§ 2 - Krav til den juridiske rådgivning

§ 2. Den, som erhvervsmæssigt yder rådgivning af overvejende juridisk karakter, skal udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for juridisk rådgivning. Rådgiveren skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. Rådgivningen skal ydes med den fornødne hurtighed.
Stk. 2. Aftaler om juridisk rådgivning skal udarbejdes skriftligt.
Stk. 3. Rådgiveren skal i rådgivningsaftalen oplyse, om vedkommende er ansvarsforsikret. Oplysningen skal være særligt fremhævet i rådgivningsaftalen. Er rådgiveren ansvarsforsikret, skal vedkommende oplyse om størrelsen af den samlede forsikringssum, størrelsen af forsikringssum pr. skade, og om der er rejst krav imod rådgiveren, som kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvis vil blive udnyttet i det pågældende forsikringsår.
Stk. 4. Aftalen skal indeholde en beskrivelse af rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund.
Stk. 5. Rådgiveren skal angive sin timepris eller eventuelle samlede pris for den pågældende ydelse. Hvis det ikke er muligt at angive timeprisen eller den samlede pris, skal det oplyses, på hvilket grundlag prisen beregnes.
Stk. 6. Rådgiveren må ikke modtage betroede midler fra kunden eller på kundens vegne.
Stk. 7. En rådgiver må ikke yde rådgivning i en sag i tilfælde, hvor rådgiveren selv eller dennes nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Det samme gælder i tilfælde, hvor rådgiveren eller dennes nærstående samtidig rådgiver eller tidligere i samme sag har rådgivet andre, der har en sådan interesse.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for familie- og forbrugeranliggender yderligere regler om god skik for juridisk rådgivning.



Stk. 1

Bestemmelsen i § 2, stk. 1 har karakter af en overordnet norm for god skik for juridisk rådgivning. At handle i overensstemmelse med god skik indebærer ifølge bestemmelsen bl.a., at rådgiveren skal udføre sit arbejde grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til kundens interesser tilsiger, ligesom rådgivningen skal ydes med den fornødne hurtighed. At sagen skal behandles med den fornødne hurtighed suppleres i bekendtgørelsens § 2, stk. 3 med, at rådgiveren løbende skal holde kunden orienteret om sagens forløb.

I bekendtgørelsens § 2, stk. 2 uddybes god skik bestemmelsen med, at rådgiveren skal handle redeligt og loyalt over for kunden, og rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende.

Lovens § 2, stk. 1 svarer delvist til reglerne om god advokatskik i retsplejelovens § 126, stk. 1.

Det er i forarbejderne ikke nærmere uddybet, hvad der ligger i god skik. Der kan formentlig hentes en del inspiration i den praksis, der i Advokatnævnet har dannet sig efter retsplejelovens § 126, stk. og, og også i markedsføringslovens § 1, som indeholder markedsføringslovens generalklausul om at erhvervsdrivende skal handle i overensstemmelse med god markedsføringsskik. I øvrigt må kommende praksis vise, hvad der netop på området for juridisk rådgivning kan anses for god skik.

Stk. 1 suppleres i stk. 2-7 med en række konkrete, grundlæggende regler om god skik for juridiske rådgivere og udfylder således den overordnede norm for god skik, som er angivet i stk. 1.


Stk. 2
Ifølge lovens § 2, stk. 2, sammenholdt med bekendtgørelsens § 3, stk. 1, følger det, at rådgiver altid skal sørge for at udarbejde en skriftlig kontrakt med kunden, inden der ydes juridisk rådgivning, og kunden skal have overgivet en kopi af kontrakten i forbindelse med aftalens indgåelse.

Kravet om udarbejdelse af en skriftlig kontrakt fremgår eksplicit af lovens § 2, stk. 2. Skriftlighedskravet uddybes i bekendtgørelsens § 3, hvoraf det fremgår, at en skriftlig kontrakt i lovens forstand enten kan indgås på papir eller et andet varigt medium. Et medium anses for varigt, hvis der er mulighed for lagring og reproduktion af informationen i en rimelig periode. Udover på almindeligt papir, herunder telefax, kan en skriftlig kontrakt således også indgås pr. e-mail eller ved at lagre/sende kontrakten på en diskette, en cd eller en dvd.

Kravet om at den skriftlige rådgivningsaftale skal udarbejdes før der ydes nogen rådgivning fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, hvoraf det også fremgår, at rådgiver har pligt til at give forbrugeren en kopi af rådgivningsaftalen i forbindelse med aftalens indgåelse.

Skriftlighedskravet kan give visse praktiske udfordringer i forhold til telefonisk rådgivning, idet den skriftlige kontrakt skal være udarbejdet og overgivet til kunden inden rådgivningen kan påbegyndes.

Der er ikke knyttet noget ugyldighedskrav til en manglende skriftlig aftale. Er kravet ikke overholdt, overtræder rådgiveren loven og kan straffes herfor, jf. § 4, men en manglende skriftlig aftale medfører, at aftalen er ugyldig, må bero på en konkret afgørelse ved Forbrugerklagenævnet eller ved domstolene.

Kravet om skriftlighed gælder for aftaler om juridisk rådgivning, der indgås efter lovens ikrafttræden. Er en aftale om juridisk rådgivning indgået inden lovens ikrafttræden, er aftalen ikke omfattet af kravet om skriftlighed, selv om aftalen også omfatter rådgivning, der ydes efter lovens ikrafttræden. Den del af rådgivningen, der ligger efter lovens ikrafttræden vil dog i sig selv være omfattet af loven, i det omfang de øvrige betingelser er opfyldte.

I forarbejderne lægges der op til, at der på et tidspunkt udarbejdes en standardaftale på området, som kan danne grundlag for aftaler om juridisk rådgivning, men en sådan aftale eksisterer ikke på nuværende tidspunkt, og der er derfor frihed for den enkelte rådgiver til at udarbejde sine egne kontrakter.

Rådgiveren skal i øvrigt være opmærksom på, at han ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 2, ikke må indgå en rådgivningsaftale, der er uopsigelig fra kundens side. Bestemmelsen kan imidlertid ikke være til hinder for, at der fastsættes et opsigelsesvarsel af en ikke urimelig længde.


Stk. 3
Ifølge stk. 3 skal rådgiveren i den skriftlige rådgivningsaftale oplyse, om han er ansvarsforsikret, og oplysningen herom skal ifølge 2. pkt. være særligt fremhævet i rådgivningsaftalen.

I forbindelse med lovens vedtagelse overvejede man, om der skulle stilles krav om en obligatorisk ansvarsforsikring til dækning af det økonomiske erstatningsansvar, som kan opstå i forbindelse med juridiske rådgiveres virksomhed.

Man fandt imidlertid, at et krav om en ansvarsforsikring i praksis ville kunne afskære en række rådgivere fra adgangen til at praktisere på dette område og derved i realiteten begrænse adgangen til markedet. I stedet for et krav om en ansvarsforsikring, valgte man derfor fremgangsmåden med en pligt for rådgiver til at gøre opmærksom på pågældendes forsikringsforhold. Hermed får den enkelte forbruger mulighed for selv at afgøre, om han vil købe den ydelse, som den enkelte rådgiver tilbyder under de givne omstændigheder.

Hvad det vil sige, at oplysningen skal være særligt fremhævet, uddybes i bekendtgørelsen om god skik for juridisk rådgivning § 4, stk. 1, hvor det anføres, at oplysningen skal gives "klart og tydeligt på en særskilt side i rådgivningsaftalen, som ikke indeholder andre oplysninger eller bestemmelser". Denne særskilte side skal endvidere ifølge § 4, stk. 1 være påført overskriften "Oplysninger til kunden om forsikringsforhold", og ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 4, skal oplysningerne gives i overensstemmelse med de erklæringer, der er optrykt i bilag 1 til bekendtgørelsen.

Nedenfor gennemgås de oplysninger, der skal gives, henholdsvis i tilfælde hvor rådgiveren ikke har tegnet nogen ansvarsforsikring og i tilfælde hvor rådgiveren har tegnet en ansvarsforsikring. Der er ikke noget krav om anvendelse af en særlig formular til afgivelse af oplysningerne, men som det fremgår nedenfor, er der krav om anvendelse af en bestemt formulering af oplysningerne til forbrugerne om rådgiverens forsikringsforhold, ligesom det dokument, hvori rådgiver oplyser om forsikringsforholdene som nævnt ovenfor ikke må indeholde andre oplysninger eller bestemmelser.

Rådgiver har ikke tegnet nogen ansvarsforsikring
Har rådgiveren ikke tegnet nogen ansvarsforsikring, følger det af lovens § 2, stk. 3, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, jf. stk. 4, jf. bekendtgørelsens bilag 1, at rådgiveren skal give forbrugeren følgende oplysninger:

"Oplysninger til kunden om forsikringsforhold

Undertegnede skal herved oplyse, at [jeg/rådgiveren] ikke er ansvarsforsikret, hvilket indebærer, at kun [jeg/rådgiveren] kan pålægges at dække de krav, der måtte opstå som følge af fejl eller mangler ved rådgivningen. Som kunde risikerer De herved, at Deres eventuelle erstatningskrav ikke kan honoreres."

Rådgiver har tegnet en ansvarsforsikring
Hvis rådgiveren har tegnet en ansvarsforsikring, skal han ifølge lovens § 2, stk. 3, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, jf. stk. 4, jf. bekendtgørelsens bilag 1, give forbrugeren følgende oplysninger klart og tydeligt på en særskilt side i rådgivningsaftalen, som ikke indeholder andre oplysninger eller bestemmelser:

"Oplysninger til kunden om forsikringsforhold

Undertegnede skal herved oplyse, at [jeg/rådgiveren] er ansvarsforsikret, hvilket som udgangspunkt indebærer, at et eventuelt erstatningsansvar, der måtte opstå som følge af fejl eller mangler ved [min/rådgiverens] rådgivning, kan dækkes af [forsikringsselskabets navn/adresse] for et beløb af indtil kr. pr. skade, De som kunde måtte lide.

De skal dog som kunde være opmærksom på, at forsikringsselskabet ikke hæfter i de tilfælde, hvor .

Jeg skal tillige oplyse, at den samlede forsikringssum maksimalt udgør kr. .., og at der i dette forsikringsår er rejst krav mod mig for i alt kr. .., hvilket kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvist vil blive udnyttet i indeværende forsikringsår."

Som det fremgår af ovennævnte, skal rådgiveren altså ud over selve oplysningen om at han har tegnet en ansvarsforsikring oplyse

  • om navn og adresse på det forsikringsselskab, hvori ansvarsforsikringen er tegnet
  • om størrelsen af den samlede forsikringssum
  • om størrelsen af forsikringssum pr. skade
  • om der er rejst krav imod rådgiveren, som kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvist vil blive udnyttet i det pågældende forsikringsår
  • om vilkår, der begrænser forsikringsselskabets hæftelse, herunder vilkår om en eventuel selvrisiko

Dette indebærer en pligt til at informere kunden om erstatningskrav, som er rejst overfor rådgiveren.
Det er ikke nærmere præciseret, hvad det vil sige, hvornår der i lovens forstand kan siges at være "rejst krav" mod rådgiveren. Er det f.eks. når der er anmeldt en begivenhed til forsikringsselskabet (af rådgiveren), indgivet stævning eller klage til Forbrugerklagenævnet (af kunden) eller kræves det blot, at der er fremsat et krav/klage mod rådgiveren om erstatning?

Ud fra en naturlig sproglig forståelse må det dog antages, at der er rejst et krav mod rådgiveren allerede når en forbruger over for rådgiveren selv har gjort et krav gældende.

For så vidt angår selvrisikoen må det antages, at rådgiveren har pligt til at oplyse om selvrisikoens størrelse.


Stk. 4
Ifølge § 2, stk. 4, skal rådgiveren i den skriftlige rådgivningsaftale give en beskrivelse af rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund.

I forbindelse med lovens vedtagelse overvejede man, om der skulle stilles uddannelsesmæssige krav til de personer, som ønsker at drive virksomhed med juridisk rådgivning. Man fandt imidlertid, at det i praksis ville være vanskeligt at fastlægge sådanne særlige uddannelsesmæssige krav, ligesom man frygtede, at en ordning, hvorefter udøvelsen af virksomhed med juridisk bistand blev betinget af en offentlig tilladelse, der alene kan meddeles personer med bl.a. særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer, ville kunne opfattes som en offentlig garanti for udøvernes kvalifikationer. En tilladelses- eller autorisationsordning for andre end advokater ville efter arbejdsgruppens og Justitsministeriets opfattelse medføre en risiko for uigennemsigtighed med hensyn til de forskellige udbyderes kvalifikationer og kompetencer samt de faglige og etiske rammer, som de enkelte rådgivergrupper er underlagt.

Der stilles således ingen uddannelsesmæssige krav eller krav om andre særlige kvalifikationer til udøvere af juridisk rådgivning, og på samme måde som med hensyn til oplysningen om rådgivers forsikringsforhold, jf. ovenfor, er det derfor op til forbrugeren selv at vurdere, om han ønsker at indgå aftale med den pågældende rådgiver, på baggrund af oplysningerne om dennes uddannelsesmæssige baggrund i rådgivningsaftalen.

Der er ikke som med hensyn til oplysningen om ansvarsforsikring stillet særlige formuleringsmæssige krav til oplysningerne om rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund, ligesom der heller ikke er særlige krav til, at oplysningerne herom skal være fremhævede i aftalen.


Stk. 5
Rådgiveren skal angive sin timepris eller eventuelle samlede pris for den pågældende ydelse. Hvis det ikke er muligt at angive timeprisen eller den samlede pris, skal det oplyses, på hvilket grundlag prisen beregnes.

Ifølge § 2, stk. 5, skal rådgiveren give en række oplysninger vedrørende beregning af prisen for opgaven. Som udgangspunkt skal rådgiveren oplyse timeprisen eller den samlede pris for den pågældende ydelse. Hvis ikke det er muligt, skal rådgiveren som minimum oplyse, på hvilket grundlagt prisen beregnes.

Rådgiver skal være opmærksom på, at han ifølge bekendtgørelsens § 3, stk. 4 ikke må fastsætte prisen for rådgivningen til en andel af det udbytte, som kunden måtte opnå ved gennemførelsen af sagen. Præstationsafhængig betaling er med andre ord ikke tilladt.

Bestemmelsen siger ikke noget om, hvornår prisoplysningerne skal gives, men ifølge bekendtgørelsens § 3, stk. 1, må rådgiveren ikke påbegynde sin rådgivning inden der er udarbejdet en skriftlig aftale, som er overgivet til kunden, jf. kommentaren ovenfor til stk. 2. Da prisen for rådgivningen vil være en del af aftalen, vil prisen altid skulle oplyses forud for selve rådgivningen.

Kravene til prisoplysninger i stk. 5 skal i øvrigt ses i sammenhæng med markedsføringslovens § 13, der bl.a. omhandler prisoplysninger i forbindelse med udbud af tjenesteydelser og dermed også juridisk rådgivning. Bestemmelsen supplerer således lov om juridisk rådgivnings § 2, stk. 5.

Dette indebærer bl.a., at alle prisoplysninger skal være inklusiv moms og andre afgifter, hvor dette kræves ifølge markedsføringslovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1, hvilket vil sige i tilfælde, hvor rådgivningen udbydes fra fast forretningssted og hvor rådgivningen udbydes elektronisk med mulighed for bestilling, f.eks. via internettet. Det samme gælder ved annoncering, når der oplyses om prisen på ydelsen, jf. markedsføringslovens § 13, stk. 3.

Er rådgivningen udført efter regning, kan forbrugeren kræve at få en specificeret regning, der gør det muligt at kontrollere prisen, jf. markedsføringslovens § 13, stk. 4.


Stk. 6
§ 2, stk. 6 forbyder juridiske rådgivere at modtage betroede midler fra deres kunder eller på vegne af disse.

Ifølge det oprindelige lovforslag var der ikke noget forbud for juridiske rådgivere mod at modtage betroede midler, men på dette punkt valgte man at skærpe loven i dens endelige udformning.

En juridisk rådgiver må således ikke fra kunden modtage penge, som skal betales videre til andre, ligesom rådgiveren ikke på vegne af kunden må modtage penge fra andre, som skal videregives til kunden, f.eks. en erstatningsudbetaling fra et forsikringsselskab.


Stk. 7
Ifølge § 2, stk. 7 må en rådgiver ikke yde rådgivning i en sag i tilfælde, hvor rådgiveren selv eller dennes nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Det samme gælder i tilfælde, hvor rådgiveren eller dennes nærstående samtidig rådgiver eller tidligere i samme sag har rådgivet andre, der har en sådan interesse.

At også rådgiverens nærstående er omfattet, vil sige, at rådgiveren er afskåret fra at yde rådgivning ikke kun i tilfælde hvor han selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, men også hvor rådgiverens ægtefælle, familiemedlemmer og andre nærstående har en sådan interesse. Det anføres i forarbejderne, at den nærmere personkreds skal afgrænses på samme måde som i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at en kunde ikke modtager rådgivning fra en rådgiver i tilfælde, hvor der foreligger interessekonflikter (eller en nærliggende risiko herfor), som vil kunne påvirke rådgivningen.

Bestemmelsen indebærer, at en rådgiver ikke kan påtage sig - eller må udtræde af - en sag i tilfælde, hvor rådgiveren selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Økonomisk interesse omfatter i denne sammenhæng ikke interessen i almindelig indtjening på rådgivningsydelsen, men derimod en særlig økonomisk interesse, f.eks. bistand til oprettelse af et testamente, hvori rådgiveren (eller dennes nærstående) er indsat som testamentsarving.

Bestemmelsen indebærer desuden, at rådgiveren ikke kan yde rådgivning i en sag, hvis der samtidig ydes - eller tidligere i samme sag er ydet - rådgivning til modparten i sagen. Derimod er bestemmelsen ikke til hinder for at yde rådgivning i en sag, hvor rådgiveren tidligere - i en anden sag - har ydet rådgivning til den nuværende modpart.

Opstår ovennævnte forhold først efter rådgivningsaftalens indgåelse, eller bliver rådgiveren først efter rådgivningsaftalens indgåelse opmærksom på, at ovennævnte forhold gør sig gældende, skal rådgiveren snarest muligt gøre kunden bekendt med forholdet og opsige rådgivningsaftalen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.


Stk. 8
Stk. 8 indeholder en bemyndigelse til, at justitsministeren efter forhandling med ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte yderligere regler om god skik for juridisk rådgivning.

Denne bemyndigelse er udnyttet i form af udstedelse af bekendtgørelse nr. 684 af 22. juni 2006 om god skik for juridisk rådgivning. To af bestemmelserne i bekendtgørelsen, §§ 8 og 9 gennemgås nedenfor, mens indholdet af de øvrige bestemmelser i bekendtgørelsen er gennemgået i tilknytning til gennemgangen af § 2 ovenfor.

Bekendtgørelsens § 8 omhandler rådgiverens forhold til modparten i sagen og fastslår, at rådgiveren i en konkret sag ikke må henvende sig direkte til nogen, som er repræsenteret ved en anden juridisk rådgiver (herunder advokater), uden samtykke fra denne rådgiver. Undtagelse herfra gøres dog for tilfælde, hvor henvendelsen sker til berettiget varetagelse af kundens eller egne interesser og under forudsætning af at den anden juridiske rådgiver trods skriftlige påmindelser ikke har besvaret rådgiverens henvendelse.

Uanset om rådgiveren har fået tilladelse til at henvende sig direkte til modparten eller benytter sig af undtagelsen til at henvende sig til modparten uden samtykke, skal han altid underrette den anden rådgiver om henvendelsen.

Bekendtgørelsens § 9 omhandler tavshedspligt og fastslår, at rådgiveren ikke må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som han bliver bekendt med som led i den ydede rådgivning. Denne tavshedspligt gælder ifølge bekendtgørelsens § 9, stk. 2, også for rådgiverens partnere, personale eller andre af rådgiveren antagne personer. Som partner anses enhver, der er medejer af rådgivningsvirksomheden, hvad enten virksomheden drives som en personligt ejet virksomhed eller i selskabsform.