de hidtil gældende regler.

Ad § 2 a, stk. 2, nr. 8

Bestemmelsen svarer til artikel 3a, stk. 1, litra h, og indeholder forbud mod at præsentere produkter som en imitation eller kopi af varer eller tjenesteydelser med et beskyttet varemærke eller firmanavn.

Bestemmelsen kan betragtes som en særlig variant af nr. 7 om snyltning og er udtryk for et forbud mod, at efterligninger og kopier kan optræde i en reklame sammen med det originale produkt, selv om det af reklamen klart fremgår, at der er tale om en efterligning eller kopi.

Det må antages, at bestemmelsen har som forudsætning, at sammenligningen samtidig efter de gældende regler om varemærker og firmanavne konstituerer et retsbrud, jf. bemærkningerne til § 2 a, stk. 2.

Forbudet er udtryk for en præcisering af, hvad der allerede må antages at gælde efter markedsføringsloven. Normalt betragtes en sådan markedsføring som en krænkelse af varemærkeretten. Fra svensk retspraksis kan nævnes to domme fra Hovrätterna. 1990:68 angående butikken La Copie og 1991:31 angående Dior kopier, der begge omhandlede salg af kopier af velkendte varemærker, hvilket fandtes i strid med varemærkeretten, selvom produkterne var tydeligt annonceret som kopier.

Som et eksempel på hvad, der under forhandlingerne fra parfumebranchens side ønskedes forbudt, er en reklame, hvori der er afbilledet en parfumeflacon, der indeholder en efterligning af Chanel no. 5, og hvor følgende tekst anføres »Chanel no. 5 - 500 kr. - Vores Chanel no. 5 - 100 kr.«. Det vil tilsvarende være i strid med bestemmelsen i en reklame at vise en efterligning af originalproduktet med teksten »Vores version af Chloé«.

Ad § 2 a, stk. 3

Bestemmelsen svarer til artikel 3a, stk. 2, og fastsætter nogle yderligere krav til oplysningspligten, når der er tale om sammenlignende reklame i forbindelse med annoncering af særtilbud.

Udtrykket særtilbud er ikke særskilt defineret i dansk ret. Ved særtilbud forstås enhver form for fordelagtige tilbud, fx gunstige leveringsbetingelser og prisnedsættelser, i forhold til konkurrenterne, der gives i den sammenlignede reklame. Udtrykket er ikke identisk med aftalelovens tilbudsbegreb, men omfatter både opfordring til at afgive tilbud og bindende tilbud. Fx vil særtilbud om prisangivelser i annoncer, reklamer og kataloger, som er rettet mod en større kreds, som udgangspunkt blive betragtet som opfordring til at afgive tilbud og ikke som et bindende tilbud, som giver alle, der får kendskab til annoncen mv., krav på at købe varen til den annoncerede pris.

De i forslaget opstillede betingelser vil i vidt omfang allerede følge af markedsføringslovens § 2 om vildledende, urigtige eller urimeligt mangelfulde angivelser, således som bestemmelsen er blevet anvendt i retspraksis og beskrevet i Forbrugerombudsmandens vejledning for prismarkedsføring.

Da der i direktivet ikke gælder et krav om, at særtilbudet objektivt skal være egnet til at fremme omsætningen, er der tale om en skærpelse af de gældende betingelser i markedsføringslovens § 2. Det er derfor fundet nødvendigt at gennemføre bestemmelsen.

Efter forslaget skal annoncøren angive, hvornår perioden for tilbudet slutter, og hvis tilbudet endnu ikke gælder på tidspunktet for annonceringen, hvornår tilbudsperioden begynder. Fx kan det være en overtrædelse af bestemmelsen at benytte udsagnet »Vores pris 250 kr. på xx elartikel, vores konkurrenters pris 500 kr.«, når det ikke anføres, hvornår tilbudet ophører, eller hvis det ikke gælder på annonceringstidspunktet, hvornår tidspunktet for den særlige pris begynder.

Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens vejledning om prismarkedsføring, hvorefter der altid skal være varer nok til at imødekomme en efter varens og forretningens art forventelig efterspørgsel. Der skal herved bl.a. tages hensyn til, hvor mange forbrugere, der har modtaget tilbudet. Er der tale om en begrænset mængde varer i forhold til den efterspørgsel, der med rimelighed kan forventes, skal der tages udtrykkeligt forbehold, der klart og på iøjnefaldende måde fremgår af markedsføringsmaterialet. Forbehold kan fx være »så længe lager haves« eller »begrænset mængde«.

Til nr. 2

Efter artikel 1, nr. 8, i direktivet tillægger medlemsstaterne domstolene eller de administrative myndigheder beføjelse til at kunne kræve dokumentation for rigtigheden af oplysninger i en sammenlignende reklame inden for kort tid.

Med den foreslåede regel sikres det, at Forbrugerombudsmanden kan kræve oplysninger vedrørende sammenlignende reklamer inden for en kort frist. Der er derimod ikke fundet behov for at ændre på reglerne i retsplejeloven om nedlæggelse af fogedforbud i forbindelse med en tvist mellem erhvervsdrivende om sammenlignende reklame.

Efter markedsføringslovens § 15, stk. 2, kan Forbrugerombudsmanden kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige for sin virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Bestemmelsen, som hidrører fra markedsføringsloven af 1974, skal sikre, at nødvendige oplysninger bliver stillet til Forbrugerombudsmandens rådighed.

Bestemmelsen angiver ikke efter sin ordlyd nogen frist eller mulighed for at fastsætte en frist for meddelelse af de relevante oplysninger. I praksis har fristen for den erhvervsdrivende til at meddele oplysninger konkret været fastsat ud fra mængden af de ønskede oplysninger, oplysningernes tilgængelighed for virksomheden og sagens omstændigheder i øvrigt. Fristen for meddelelse af oplysninger varierer således alt efter sagens karakter fra ca. 1 måned til korte frister, fx i forbindelse med overvejelser om meddelelse af et foreløbigt forbud. Der kan dog ikke, som krævet i direktivet, udledes et krav om, at Forbrugerombudsmanden altid kan forlange oplysninger meddelt med kort frist, når det gælder sammenlignende reklame.

Det er derfor fundet korrekt at indføre en bestemmelse, der sikrer Forbrugerombudsmanden en klar hjemmel til at forlange dokumentation vedrørende sammenlignende reklame fremlagt inden for en kort frist.

Direktivet giver ingen vejledning om længden af tidsfristen. Ved fastlæggelsen af tidsfristen må det forudsættes, at annoncøren ligger inde med den fornødne dokumentation for sit markedsføringsudsagn således, at der alene tages hensyn til den tid, det almindeligvis vil tage at fremfinde og sende de pågældende oplysninger.

Forslaget tager samtidig højde for den gældende praksis, således at det af forslaget fremgår, at Forbrugerombudsmanden i andre sager, når hensynet til den konkrete sag gør det påkrævet, kan fastsætte en efter sagens omstændigheder kort frist.

Som eksempler på behovet for anvendelsen af en kort frist kan nævnes påtænkte eller igangsatte markedsføringstiltag, som Forbrugerombudsmanden bliver bekendt med, og som skader væsentlige forbrugerinteresser, hvis de ikke hurtigt bringes til ophør. Der kan således være behov for at anvende en kort frist på timer i forbindelse med nedlæggelse af et foreløbigt forbud.

Bestemmelsen foreslås strafsanktioneret i § 22, stk. 2.

Til nr. 3 og 4

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 346 af 2. juni 1999 om ændring af tjenestemandspensionsloven, tjenestemandsloven og en række andre love, hvor tjenestemandslovens § 30 blev ophævet.

Ved lov nr. 342 af 2. juni 1999 om ændring af markedsføringsloven blev reglerne for Forbrugerombudsmandens udpegelse ændret for at tilføre forbrugerombudsmandsinstitutionen den fornødne dynamik, således at Forbrugerombudsmanden fremover udnævnes for et tidsrum af 6 år. For samtidig at sikre en større uafhængighed i den tidsbegrænsede ansættelse blev det i bemærkningerne til lovforslag L 136 (1998-99) forudsat, at uansøgt afsked alene kunne ske under omstændigheder svarende til den dagældende § 30 i tjenestemandsloven.

For at sikre fremtidige stillingsindehavere, der bliver omfattet af åremålsansættelsen, den beskyttelse mod uansøgt afskedigelse, som er forudsat i lov nr. 342 om ændring af markedsføringsloven, indsættes en bestemmelse, der svarer til princippet i den tidligere tjenestemandslovs § 30. Stillingsindehaveren kan således alene afskediges uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager eller stillingsindehaveren er uskikket til at forblive i stillingen, jf. principperne i tjenestemandsloven.

Videre fastsættes det, at ansættelsen automatisk ophører, når Forbrugerombudsmanden fylder 70 år, uanset at dette sker i udnævnelsesperioden. Bestemmelsen svarer til princippet i tjenestemandslovens § 29, hvorefter tjenestemænd afskediges ved udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år.

Bestemmelsen finder anvendelse både ved ansættelse på tjenestemandsvilkår og ansættelse på overenskomstvilkår.

Forslaget berører ikke ansættelsesforholdet for den nuværende Forbrugerombudsmand, der ikke er ansat på åremål.

Til nr. 5

Forslaget er en konsekvensrettelse til ændringen under nr. 1. Bestemmelsen sikrer, at ulovlig sammenlignende reklame kan straffes med bøde.

Til § 2

I de følgende bemærkninger dækker betegnelsen »arrangør« også over betegnelsen »formidler for en udenlandsk arrangør«.

Hvis en arrangør ikke opfylder de generelle garantikrav efter rejsegarantifondlovens § 8, stk. 5 og 6, eller hvis en arrangør ikke opfylder sin oplysnings- og dokumentationspligt efter lovens § 13 eller dokumentationspligten efter § 22, stk. 3, kan Rejsegarantifonden umiddelbart slette arrangøren af fondens register.

Som anført i punkt A, sidste afsnit i de almindelige bemærkninger medfører en sletning af registret, at den pågældende arrangør ikke længere lovligt kan sælge rejsearrangementer, der er omfattet af loven.

Rejsegarantifonden kan efter § 19 kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør, hvis der er tale om, at der i en arrangørvirksomhed er personsammenfald med arrangører, der tidligere har påført fonden tab, såkaldt »genganger«. Om personsammenfald henvises til den gældende § 19, stk. 1. Det samme er tilfældet, hvis en arrangør modtager forudbetalinger, der væsentligt afviger fra det sædvanlige for rejsearrangementer af den pågældende art.

I den eksisterende lov er der imidlertid som følge af en lovteknisk fejl i forbindelse med vedtagelsen af rejsegarantifondloven ikke hjemmel til, at en arrangør, som ikke efterlever fondens krav om forhøjelse af garantien efter lovens § 19, umiddelbart kan slettes af registret, i modsætning til hvad der gælder efter de generelle garantikrav.

Da lov nr. 315 af 14. maj 1997 var udtryk for en stramning af rejsegarantifondsordningen over for arrangørerne, er en sådan forskel i fondens indgrebsmuligheder uhensigtsmæssig.

§ 19 er begrundet i et ønske fra lovgivers side om særligt at styrke fondens muligheder over for arrangører, der enten var »gengangere« eller modtog usædvanlige forudbetalinger. Såfremt fonden ikke har mulighed for umiddelbart at slette en arrangør, der ikke stiller en forhøjet garanti efter § 19, vil stramningen af loven på dette punkt ikke have den ønskede effekt.

Den foreslåede ændring af § 17, stk. 1, vil give fonden de af lovgiver forudsatte muligheder for at skride ind over for sådanne arrangører. Fonden får dermed mulighed for at begrænse sit eget tab på arrangørers konkurser og i højere grad sikre forbrugerne mod arrangører, der er omfattet af § 19.

Til § 3

Det foreslås, at ændringerne af markedsføringsloven træder i kraft den 1. april 2000, og at ændringen af lov om en rejsegarantifond træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Undlader en arrangør at efterkomme Rejsegarantifondens krav efter § 19, kan fonden slette en arrangør efter den foreslåede ændring til § 17, når fondens krav er fremsat efter lovens ikrafttræden. Er krav fremsat før lovens ikrafttræden, kan fonden efter § 17 give arrangøren en ny frist til at efterkomme kravet med den virkning, at arrangøren kan slettes, hvis kravet ikke efterkommes inden udløbet af den nye frist.

 

BILAG

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Udeladt