Lovforslag om generel 6 måneders bindingsperiode fremsat

Justitsministeren har den 17. december 2008 fremsat et forslag til ændring af forbrugeraftaleloven.

I lovforslaget foreslås det at fastsætte generelle regler om en længste bindingsperiode og et længste opsigelsesvarsel i aftaler om løbende levering af varer og tjenesteydelser. Fremover skal det ifølge forslaget ikke være tilladt at binde forbrugere i løbende aftaleforhold mere end 6 måneder. Som hovedregel skal forbrugere kunne opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse.

Nogle af de oplagte eksempler på løbende aftaler, der vil blive berørt, er abonnementer på satellit-tv, webhoteller og fitness, hvor mange udbydere hidtil har opereret med 12 måneders bindingsperioder, nogle tillige med automatisk forlængelse i yderligere 12-måneders perioder.

Forslaget indeholder nogle få undtagelser, herunder en bagatelgrænse på 2.000 kr. for aftaler der ikke automatisk forlænges efter den første bindingsperiode på maksimalt ét år, og en øvre grænse på 20.000 kr., som tillader en bindingsperiode på maksimalt ét år hvor aftalen er forbundet med forholdsvis høje startomkostninger for den erhvervsdrivende.

Læs hele lovforslaget.